Skaterprojektet X-Hall - evaluering og videreførelse (Kultur- og Fritidsudvalget)
Skaterprojektet X-Hall - evaluering og videreførelse (Kultur- og Fritidsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 31. maj 2005
J.nr. ØU 213/2005
23. Skaterprojektet X-Hall - evaluering og videreførelse (Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og
Fritidsudvalget - under forudsætning af, at Frederiksberg Kommune og
Kvarterløft Nordvest bidrager økonomisk forholdsmæssigt - anbefaler
Økonomiudvalget,
at Borgerrepræsentationen godkender, at driften af X-Hall overgår fra foreningen X-Hall til Københavns Idrætsanlæg
at Borgerrepræsentationen
træffer principbeslutning om at hæve driftsbevillingen med 245.200 kr. (p/l
2005) (fra 154.800 kr. til 400.000 kr.) til Kultur- og Fritidsudvalget funktion
0.30.1 som et rammeløft i budget 2006 og frem
at Borgerrepræsentationen træffer
principbeslutning om at give en tillægsbevilling på 35.000 kr. (p/l 2005) til
Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur & Fritid funktion 0.30.1.
Midlerne skal anvendes til etablering af magnetkortsystem og afholdelse af
ekstraordinært vedligehold i X-Hall i 2006
at
Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at give en anlægsbevilling
på 325.000 kr. (p/l 2005) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur
& Fritid funktion 0.30.3. Midlerne skal anvendes til udskiftning af tagkonstruktion
og opgradering af adgangsforhold for X-Hall i 2006.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2005
Indstillingen blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller:
at
Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiforvaltningen
har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den
foreliggende form, idet det bemærkes, at de i indstillingen nævnte principbeslutninger
om udgifter forbundet med aktiviteten, forudsættes afholdt indenfor Kultur- og
Fritidsudvalgets egen budgetramme".
RESUME
Borgerrepræsentationen
besluttede den 11. juni 2003 at støtte etableringen af skateranlægget X-hall
(BR 245/03). Anlægget åbnede den 30. januar 2004 med en to-årig forsøgsperiode.
Projektet er et
eksperiment initieret af lokale unge, som dannede foreningen X-hall. Foreningen
skulle stå for driften af anlægget. De årlige driftsudgifter var budgetteret
til 420.000 kr., hvoraf Københavns Kommune bidrager med 154.800 kr. (p/l 2005).
Skateranlægget X-Hall har
levet op til forventningerne om besøgstal og værdi for målgruppen.
Driftsforudsætningerne var baseret på, at en væsentlig del af opgaverne løstes
af foreningen X-Hall.
Foreningen magter ikke
længere at varetage driftsopgaven, som er vanskeligere og mere tidskrævende end
forventet. I overensstemmelse med foreningens ønsker anbefales det, at
driftsopgaven overgår til Københavns Idrætsanlæg. Det indebærer en stigning i
driftsudgifterne til løn og administration. Der er ikke kassemæssig dækning til
at øge driftstilskuddet i 2005. Frem til 2006 vil anlægget derfor køre med
nedsat åbningstid. Såfremt åbningstiden skulle være uændret i 2005, skulle Københavns
Kommune bidrage med et ekstraordinært driftstilskud på 200.000 kr.
Det anbefales, at anlægget
videreføres i 2006 og frem, hvormed driftstilskuddet fra Københavns Kommune
skal forhøjes med 245.200 kr. (p/l 2005) (fra 154.800 til 400.000). Alternativt
kan projektet stoppes.
Tagkonstruktionen blev
etableret på forsøgsbasis med en udspændt sejldug. Denne konstruktion har vist
sig sårbar, og der har i den forgangne vinter været store problemer med nedbør
på ramperne, der ikke tåler vand. Skal anlægget fortsætte, er det nødvendigt at
udskifte taget med en stålkonstruktion med betydeligt kraftigere membran..
Udgifterne til nyt tag og øvrige arbejder er på 950.000 kr. (p/l 2005). Lokale- og Anlægsfonden bidrager med 200.000 kr.,
Frederiksberg Kommune med 125.000 kr. og Kvarterløft Nordvest forventer at
fremskaffe 300.000 kr. hertil. Kultur- og Fritidsudvalgets andel er på 325.000
kr.
