Mødedato: 31.08.2004, kl. 15:00

Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro - merudgifter (Kultur- og Fritidsudvalget)

Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro - merudgifter (Kultur- og Fritidsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 31. august 2004

 

 


J.nr. ØU 280/2004

 

18. Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro - merudgifter (Kultur- og Fritidsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget indstiller,

at nærværende indstilling tages til efterretning med henblik på at indgå i forhandlingerne om budget 2005.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. august 2004

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at der frem til behandlingen i Økonomiudvalget tilvejebringes følgende:

·        Materiale, der illustrerer det ændrede projekt, herunder skyggediagram o.lign.

·        Kort beskrivelse af at det ændrede projekt er i overensstemmelse med gældende lokalplan, byggetilladelse mv.

·        Overvejelser om alternative finansieringsmuligheder af merudgifterne

 

Indstillingen blev tiltrådt med disse ændringer.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget noterer sig indstillingen, idet det bemærkes, at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tidligere har besluttet, at eventuelle øgede udgifter til oprensning skal afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets eget budget.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. august 2004

Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling blev godkendt.

 

 

Behandling:-

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede den 26. februar 2004 at støtte etableringen af Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro. De samlede anlægsudgifter var opgjort til 61,29 mio. kr., inkl. 2 mio. kr. som tilskud til opførelse af et kommende parkeringshus. Heraf støtter Lokale- og Anlægsfonden med 10 mio. kr. Idræts- og Kulturhuset placeres på Indre Nørrebro tæt ved Blågårds Plads – i Korsgade-karréen. Idræts- og Kulturhuset er et konkret bud på en forebyggende indsats af de sociale og kulturelle problemer på Indre Nørrebro. Af indstillingen fremgik, at der var usikkerhed om forureningens omfang, samt at sagen ville blive forelagt på ny, såfremt de faktiske udgifter oversteg de skønnede udgifter. Dette er baggrunden for nærværende indstilling.

De supplerende undersøgelser af grunden har vist, at forureningen er større end forventet. Som følge heraf har Miljøkontrollen stillet en række krav, bl.a. om fjernelse af jord, som fordyrer projektet med 4,3 mio. kr. Det skal bemærkes, at forundersøgelserne er udført i overensstemmelse med Miljøkontrollens anbefalinger.

Forud for projekteringen blev der foretaget geotekniske undersøgelser, som bl.a. viste, hvor højt vandspejlet lå. Efterfølgende er der i 2004 foretaget nye undersøgelser, som viser, at vandspejlet er højere grundet årstidsvariation. For at sikre bygningens fundament fra periodevis at "stå under vand" er det nødvendigt at hæve den nedgravede bygning med 0,4 m. i forhold til det projekterede. Dette medfører en udgiftsforøgelse på 0,56 mio. kr.

Supplerende undersøgelser, samt omprojektering som følge af jordforurening og hævningen af bygningen, har medført merudgifter til teamet og eksterne rådgivere. Dertil kommer prisstigninger som følge af forskydning i projektets tidsplan og ekstra udgifter til vinterpladsforanstaltninger. Endvidere medfører stigningen i byggesummen en tilsvarende forøgelse af beløbet til uforudsete omkostninger. Disse følgeudgifter udgør i alt 3,48 mio. kr.

Den samlede udgiftsforøgelse udgør i alt 7,78 mio. kr., hvoraf 2,25 mio. kr. kan findes ved besparelser på driften i 2005 og 2006.

Det vurderes, at det ikke er muligt at fore tage ændringer i projektet, som kan tilvejebringe et beløb svarende til udgiftsforøgelsen.

Såfremt indstillingen ikke tiltrædes, og projektet ikke realiseres, vil der være et samlet forbrug på ca. 3,5 mio. kr. 

I overvejelserne, om hvorvidt der skal ydes en merbevilling, så projektet kan realiseres, bør det indgå, at Lokale- og Anlægsfonden har lagt betydelige økonomiske og arbejdsmæssige ressourcer i projektet.


 


Til top