Mødedato: 31.03.2020, kl. 15:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Skybrudssikring og byrumsforbedringer i Karens Minde Aksen, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Der skal tages stilling til projektforslag til skybrudssikring og byrumsforbedringer i Karens Minde Aksen og til frigivelse af midler til byrumsforbedringer og etablering af en sammenhængende grøn forbindelse langs Sjælør Boulevard og området ved Karens Minde Kulturhus.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at der fældes to ikonisk udpegede træer på matr.nr. 4, Kongens Enghave (forvaltet af Økonomiforvaltningen).

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

2. at der frigives en anlægsbevilling på 20,7 mio. kr. til anlæg af byrum i Karens Minde Aksen. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets Ordinær anlæg i 2020, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) besluttede den 26. marts 2015 at afsætte 5,1 mio. kr. til at udvikle og medfinansiere et byrumsprojekt for Karens Minde Aksen, og den 22. juni 2017 afsatte Borgerrepræsentationen 49,8 mio. kr. til skybrudssikring af Karens Minde Aksen. I Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) blev der afsat 25,2 mio. kr. (2018 p/l) til anlæg af nyt byrum i sammenhæng med skybrudssikringen. Heraf blev 5,3 mio. kr. af den afsatte bevilling stjernemarkeret til projektering. På baggrund heraf har forvaltningen udarbejdet et projektforslag for skybrudssikring og byrumsforbedringer.

Ifølge Københavns Kommunes Træpolitik 2018-2025 (BR 1. november 2018) skal Økonomiudvalget godkende fældning af ikonisk udpegede træer på matrikler forvaltet af Økonomiforvaltningen.

Projektet har været sat i bero i 2019 på grund af anlægsmåltal (TMU 7. januar 2019). Teknik- og Miljøudvalget (TMU) besluttede den 16. december 2019 at igangsætte projektet i 2020 og tog det nye ibrugtagningstidspunkt i december 2022 til efterretning.

Løsning

Området omkring Karens Minde Aksen består af et grønt areal mellem Sjælør Boulevard, det grønne område ved Karens Minde Kulturhus og naturområdet syd herfor. I området er der legeplads, hestefolde og en hundegård, jf. bilag 2 og bilag 3.

Hovedgrebet vil være en teglstensbelagt gennemgående kombineret gangsti/vandrende til afledning af regnvand fra krydset ved Ellebjergvej og ned gennem det grønne areal i midten af Sjælør Boulevard til området ved Karens Minde Kulturhus.

Skybrudssikring
Skybrudsprojektet er baseret på en overfladeløsning, der både håndterer hverdagsregn og forsinker skybrudregn ved at udnytte naturlige lavpunkter og terræn. Karens Minde Aksen indrettes med nye faste kanter og lave volde for at skabe kapacitet til at tilbageholde op til 15.000 m3 skybrudsregn. Ved denne løsning bevares så mange af områdets eksisterende træer som muligt, jf. afsnittet om konsekvenser for træer. Der etableres et nyt regnvandsbassin i parkens sydligste del, som medvirker til at rense hverdagsregn, før det ledes videre til Enghave Kanal. Overfladeløsningen bliver suppleret af pumper og ledninger, hvor det er nødvendigt.

Byrumsprojekt
Eksisterende funktioner og faciliteter som legepladsen, hestefolde og hundegården er indarbejdet i projektforslaget. Derudover skabes der plads og bedre forhold for aktiviteter omkring Karens Minde Kulturhus samt en bedre sammenhæng mellem kulturhuset og den fredede dansepavillon ved en ensartet belægning af teglsten. Samtidig etableres der bedre og mere synlige adgangsforhold til kulturhusets nye hovedindgang. Området bliver samtidig opgraderet med belysning og fire nye københavnerbænke, så der i alt er 23 københavnerbænke.  

Konsekvenser for træer
Forvaltningen planter 70 nye træer i Karens Minde Aksen. Det samlede antal træer forøges dermed med 42, så der i alt bliver 177 træer. Der har i forbindelse med projekteringen været stor fokus på at bevare så mange af områdets træer som muligt, men da området indeholder mange træer, har det ikke været muligt at finde en løsning, der bevarer alle træer.  For at få plads til skybrudsløsningen er det forvaltningens vurdering, at det i projektet er nødvendigt at fælde 28 ud af projektområdets i alt 135 eksisterende træer. Af de 135 træer er 47 udpegede som ikoniske træer. Af disse er det nødvendigt for projektets gennemførelse, at der fældes to ikoniske træer, som har en hhv. nogenlunde og ringe sundhedstilstand. Fældes disse ikke, vil det betyde, at flere andre ikoniske og sundere træer skal fældes, for at projektet kan gennemføres. De to ikoniske træer står på en matrikel forvaltet af Økonomiforvaltningen. Økonomiforvaltningen er blevet hørt og er indforståede med fældningen af de to ikoniske træer, jf. retningslinjer i Københavns Kommunes Træpolitik 2018-2025 (BR 1.  november 2018). Oversigt over træerne fremgår af bilag 4. Træregnskab samt beskrivelse af de to ikoniske træer, der fældes i forbindelse med projektet, fremgår af bilag 6.

