Stillingtagen til forlængelse af åremålsansættelse for vicedirektør i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen Søren Stahl Nielsen
Stillingtagen til forlængelse af åremålsansættelse for vicedirektør i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen Søren Stahl Nielsen
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 31. maj 2005
J.nr. ØU 232/2005
10. Stillingtagen til forlængelse af åremålsansættelse for vicedirektør i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen Søren Stahl Nielsen
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget tager
stilling til forlængelse af ansættelse på åremålsvilkår for Søren Stahl Nielsen
- herunder periodens længde - og på dette grundlag afgiver sin indstilling til
Borgerrepræsentationen.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2005
Økonomiudvalget besluttede at indstille til Borgerrepræsentationen, at vicedirektør Søren Stahl Nielsens åremålsansættelse som vicedirektør i Københavns Kommune bliver forlænget på uændrede vilkår med 4 år fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2010.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Søren Stahl Nielsen
er pr. 1. april 2001 ansat som vicedirektør på åremålsvilkår for en 5-årig
periode. Pågældende er samtidig medlem af direktionen i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Der skal derfor nu – blandt andet på grundlag af en evaluering af pågældende –
tages stilling til spørgsmålet, om kommunen ønsker en forlængelse af
åremålsansættelsen og for hvilken periode.
Borgmesteren for
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen anbefaler, at pågældendes ansættelse på
åremålsvilkår forlænges, og at dette sker for en 4-årig periode, det vil sige
til 31. marts 2010. Forlængelsen foreslås midt i en periode, hvor kommunens
struktur er under forandring for så vidt angår fordelingen af opgaver mellem
forvaltningerne. Ansættelsesområdet vil være Københavns Kommune. Dette
indebærer, at pågældende kan flyttes i overensstemmelse med
Tjenestemandsvedtægtens regler. Borgmesteren har da også tilkendegivet
forståelse for, at Økonomiudvalget i sin stillingtagen kan have behov for at
inddrage strategiske overvejelser og en helhedsvurdering af kommunens
direktionsmedlemmer set i lyset af forandringerne i kommunens forvaltningsstruktur.