Ombygningen vil foregå i
perioden ultimo november 2005 til primo 2006. I en del af ombygningsperioden
vil anlægget være lukket.
SAGSBESKRIVELSE
Skateranlægget X-Hall lever
op til forventningerne om besøgstal og værdi for målgruppen.
Driftsforudsætningerne er som et eksperiment baseret på, at en væsentlig del af
opgaverne løses af foreningen X-Hall.
Foreningen er stadig
begejstret for faciliteten og projektet, men den ønsker ikke at varetage
driftsopgaven. I overensstemmelse med foreningens ønsker anbefales det, at
driftsopgaven overgår til Københavns Idrætsanlæg. Det indebærer stigning i
driftsudgifterne til løn og administration. Der er ikke kassemæssig dækning til
at øge driftstilskuddet i 2005. Frem til 2006 vil anlægget derfor køre med
nedsat åbningstid. Fortsat drift kræver en stigning i driftstilskuddet på
245.200 kr. (p/l 2005) fra 2006 og frem.
For at anlægget kan fungere
fremover, skal tagkonstruktionen udskiftes og øvrige arbejder foretages for
950.000 kr. Heraf udgør Kultur- og Fritidsudvalgets andel 325.000 kr.
Baggrund
Borgerrepræsentationen
besluttede den 11. juni 2003 at støtte etableringen af skateranlægget X-hall
(BR 245/03). Københavns Kommune finansierede 1 mio. kr. af de samlede
anlægsudgifter på 2,6 mio. kr., Idrætspolitisk Idéprogram v/Lokale- og Anlægsfonden
1 mio. kr., Frederiksberg Kommune 0,3 mio. kr. og Kvarterløft Nordvest ligeledes
0,3 mio. kr.
Projekt
blev pr. 30. januar 2004 igangsat med en to-årig forsøgsperiode. Støtten på 1
mio. kr. fra Idrætspolitisk Idéprogram v/Lokale- og Anlægsfonden er givet under
forudsætning af, at projektet kører forsøgsperioden ud. Såfremt projektet
stoppes inden, kan tilskuddet kræves tilbagebetalt.
Projektet er initieret
af lokale unge, som dannede foreningen X-hall. Foreningen skulle på
forsøgsbasis stå for driften af anlægget. De årlige driftsudgifter var budgetteret
til 420.000 kr., hvoraf Københavns Kommune bidrager med 154.800 kr. (p/l 2005).
Anlægget
benyttes i tilfredsstillende omfang, og der er stigende interesse fra institutioner
for at leje det uden for åbningstiden. Erfaringerne fra projektets første år
viser, at det er nødvendigt med en justering af projektets organisering og dets
økonomiske grundlag. Alternativt kan projektet stoppes.
De ansattes
opgaveudførelse
Anlægget er placeret i
et ubenyttet tunnelrør i et belastet område. En del af brugerne er socialt
belastede. Det er nødvendigt med opsyn i åbningstiden, hvilket tillige er et
krav fra Frederiksberg Kommune.
I overensstemmelse med
idégrundlaget for anlægget (BR 245/03) er de ansatte på anlægget "ildsjæle" fra
skater- og rulleskøjtemiljøet. De gør en god indsats. De er imødekommende og
skaber en god og tryg stemning, underviser etc. Frederiksberg Kommune pointerer
endvidere, at enkelte særligt adfærdsvanskelige har haft god gavn af faciliteten
og dets personale.
Foreningen ønsker ikke
at varetage driften af anlægget og ansvaret for de ansatte. Opgaven er
vanskeligere og mere tidskrævende end den havde forventet. Det har eksempelvis
været vanskeligt for foreningen at varetage personaleansvaret.
Overdragelse af ledelse
og drift til KI
Så snart ovenstående
problemer blev konstateret ultimo 2004, blev KI draget tættere ind i ledelsen
af de ansatte.
Personalet er ansat af
foreningen X-Hall. Såfremt Københavns Idrætsanlæg skal varetage et egentligt
ledelsesansvar, er det en uholdbar situation. Det kan betragtes som en omgåelse
af KIs overenskomst med fagforeningerne. Det anbefales derfor, at personalet og
driften snarest mulig overgår til KI regi.