Trafikale ændringer i området
Den del af Wagnersvej, der krydser Karens Minde Aksen, lukkes for biler, og der anlægges i stedet en sti, der gør det muligt at krydse Karens Minde Aksen til fods og på cykel. Lukning af vejstykket vil ikke have konsekvenser for fremkommeligheden. Den nuværende adgangsvej for specialinstitutionen Wagnervej 23 flyttes til en ny indgang og overkørsel ad Rubinsteinsvej som foreskrevet i Lokalplan nr. 395 ”Karens Minde” §4, stk. 5. Dette gøres blandt andet for at friholde området omkring Kulturhuset og hestefoldene for biltrafik.

Konsekvenser for parkering
Antallet af parkeringspladser (94 stk.) bibeholdes. Langs Sjælør Boulevard nord for Mozartsvej er der i dag 58 parkeringspladser mod 47 i projektforslaget. Langs Sjælør Boulevard syd for Mozartsvej er der i dag 36 pladser mod 47 projektforslaget, dvs. i alt 94 parkeringspladser. Parkeringspladserne tydeliggøres ved opstribning og flyttes til fortovssiden af Sjælør Boulevard.

Høring og borgerinddragelse
Kongens Enghave Lokaludvalg støtter op om projektforslaget og forventer, at regnvandsbassinet udformes med skrå kanter, så padder og andre dyr kan komme op på land. Lokaludvalget peger desuden på, at de planlagte gangstier med stor sandsynlighed vil blive benyttet af cyklister. Der er i forslaget projekteret med skrå kanter både langs grøfter og ved regnvandsbassinet. Den teglstensbelagte sti gennem området er forbeholdt fodgængere og til opholdsarealer. Forvaltningen vil i hovedprojektet se på, hvordan stien kan udformes, så den ikke indbyder til cyklisme.

I forbindelse med høring af naboerne til Wagnersvej har AB Stubmøllegården afgivet høringssvar. De giver udtryk for, at fordelene ved lukningen af et stykke af Wagnersvej overstiger ulemperne. AB Stubmøllegården har desuden ønsker til den fremtidige afvikling af trafikken i området. Forvaltningen vil i hovedprojektet se på, om ønskerne kan implementeres.

Lokaludvalgets og AB Stubmøllegårdens høringsbidrag fremgår af bilag 5.

Som en del af områdefornyelse Sydhavnens arbejde har forvaltningen i perioden 2016-2019 gennem workshops, arbejdsgruppemøder og dialog inddraget områdets borgere, aktører, herunder Karens Minde Kulturhus og Børnenes Dyremark, og øvrige interessenter i arbejdet med at udforme Karens Minde Aksen. Den tætte dialog med lokalområdet har sikret stor opbakning til anlægsprojektet.

Politiet har givet samtykke til projektforslagets trafikale ændringer.

Økonomi

I Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) blev der afsat 25,2 mio. kr. (2018 p/l) svarende til 26,2 mio. kr. i 2020 p/l til ”Karens Minde Aksen”. Af de 25,2 mio. kr. blev 5,3 mio. kr. stjernemarkeret og dermed frigivet med vedtagelsen af budgettet. Med denne indstilling skal de resterende 19,9 mio. kr. (2018 p/l) frigives til detailprojektering og anlæg af projektet for Karens Minde Aksen svarende til 20,7 mio. kr. i 2020 p/l. De 20,7 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. tabel 1.

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af midler (beløb i 1.000 kr.)

Udvalg

Aktivitet/

projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

2020

2021

2022

2023

I alt

TMU

Skybrudspakke - Byrum i Karens Minde Aksen

2000 – Ordinær anlæg

0.28.20.3

1.578

10.101

8.091

941

20.711

I alt

-

-

-

1.578

10.101

8.091

941

20.711

Videre proces

Når indstillingen er godkendt hovedprojekteres projektet og sendes i udbud i efteråret 2020. Det fysiske anlægsarbejde forventes udført i perioden fra maj 2021 og med ibrugtagning december 2022.

 

Søren Wille                                   /Lone Byskov

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget danner grundlag for detailprojektering og anlæg af byrum samt skybrudsprojekt i Karens Minde Aksen, jf. bilag 4.
     
    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,
     
  2. at der fældes to ikonisk udpegede træer på matr.nr. 4, Kongens Enghave (forvaltet af Økonomiforvaltningen).
     
    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  3.  at der frigives en anlægsbevilling på 20,7 mio. kr. til anlæg af byrum i Karens Minde Aksen. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets Ordinær anlæg i 2020, jf. økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2020

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget uden afstemning.

 

Indstillingens 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne vil gerne have en udformning af projekt, som ikke udelukker hensynsfuld cyklisme gennem området.”

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Skybrudssikring og byrumsfor-bedringer i Karens Minde Aksen, Vesterbro/Kgs. Enghave (2019-0321885)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2020

Indstillingens 1. at-punkt og det tekniske ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 24. februar 2020:

”Partierne vil gerne have en udformning af projekt, som ikke udelukker hensynsfuld cyklisme gennem området.”

Venstre og Det Konservative Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen på mødet.

Til top