Stop for køb af varer fra ulovlige bosættelser og Christiania
Borgerrepræsentationen besluttede den 20. juni 2012, at Økonomiudvalget skal behandle medlemsforslaget fra Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vedr. køb af varer produceret i ulovlige bosættelser samt Det Konservative Folkeparti's ændringsforslag vedr. køb af varer fra den ulovlige bosættelse Christiania.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
1. at Økonomiudvalget tager den juridiske vurdering af kommunens muligheder for at stille krav til en vares oprindelse til efterretning,
2. at det godkendes, at medlemsforslagene vedrørende boykot af varer med mærker fra ulovlige bosættelser hermed er håndteret.
Problemstilling
Socialistisk Folkeparti (SF) og Enhedslisten (Ø) har stillet medlemsforslag om stop for køb af varer fra ulovlige bosættelser til behandling på Borgerrepræsentationens møde den 20. juni 2012. Medlemsforslaget indeholdt forslag om, at:
Borgerrepræsentationen træffer beslutning om, at ingen led i Københavns Kommune må købe varer med mærker fra ulovlige bosættelser. Beslutningen træder i kraft, når regeringens annoncerede forslag om en mærkningsordning vedtages i Folketinget.
Konservativ Folkeparti stillede ændringsforslag om, at:
Borgerrepræsentationen træffer beslutning om, at ingen led i Københavns Kommune må købe varer med mærker fra ulovlige bosættelser samt tillige varer fra den ulovlige bosættelse Christiania.
Borgerrepræsentationen besluttede den 20/6 2012 at henvise begge forslag til behandling i Økonomiudvalget.
Løsning
Økonomiforvaltningen har undersøgt muligheden for at opstille et krav om, at ingen led i Københavns Kommune må købe varer med mærker fra ulovlige bosættelser.
Baggrunden for medlemsforslaget er, at udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i maj 2012 annoncerede, at det skulle være muligt vha. en mærkningsordning at se, om de varer, der bliver importeret til Danmark, kommer fra en bosættelse på Vestbredden.
Spørgsmålet vedrører oprindelsesmærkning af fødevarer. I Danmark er Fødevarestyrelsen den kompetente myndighed på området. Fødevarestyrelsen har, på baggrund af en regeringsbeslutning, udarbejdet en vejledning i, hvorledes virksomheder kan angive, om en fødevare med oprindelse på Vestbredden er produceret i en israelsk bosættelse eller er produceret af en palæstinensisk producent. Der er tale om en frivillig mærkningsordning, som butikker kan gøre brug af.
Fødevarestyrelsens vejledning er alene en vejledning i, hvorledes mærkning kan foretages i henhold til de eksisterende oprindelsesmærkningsordninger. Oprindelsesmærkning er obligatorisk for visse fødevarer. For andre fødevarer er det frivilligt om de oprindelsesmærkes.
Der er en særlig problematik, når det gælder fødevarer, der er produceret i de israelsk besatte områder. Allerede før regeringsbeslutningen måtte fødevarer fra de israelsk besatte palæstinensiske områder ikke mærkes med "Israel" som oprindelsesland pga. særlige toldregler mellem Israel og EU. Som det fremgår videre af Fødevarestyrelsens vejledning, er det ikke ulovligt at indføre og sælge produkter, der er produceret i de israelske bosættelser, men der skal betales fuld told af disse produkter ved indførelse til EU/DK.
En kommune er som offentlig myndighed bundet af principperne om ligebehandling og ikke diskrimination af udenlandske virksomheder og personer. Dette gælder i vid udstrækning også i forhold til virksomheder og personer hjemmehørende i lande uden for EU. Dette følger bl.a. af WTO’s GPA-aftale.
Økonomiforvaltningen vurderer, at forslaget om, at ingen led i Københavns Kommune må købe varer med mærker fra ulovlige bosættelser hhv. Christiania ikke er i overensstemmelse med grundlæggende udbudsretlige principper samt de generelle principper om ikke-diskrimination af udenlandske virksomheder og personer. Det fremgår endvidere af et notat, som Økonomiforvaltningen fik udarbejdet af Advokatfirmaet LETT i forbindelse med udarbejdelse af kontraktbilag om sociale og etiske krav, at en kommune ikke uden særlig lovhjemmel kan boykotte varer, produkter og virksomheder fra et andet land eller område.
I øvrigt henvises til, at Christiania ved lov nr. 431 af 9/6 2004 om lov om ændring af lov om anvendelse af Christianiaområdet er lovliggjort, og derfor ikke kan kategoriseres som en ulovlig bosættelse.
Overborgmesteren henvendte sig den 11. april 2011 til KL med en opfordring til KL om at anmode regeringen om at udarbejde retningslinjer for, hvorledes kommunerne skal forholde sig i forbindelse med indkøb og løbende samarbejde med selskaber, som opererer i strid med FN-konventioner og folkeretten for ikke at overtræde f.eks. udbuds- og kommunalretten. KL har på baggrund af denne henvendelse henvendt sig til Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) med ønsket om fælles retningslinjer på området. Regeringen fremlagde i marts 2012 en handlingsplan ”Ansvarlig Vækst” for virksomheders samfundsansvar 2012-2015, hvor det bl.a. fremgår, at der skal udarbejdes fælles offentlige retningslinjer om ansvarlige indkøb samt for hvorledes en offentlig myndighed kan tage samfundsansvar ift. miljømæssige, sociale og økonomiske forhold samt menneskerettigheder. Økonomiforvaltningen holder sig orienteret om, hvornår disse retningslinjer foreligger.
Økonomiforvaltningen vurderer dog ikke, at dette arbejde ændrer på den juridiske vurdering om en kommunes mulighed for boykot af varer. Fremadrettet kan sådanne retningslinjer, i sammenhæng med vedtagelsen af et nyt udbudsdirektiv, hvor der er fokus på samfundsmål som f.eks. miljøbeskyttelse og socialinddragelse, dog få betydning for offentlige myndigheders mulighed for at støtte sådanne samfundshensyn.
Økonomi
Forslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser.
Claus Juhl / Bjarne Winge
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 30. oktober 2012
Indstillingen blev udsat med henblik på afklaring af Udenrigsministeriets endelige stillingtagen til mærkning af varer.
Medlemsforslag fra Det Konservative Folkeparti vedrørende Christiania er håndteret Økonomiudvalgets behandling d.d.