Dertil kommer, at
foreningen X-Hall ikke længere ønsker at varetage ledelsesopgaver samt øvrig
drift af anlægget. Foreningens indsats er varetaget af få unge ildsjæle, som
fremover ønsker at fokusere på det foreningsnære arbejde. De økonomiske konsekvenser
heraf følger nedenfor.
Økonomi
Oversigt:
·
2004: Der er et
ufinansieret underskud på 45.227 kr., som fratrækkes driftstilskuddet for 2005.
·
2005:
Budgettet balancerer i kraft af nedsat åbningstid i resten af sæsonen og ved
lukning i forbindelse med tagrenovering fra ultimo november 2005.
·
2006:
Fra 2006 og frem skal Københavns Kommunes driftstilskud hæves fra 154.800 til 400.000
kr. (p/l 2005). Alternativt skal anlægget lukkes.
Indførsel af magnetkortsystem og ekstraordinært vedligehold for 35.000
kr.
Udskiftning af tag og opgradering af adgangsforhold m.v. for 950.000
kr., hvortil Kultur- og Fritidsudvalgets andel udgøre 325.000 kr.
Driftsøkonomi
2004
Driftsunderskuddet
i 2004 er 45.227 kr. Københavns Idrætsanlæg har stået for regnskabet, men har
ikke afsat midler til at dække driftsunderskuddet for 2004. I overensstemmelse
med
gældende principper kan driftsunderskuddet overføres til 2005, hvor det
fratrækkes i driftstilskuddet.
De
manglende indtægter skyldes lavere entreindtægter og vigende sponsorindtægter.
De lave entreindtægter skyldes bl.a. startvanskeligheder med billetsalg samt de
ansattes håndhævelse heraf.
Københavns Idrætsanlæg
har det overordnede drifts- og vedligeholdelsesansvar for X-Hall (BR 245/03).
Foreningen X-Hall skulle i praksis varetage ledelsesansvaret samt mindre
opgaver på anlægget, mens KI stod for regnskabet. Der var ikke afsat midler til
Københavns Idrætsanlægs administration mv. I praksis har Københavns Idrætsanlæg
varetaget flere arbejdsopgaver end forudsat.
Driftsøkonomi
2005
Ved anlæggets
videreførelse skal ansvaret for driften placeres i KIs regi. Overdragelsen af
driften til KI medfører højere driftsudgifter til løn, idet personalet fremover
skal aflønnes i henhold til KIs overenskomst. Endvidere skal KI afholde udgifter
til administration. På årsbasis stiger udgifterne til administration og løn fra
230.000 kr. til knap 500.000 kr. Det bemærkes, at driftsunderskuddet for 2004 er
overført til 2005.
På trods af de øgede
udgifter forventes driften at balancere i 2005, idet åbningstiden reduceres i
den resterende del af sæsonen, og anlægget lukkes i sommerferien samt fra
ultimo november i forbindelse med renovering af taget og adgangsforhold m.v.
Hvis
åbningstiden ikke skal reduceres i 2005, skal der gives et ekstraordinært driftstilskud
i størrelsesorden 200.000 kr. Ifølge forvaltningen i Frederiksberg Kommune
forventes det, at kommunen i så fald vil øge sit driftstilskud forholdsvist.
Driftsøkonomi
2006 og ekstraordinære udgifter
Københavns Kommunes
andel af det forventede driftsunderskud er på 245.200 kr. Københavns Kommunes
samlede driftstilskud skal derfor øges fra det nuværende driftstilskud på
154.800 kr (p/l 2005) til 400.000 kr. pr. år. Det øgede driftstilskud foreslås
indarbejdet i budget 2006. Det er forudsat og forventet, at Frederiksberg
Kommune øger deres tilskud forholdsvist (fra 30.000 til 80.000 kr.).
