Mødedato: 30.08.2005, kl. 15:00

Rækkefølgeplan for udbygningen af idrætsfaciliteter i København (Kultur- og Fritidsudvalget)

Rækkefølgeplan for udbygningen af idrætsfaciliteter i København (Kultur- og Fritidsudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 30. august 2005

 

 

 

J.nr.             ØU 335/2005

 

 

9.                   Rækkefølgeplan for udbygningen af idrætsfaciliteter i København (Kultur- og Fritidsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget,

at Borgerrepræsentationen tager redegørelsen "Rækkefølgeplan for udbygningen af idrætsfaciliteter i København" til efterretning og lader den indgå i forhandlingerne om budget 2006.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2005

Indstillingen blev tiltrådt.

Udvalget tog det generelle forbehold, at prioriteringen i rækkefølgeplanen i sagens natur alene vil kunne indgå som ét element og en vejledning i de videre overvejelser for udbygningen af idrætsfaciliteter i København.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller:

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det bemærkes, at rækkefølgeplanen udelukkende tages til efterretning, og at en evt. udmøntning af hele eller dele af planens elementer og de hermed forbundne kommunale merudgifter, indgår i den samlede prioritering af kommunens økonomi ved budgetforhandlingerne for 2006".

 

 

RESUME

For at få et samlet overblik over de mange forslag til udvikling af de københavnske idrætsfaciliteter samt et grundlag for, i hvilken rækkefølge udbygningen bør foregå, traf Borgerrepræsentationen den 7. oktober 2004 (BR 369/04) beslutning om, at der skulle udarbejdes en rækkefølgeplan med afsæt i såvel politiske initiativer som forslag fra enkeltpersoner, foreninger og Kultur- og Fritidsforvaltningen

Rækkefølgeplanen indeholder 48 projekter, der tilsammen koster knap 1,2 mia. kr. at realisere. For en del af projekternes vedkommende vil der være medfinansiering fra andre udvalg. Det gælder f.eks. på folkeskoleområdet, hvor Uddannelses- og Ungdomsudvalget finansierer hovedparten af idrætsfaciliteterne på skolerne. Hertil kommer medfinansiering fra klubber, fonde, private interessenter m.fl. Projekter, der tidligere har været forelagt Kultur- og Fritidsudvalget, er fremskrevet til prisniveau 2005.

Hvert anlægsprojekt er beskrevet ud fra 5 kriterier. Hvert kriterium er vægtet med 1 til 3, med 3 som det bedste. Prioriteringen er summen af vægtene for de enkelte kriterier. Prioriteringen af projekterne fremgår af sagsbeskrivelsen.  

 

 

SAGSBESKRIVELSE

For at få et samlet overblik over de mange forslag til udvikling af de københavnske idrætsfaciliteter samt et grundlag for, i hvilken rækkefølge udbygningen bør foregå, traf Borgerrepræsentationen den 7. oktober 2004 (BR 369/04) følgende beslutning:

"På trods af de store tilførsler til særligt nyanlæg og renoveringer på fritids- og idrætsområdet udestår store investeringer i de kommende år på området. Kultur- og Fritidsudvalget anmodes derfor om i samarbejde med andre relevante parter/forvaltninger at udarbejde en prioriteret rækkefølgeplan for investeringer i nyanlæg på idrætsområdet.

Den kommende rækkefølgeplan skal baseres på objektive kriterier om f.eks. efterspørgsel/behov for anlægget samt nærhed til boligområder og uddannelsesinstitutioner.

På nuværende tidspunkt kendes følgende projekter, som der ikke er finansiering til, f.eks. en ny hal på Holmen, Sundbyøsterhallen, Bavnehøjanlægget, kunstgræsbaner i byens rum, Stadions halforslag, IF Stadion (støtte til hal i Brønshøj/Husum), B93 (støtte til ny tennishal ved Svanemølleanlægget), Fremad Amager (støtte til nyt klubhus samt idrætsfritidsklub), PRESPA (støtte til klubhus i Ryparken), nye havnebade f.eks. på Østerbro ved Havnegade og i Valby, nyt stadion i Valby Idrætspark, kunstgræsbaner i Valby Idrætspark, SPARTA (atletikhal v. Østerbro Stadion), ny tennishal på Kløvermarken, bygning af 'Stadshuset' i Ørestaden, boldklubben Hellas (udvidelse af klubhus), Emdrup idrætsanlæg, ØKF (klubhus på Kløvermarken) og BKO´er i byens rum.

Andre projekter, f.eks. initiativer nævnt i den idrætspolitiske redegørelse, bør ligeledes indgå i den kommende rækkefølgeplan."

 

Rækkefølgeplanens forudsætninger

Rækkefølgeplanen rummer anlægsprojekter, der spænder fra idé over skitseforsla g til færdigudviklede projektforslag. Nogle af projekterne har været forelagt Kultur- og Fritidsudvalget og andre har ikke.

