Cykelparkering - Vesterbro (Bygge- og Teknikudvalget)
Cykelparkering - Vesterbro (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 30. august 2005
J.nr. ØU 340/2005
11. Cykelparkering - Vesterbro (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen
indstiller, at
at de generelle
cykelparkeringsforhold på Vesterbro forbedres ved etablering af 300 nye
cykelparkeringspladser og at der i forbindelse hermed afholdes en cykeloprydningskampagne
samt en kampagne for god cykelparkeringsadfærd på Vesterbro
Bygge- og Teknikforvaltningen
indstiller, at
at der gives en
anlægsbevilling på 900.000 kr. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3,
vejanlæg) til forbedring af de generelle cykelparkeringsforhold og afholdelse
af cykeloprydningskampagne på Vesterbro.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 10. august 2005
Til mødet forelå et bilag X: Notat af 8. august 2005
fra Vej & Park vedrørende øgede driftsudgifter som konsekvens af besluttede
projekter.
Indstillingen blev
godkendt henholdsvis anbefalet.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at Bygge- og Teknikudvalget afholder de forventede øgede driftsudgifter i forbindelse med projektet indenfor udvalgets egen ramme. Der henvises til vedlagte notat."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. august 2005
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Forvaltningen oplever dagligt, at der er stor utilfredshed med cykelparkeringsforholdene i København. Der er for få cykelparkeringspladser i byrummet, og ved handelsgader, pladser og trafikknudepunkter "flyder" cyklerne til stor gene for fremkommeligheden. Dette understreges i Cykelregnskabet, hvor cyklisterne giver cykelparkeringsforholdene i byen dårlig karakter.
Der er stor fokus på disse forhold og forvaltningen foreslår derfor følgende aktiviteter gennemført i 2005.
· På Vesterbros handelsgader og cafeområder er der et stort udækket behov for, at borgerne kan stille deres cykler ved indkøb eller cafebesøg. Forvaltningen foreslår derfor i lighed med den tidligere indsats i Indre By, at der etableres 300 nye cykelparkeringspladser fordelt ved Istedgade, på Enghave Plads, på Halmtorvet og på Vesterbrogade.
· I forbindelse hermed ønsker forvaltningen endvidere at afprøve effekten af en større cykeloprydningskampagne, hvor alle henstillede herreløse cykler fjernes.
· En cykeladfærdskampagne der skal få cyklisterne til at tænke mere over, hvordan de parkerer deres cykel mere hensigtsmæssigt.
Midlerne til etablering af de 300 nye cykelparkeringspladser og afholdelse af oprydningskampagnen foreslås tilvejebragt ved at anvende en del af det underforbrug, der er på projektet for etablering af cykelstier på Enghavevej, da projektet ikke kan anlægges fuldt ud, idet det afventer anlægsprojektet ved Sønder Boulevard og beslutning om bygningssanering i forbindelse med byfornyelse af ydre Vesterbro.
Midlerne til en kampagne for god cykelparkeringsadfærd på Vesterbro foreslås afholdt inden for Vej & Parks ordinære driftsramme.
Hvis evalueringen af kampagnerne viser at de har haft en positiv effekt, foreslår forvaltningen, at der gennemføres lignende kampagner og tiltag i andre bydele. Vesterbro foreslås som den første bydel, da det her er muligt at opstille cykelstativerne på offentlig vej, hvilket letter gennemførelsen af projektet
Udgifterne til vedligeholdelse af de 300 nye cykelparkeringspladser på Vesterbro samt øgede udgifter til renholdelse er i alt vurderet til 45.000 kr. pr. år.
Forvaltningen har fra starten af 2005 oprettet en liste over behandlede projekter, der påfører forvaltningen yderligere driftsomkostninger. Listen bliver løbende opdateret og vedlagt indstillinger om konkrete projekter. Forvaltningen vil forelægge den akkumulerede liste i forbindelse med hver budgetrunde, således at de øgede driftsudgifter kan indgå i budgetforhandlingerne - se bilag X. Det foreslås, at der i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2006 afsættes en pulje på 3,6 mio. kr. til at dække de øgede udgifter, samt at puljebeløbet revideres årligt.