Redegørelse om besparelser som følge af NemKonto
Redegørelse om besparelser som følge af NemKonto
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 30. august 2005
J.nr. ØU 344/2005
1. Redegørelse om besparelser som følge af NemKonto
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller
• At Økonomiudvalget tager redegørelsen om status for
DUT-besparelse vedrørende NemKonto til efterretning herunder, at
Økonomiforvaltningen i november 2005 fremlægger en endelig indstilling, som eventuelt
kan danne grundlag for ændringer i de udmeldte DUT korrektioner.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. august 2005
At-punktets 1. led "at Økonomiudvalget tager redegørelsen om status for DUT-besparelse vedrørende NemKonto til efterretning" blev taget til efterretning.
Bo Asmus Kjeldgaard (F) stillede ændringsforslag om, at at-punktets 2. led "at Økonomiforvaltningen i november 2005 fremlægger en endelig indstilling, som eventuelt kan danne grundlag for ændringer i de udmeldte DUT korrektioner." erstattes med "at Økonomiforvaltningen primo oktober 2005 fremlægger en endelig indstilling, som kan danne grundlag for ændringer i de udmeldte DUT korrektioner, således at der kan udmeldes realistiske budgetter til berørte institutioner herunder lokalcentrene senest ultimo oktober 2005."
Ændringsforslaget blev godkendt af Økonomiudvalget uden afstemning.
Bo Asmus Kjeldgaard afgav følgende protokolbemærkning:
"SF finder det dybt kritisabelt, at sagen har taget så lang tid. Efter SF's mening burde der være givet den reelle kompensation til lo kalcentrene på ca. 9 mio. kr. for længe siden. SF mener ikke, at det er reelt, at vi med bevillinger i Borgerrepræsentationen styrker lokalcentrene før sommerferien, når man nu med den anden hånd laver en teknisk besparelse. Det samlede resultat bliver at lokalcentrene har færre ressourcer og det er SF imod."
Behandling: -
RESUME
Folketinget vedtog i 2004 Lov om offentlige betalinger, der
dels betød indførelse af e-faktura (elektroniske fakturaer), dels at alle
borgere og virksomheder skulle have en NemKonto (en bankkonto), hvortil
udbetalinger af offentlige ydelser foretages. Som led i forhandlingerne mellem
regeringen, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen blev der opnået
enighed om, at kommuners og amters bloktilskud skulle reduceres som følge af
administrative besparelser i forbindelse med indførelse af NemKonto og
e-faktura.
For København betød indførelse af NemKonto, at kommunen blev
pålagt DUT-krav på 6 mill. kr. i 2005 og 14 mill. kr. i 2006 og frem.
Fordelingen af besparelsen er lagt ind rammerne for udvalgene for 2005 og frem.
Samlet betød Lov om offentligbetaling en besparelse på henholdsvis 20,4 mill.
kr. og 24,5 mill. kr. fremadrettet.
Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard har
herefter gjort indsigelse mod opgørelsen af de administrative besparelser.
Økonomiudvalget bad derfor på mødet den 5. april 2005 Økonomiforvaltningen om
en redegørelse for beregningen af besparelsen (ØU 132/2005).
Økonomiforvaltningen har efterfølgende drøftet Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningens synspunkter med forvaltningen.
Denne indstilling giver en status på arbejdet med at belyse
besparelsen ved NemKonto. Arbejdet er endnu ikke afsluttet. På baggrund af
oplysninger om de mulige besparelser fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen,
vil Økonomiforvaltningen bede alle forvaltninger om en uddybning af
besparingspotentialet ved NemKonto, opstillet efter et ensartet grundlag.
NemKonto ventes først taget i brug november, hvilket
betyder, at besparelsen endnu ikke er realiseret i forvaltningerne.