Mødedato: 30.10.2001, kl. 15:00

Oprettelse af et nyt nærdemokratisk organ i Valby Bydel af 1. januar 2002 - (Behandles under eet med ØU 304/2001)

Oprettelse af et nyt nærdemokratisk organ i Valby Bydel af 1. januar 2002 - (Behandles under eet med ØU 304/2001)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 30. oktober 2001

 

 

J.nr. ØU 305/2001

 

2. Oprettelse af et nyt nærdemokratisk organ i Valby Bydel af 1. januar 2002 - (Behandles under eet med ØU 304/2001)

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget,

at anmodningen fra Valby Bydelsråd om oprettelse af et nyt nærdemokratisk organ i Valby bydel henvises til det særlige §17, stk. 4 udvalg om demokrati- og serviceudvikling i Københavns Kommune.

 

RESUME

Valby Bydelsråd tiltrådte den 27. september 2001 med et flertal et forslag om oprettelse af et nyt nærdemokratisk organ, "Valby Lokaludvalg", der foreslås oprettet i henhold til § 65d i den kommunale styrelseslov. Udvalget foreslås udpeget af Borgerrepræsentationen med 1 repræsentant fra samtlige partier i Borgerrepræsentationen samt 1 plads til Valby-listen og 4 – 6 repræsentanter fra lokale interessegrupper.

Bydelsrådet fremsendte forslaget den 1. oktober 2001 med anmodning om, at forslaget via Økonomiudvalget fremsendes til Borgerrepræsentationen til behandling.

De overordnede opgaver for Valby Lokaludvalg bliver ifølge forslaget:

  • at være bindeled mellem borgerne i Valby og Borgerrepræsentationen,
  • at forberede møder/høringer i samarbejde med BR-kommunen,
  • at sikre dialog med borgerne i Valby inden høringssvar afgives,
  • at sikre dialog om alle spørgsmål der generelt har betydning for bydelen,
  • at koordinere aktiviteterne i bydelen generelt.

SAGSBESKRIVELSE

Bydelsforsøget i Valby ophører med udgangen af 2001. Derfor opstår der blandt de lokale aktører et behov for fortsat at have et samlingspunkt for det lokale engagement, som bydelsrådet hidtil har varetaget.

Med henblik på at sikre fortsættelse af de netværk m.v., der er dannet i forsøgsperioden, samt fortsættelse af den tætte dialog mellem borgere, brugere og politikere i Valby, foreslår Valby Bydelsråd, at der oprettes et lokaludvalg med betegnelsen

"Valby Lokaludvalg" pr. 1. januar 2002.

Udvalget skal oprettes i medfør af styrelseslovens § 65d.

Valby Bydelsråd forslår, at oprettelse af Lokaludvalget betragtes som en forsøgsordning - f.eks. på 4 år – indtil Borgerrepræsentationen har fået drøftet og vedtaget mere permanente ordninger.

 

Hovedelementerne i forslaget

Vedr. opgaver

Valby Bydelsråd forslår at bydelsplaner og bydelens standsningsret vedr. lokalplaner udlægges til Lokaludvalget. Bydelsplanlægning indgår som et særligt element i kommuneplanlægningen og Valby Bydelsråd foreslår, at den overordnede og lokale planlægning mødes på bydelsplanniveau. Bydelsplanen skal indeholde en redegørelse for eksisterende forhold vedrørende erhverv, boliger, befolkning, service m.v. og sætte mål for udviklingen, herunder mulighederne for at omsætte kommuneplanens strategier mere konkret i bydelen. Bydelen skal have initiativretten for udarbejdelse af bydelsplanen, der udarbejdes hvert 4. år i sammenhæng med revision af kommuneplanen, og vedtages i.f.m. Borgerrepræsentationens vedtagelse af kommuneplanen.

Med hensyn til lokalplaner omfattende Valby forslår Valby Bydelsråd, at planerne sendes til høring i Lokaludvalget, der herefter involverer de lokale parter i høringsprocessen, inden høringssvar fra udvalget afgives. Hvis lokalplanforslaget ikke er i overensstemmelse med bydelsplanen, kan Borgerrepræsentationen først endeligt godkende lokalplanen, når der ved forhandling er skabt enighed mellem Borgerrepræsentationen, Bygge- og Teknikudvalget og Valby Lokaludvalg.

Bydelsrådet foreslår endvidere, at Borgerrepræsentationen og de faste udvalg forpligtes til forudgående at indhente udtalelse fra Valby Lokaludvalg om sager af betydning for bydelen. Valby Lokaludvalget er forpligtet til at afgive udtalelser om disse sager.

Endelig forslår Bydelsrådet, at Lokaludvalget får tilført puljemidler til særlige opgaver, som udvalget skal administrere. Konkret foreslås oprettelse af en kulturpulje og en udviklingspulje på hver 0,5 mio. kr. årligt.

Vedr. organisering

Valby Bydelsråd forslår, at oprettelse af Valby Lokaludvalg sker med udgangspunkt i Lov om kommunernes styrelse - § 65 d.

Af §65 d, stk. 1. fremgår det, at

"En Kommunalbestyrelse kan træffe bestemmelse om nedsættelse af lokaludvalg, herunder om henlæggelse af beslutningskompetencer til lokaludvalgene i nærmere angivne kommunale anliggender. Lokaludvalgenes medlemmer vælges af kommunalbestyrelsen.".

