Forlængelse af konstitution
Forlængelse af konstitution
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 30. september 2003
J.nr. ØU 311/2003
1. Forlængelse af konstitution
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender og indstiller til Borgerrepræsentationen, at vicedirektør Ib Haurums og kontorchef Susanne Boch Waldorffs konstitution som henholdsvis administrerende direktør og vicedirektør under Sundheds- og Omsorgsudvalget forlænges ud over den 30. september 2003.
RESUME
Vicedirektør Ib Haurum og kontorchef Susanne Boch Waldorff har siden 1. juni 2003 været konstituerede i stillinger som henholdsvis administrerende direktør og vicedirektør under Sundheds- og Omsorgsudvalget som følge af først tjenestefritagelse og senere afskedigelse af Sundhedsforvaltningens tidligere administrerende direktør.
SAGSBESKRIVELSE
Overborgmesteren godkendte den 27. juni 2003, at vicedirektør Ib Haurum og kontorchef Susanne Boch Waldorff med virkning fra den 1. juni 2003 blev konstituerede som henholdsvis administrerende direktør og vicedirektør under Sundheds- og Omsorgsudvalget, idet den tidligere administrerende direktør på det tidspunkt var blevet fritaget for tjeneste. Direktøren er senere blevet afskediget fra sin stilling.
Ifølge § 12, stk. 2, i vedtægt for Københavns Kommunes tjenestemænd kan midlertidig tjeneste i bl.a. stillingerne som administrerende direktør og vicedirektør ikke uden Borgerrepræsentationens samtykke vare længere end 4 måneder. Borgmesteren for Sundhedsforvaltningen har derfor anmodet om, at Borgerrepræsentationens samtykke indhentes til at forlænge konstitutionerne, idet nybesættelse af stilingen som administrerende direktør ikke vil kunne ske inden den 1. oktober 2003, hvor 4 månedersperioden udløber.
Der er taget skridt til besættelse af stillingen som administrerende direktør. Indstilling herom forventes forelagt Borgerrepræsentationen i mødet den 27. november 2003.
På denne baggrund foreslås det, at vicedirektør Ib Haurums og kontorchef Susanne Boch Waldorffs konstitution i stillingerne som henholdsvis administrerende direktør og vicedirektør under Sundheds- og Omsorgsudvalget forlænges.
Opmærksomheden henledes på, at overborgmesteren vil bruge sin bemyndigelse til at afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl, jf. Lov om kommunernes styrelse § 22, stk. 2, og § 31, stk.1, til at forlænge Ib Haurum og Susanne Boch Waldorffs konstitution indtil Borgerrepræsentationens beslutning om forlængelse foreligger.
ØKONOMI
-
MILJØVURDERING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
-
BILAG
-
Erik Jacobsen
/
Hans Simmelkjær