Ekstraordinær udgift til tag og
adgangsforhold i 2006
Tagkonstruktionen blev
etableret på forsøgsbasis med en udspændt sejldug. Taget består i dag af en
specialdesignet presenning, som opfylder vejdirektoratets krav om adgang til
tunnelrørets tag (vejbanen) nedefra. Denne konstruktion har vist sig sårbar, og
der har i den forgangne vinter været store problemer med nedbør og kondens på
ramperne, der ikke tåler vand. Skal anlægget fortsætte, er det nødvendigt at udskifte
taget med en stålkonstruktion med betydeligt kraftigere membran.
Lokale-
og Anlægsfonden har for egen regning fået ingeniørfirmaet Carl Bro til at finde
en løsning på vandindtrængningen gennem taget og beregne udgifterne hertil. Den
nye tagkonstruktion koster 850.000 kr.
En del
af tilkørselsvejen til X-Hall ligger på en skråning. Ifølge byggetilladelsen
skal der etableres en trappe på skråningen. Der blev opnået dispensation herfor
i projektperioden. Ved etablering af trappen skaffes samtidig nødvendig adgang
til en pumpebrønd, som ligger på skråningen, og den overskydende jord benyttes
til etablering af et hop (dirt jump) til BMX-cykler. Den samlet pris herfor er
100.000 kr.
Lokale- og Anlægsfonden
bidrager med 200.000 kr. Frederiksberg Kommune forventer at bidrage
forholdsvist med 125.000 kr (1/6 af 750.000). Kvarterløft Nordvest forventer at
fremskaffe 300.000 kr. til renovering af taget. Kultur- og Fritidsudvalgets
andel til tagkonstruktion og ændret adgangsforhold er på 325.000 kr.
Tilskuddene fra hovedparten
af de øvrige interessenter skal afholdes i 2005. Byggeriet er derfor planlagt
ultimo 2005 og primo 2006. Såfremt den indstillede principbeslutning om Kultur-
og Fritidsudvalget tiltrædes og indarbejdes i budgetforliget for 2006 forventes
de øvrige interessenter udbetale deres tilskud i 2005.
Øvrige ekstraordinære udgifter 2006
I 2006 bør etableres
magnetkortsystem til 25.000 kr. samt afsættes ekstraordinære midler til
vedligehold på 10.000 kr. som følge af besparelser i 2005. I alt 35.000 kr.
Vurdering
Ved etableringen af
X-Hall blev en særlig driftsmodel afprøvet, hvor personalet var ansat i
foreningsregi og hovedparten af det administrative arbejde udførtes af frivillige
i foreningsregi. På det pågældende anlæg kan driftsmodellen ikke fungere og
bæres af de frivillige kræfter i foreningsregi.
Overgangen
til almindelig kommunal drift medfører væsentlige merudgifter. Driftsudgifterne
bliver på niveau med det, der ses inden for øvrige kommunale idrætsanlæg. Selve
anlægget lever op til visionerne om at tilbyde et særligt sted for skater- og
rulleskøjtekulturen og er dermed en succes.
Som følge af anlæggets
placering og af
tale med Frederiksberg Kommune er det ikke muligt – eller
tilrådeligt – at undlade opsyn på anlægget. Anlægget er placeret optimalt i
forhold til brugergruppen og udnyttelsen af byens ledige arealer.
Det bemærkes, at der
placeres en minikunstgræsbane ved X-Hall (BR 14/05). I den forbindelse
forventes en synergieffekt.
MILJØVURDERING
Sagen er miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige
påvirkninger
ØKONOMI
Såfremt den indstillede principbeslutning tiltrædes, stiger
driftstilskuddet i 2006 og frem med 245.200 kr. (p/l 2005) (fra 154.800 kr. til
400.000 kr.). Dette finansieret som rammeløft.
Det
forudsættes, at tillægsbevillingen i 2006 vedrørende magnetkortsystem og ekstraordinært
vedligehold på 35.000 kr. (p/l 2005) tilgår Kultur- og Fritidsudvalgets budget
som tillægsbevilling.
Det forudsættes
endvidere, at anlægsbevillingen i 2006 vedrørende udskiftning af taget og opgradering
af adgangsforhold på 325.000 kr. (p/l) 2005 tilgår Kultur- og Fritidsudvalgets
budget som anlægsbevilling.
BILAG
Ingen.
Carsten Haurum
/ Mads Kamp Hansen