Såfremt kommunalbestyrelsen henlægger opgaver til lokaludvalgenes selvstændige varetagelse, skal de nærmere regler om lokaludvalgene og deres virksomhed fastsættes i et regulativ.

I § 65d, stk. 2. er angivet en udtømmende afgrænsning af, inden for hvilke områder, der kan henlægges beslutningskompetence til et lokaludvalg.

Konkret forslår Bydelsrådet, at Udvalget udpeges af Borgerrepræsentationen med 1 repræsentant fra samtlige partier i Borgerrepræsentationen samt 1 plads til Valby-listen og 4 – 6 repræsentanter fra lokale interessegrupper.

Derudover forslås udvalget suppleret med fokusgrupper indenfor forskellige områder. Fokusgrupper kan oprettes i relation til tværgående projekter.

Valby Bydel betragter forslaget som en overgangsordning – f.eks. for 4 år – indtil Borgerrepræsentationen får drøftet og vedtaget mere permanente ordninger.

Vedr. sekretariatsbetjening

Bydelsrådet forslår, at Valby Lokaludvalg får et sekretariat med en fuldtidsansat.

Økonomiforvaltningens bemærkninger til de enkelte elementer i forslaget

Med hensyn til forslaget om, at bydelsplaner og bydelens standsningsret vedr. lokalplaner udlægges til Lokaludvalget skal Økonomiforvaltningen bemærke, at en forbedret dialog mellem borgere og Borgerrepræsentationen er en af de væsentlige opgaver for nærdemokratiske organer. Den fysiske planlægning er et af de områder, der har størst lokal interesse, og hvor det derfor vil være nærliggende at gennemføre yderligere forsøg med nærdemokratiske løsninger.

I det konkrete forslag lægges der op til, at der på planområdet skal optræde 3 planinstanser: Økonomiudvalget, som har ansvar for kommunalplanen, Bygge- og Teknikudvalget, som har ansvaret for lokalplaner, og endelig som noget nyt Valby Lokaludvalg, som har ansvaret på bydelsplanniveau.

Økonomiforvaltningen mener det er vigtigt at overveje nøje, hvordan planarbejdet kan tilrettelægges, så der opnås et hensigtsmæssigt samspil mellem de forskellige planinstanser.

I forslaget er der stillet ønske om, at Valby Lokaludvalg får tillagt en standsningsret for lokalplaner. Vedtagelsen af et sådant forslag kan skabe forvirring lokalt om, hvem der rent faktisk har ansvaret og kompetencen for det fysiske planlægning.

Økonomiforvaltningen skal endvidere bemærke, at det er uklart, hvilke beføjelser Valby Lokaludvalg ønskes tillagt, bl.a. vedrørende standsningsret for lokalplaner, jf. ovenfor. En afklaring af dette spørgsmål vil have betydning for, om forslaget kan vedtages med afsæt i styrelseslovens § 65 d.

I relation til Bydelsrådets ønske om, at Valby Lokaludvalg får høringsret i sager af betydning for bydelen skal Økonomiforvaltningen bemærke, at dette svarer til bydelsrådenes høringsret, og forudsætter, at Valby Lokaludvalg har de fornødne administrative ressourcer til rådighed.

Med hensyn til ønsket om, at Valby Lokaludvalg får tildelt puljemidler, kan Økonomiforvaltningen henvise til, at erfaringerne fra kvarterløftsprojekterne viser, at det lokale engagement bliver større, når der er selvstændige midler at disponere over.

Med hensyn til ønsket om, at Udvalget får tildelt økonomi til sekretariatsbetjening er Økonomiforvaltningen af den opfattelse, at der er behov for en nærmere afklaring af, præcist hvordan betjeningen skal tilrettelægges i forhold til f.eks. forvaltningerne, evt. servicecentre m.v. Generelt giver forslaget anledning til helt principielle overvejelser om, hvordan nærdemokratiske organer bør sekretariatsbetjenes.

Økonomiforvaltningens samlede vurdering

Økonomiforvaltningens samlede vurdering er, at forslaget om oprettelse af Valby Lokaludvalg rejser en række principielle spørgsmål om kompetencefordeling, organisering og ressourcer, som det vil være hensigtsmæssigt at få belyst i en større sammenhæng. Det anbefales derfor, at forslag til beslutning om oprettelse af et nyt nærdemokratisk organ i Valby bydel henvises til det særlige §17, stk. 4 udvalg om demokrati- og serviceudvikling i Københavns Kommune. Forvaltningen kan derfor ikke anbefale, at Valby Lokaludvalg etableres allerede pr. 1. januar 2002.

 

Bydelsrådet forslår, at Valby Lokaludvalg får et sekretariat med en fuldtidsansat. Hertil kommer omkostninger til lokaler, kontorhold og møder. Udgifterne anslås meget foreløbigt til i størrelsesordenen 0,75 mio. kr. årligt. Hertil kommer puljemidler på 1,0 mio. kr. årligt. De samlede udgifter skønnes derfor til minimum 1,75 mio. kr. årligt i 4 år.

Der er ikke afsat specielle midler til sådanne formål i budgettet.

Miljøvurdering

Forslaget indebærer ingen miljømæssige konsekvenser.

 

-

 

-

 

BILAG VEDLAGT

Forslaget fra Valby bydelsråd dateret den 1. oktober 2001 er vedlagt.

 

 

Erik Jacobsen

 

/ Paul Sax Møller

Til top