Konsekvensen er, at flere af forslagene alene har skønnede anlægsudgifter. Der er f.eks. ikke taget højde for omkostninger til jordoprensning m.m. Hovedparten af projekterne er ikke behandlet i andre relevante forvaltninger og udvalg.

Det betyder, at før realiseringen af projekterne skal såvel anlægs- som driftsøkonomi og plan- og miljøforhold analyseres nærmere. 

Prioriteringen i planen har udgangspunkt i såvel de faciliteter, der er der i dag, som de, der allerede er vedtaget og finansieret. Det er blandt andet to nye svømmehaller, nye idræts- og kulturhuse i henholdsvis Holmbladsgade og på Indre Nørrebro samt udbygningen på folkeskoleområdet med Prøvehallen og Vanløse Skole samt DGI-byens 4. etape.

Det betyder, at realiseres et enkelt projekt fra planen, vil det få betydning for prioriteringen af lignende projekter i samme nærområde. Det gælder f.eks. de mange halprojekter i Ørestaden. Realiseres ét af disse forslag, vil de øvrige initiativer i bydelen få lavere prioritet. 

 

Behovet for nye faciliteter

Udgangspunktet for Rækkefølgeplanen er, at der i dag er tæt på fuld belægning på alle idrætsfaciliteterne i København, herunder også folkeskolernes gymnastiksale og sportshaller.

Dertil kommer, at belægningsprocenten på gymnastiksalene er for opadgående. Forklaringen er dels en stigning i børnetallet, dels at gruppen af børn og unge generelt er mere idrætsaktive end voksne.

 

Opbygningen af planen

Anlæggene er opdelt på 5 hovedkategorier:

1.              Indendørsanlæg - både udbygning og nyopførsel – f.eks. idrætshaller

2.              Udendørsbaner – f.eks. fodboldbaner

3.              Anlæg i byens rum – f.eks. havnebade

4.              Klubhusfaciliteter – til både udendørs- og indendørsaktiviteter

5.              Bydækkende specialanlæg – f.eks. en motorbane 

Ved hvert projekt er der markeret, om det er i idéfasen, eller om der er udarbejdet et skitseforslag. For enkelte projekters vedkommende fremgår det, at der er udarbejdet et egentligt projektforslag.

 

I beskrivelsen af det enkelte projekt indgår, om det har været forelagt for Kultur- og Fritidsudvalget og i givet fald hvornår. 

 

Hvert anlægsprojekt er beskrevet ud fra 5 kriterier. Hvert kriterium er vægtet med 1 til 3, med 3 som det bedste. Prioriteringen er summen af vægtene for de enkelte kriterier. 

 

Prioriteringen i rækkefølgeplanen

Rækkefølgeplanen rummer 48 projekter. Skal alle forslagene realiseres, vil det koste knap 1,2 mia. kr.

For en del af projekternes vedkommende vil der være medfinansiering fra andre udvalg. Det gælder f.eks. på folkeskoleområdet, hvor Uddannelses- og Ungdomsudvalget finansierer hovedparten af idrætsfaciliteterne i skolerne.

En række af projekterne skal realiseres i samarbejde med de øvrige forvaltninger, private investorer, klubber, fonde og andre interessenter.

Projekter, der tidligere har været forelagt Kultur- og Fritidsudvalget, er fremskrevet til prisniveau 2005.

Nedenfor er alle projekterne oplistet efter hvor mange point, de har fået. Inden for de enkelte prioriteter er projekterne ligestillede.

1. prioritet (13 point)

·        Skoleidrætshal på Islands Brygge Skole – 37 mio. kr.

·        Skoleidrætshal i Ørestad Syd – 45 mio. kr.

·        Skoleidrætshal i Sydhavnen  - 39 mio. kr.

·        Udbygning af Sundbyøsterhallen – 64 mio. kr.

·        Byens grønne puls – 1,2 mio. kr.

·        Rulleskøjteanlæg i Ørestad Syd - 8 mio. kr.

2. prioritet (12 point)

·        Idrætshal på Holmen – 39 mio. kr.

·        Bavnehøj Sports- og Fritidscenter – 169 mio. kr.

·        Skoleidrætshal i Ørestad City – 40 mio. kr. .

·        Vandlegeplads i Ørestad – 2 mio. kr.

·        Havnebad ved Havneholmen – 10 mio. kr.

·        Træningspavillon i byens rum – 0,4 mio. kr. pr. anlæg

·        Minikunstgræsbaner – 0,8 mio. kr. pr. bane

·        White Water Kanal (rafting) – 60 mio. kr.

·         "Powerhouse" til Friluftsliv – 20 mio. kr.

·        Idrætstårn i Sydhavnen – 60 mio. kr. 

·        Rideskole på Amager – 4 mio. kr.

3. prioritet (11 point)

·        Iglohal (lethal) i Ørestad Syd – 6 mio. kr.

·        Helhedsplan for Bellahøjmarken – 33 mio. kr.

·        Boldmure i Ørestad – 0,4 mio. kr.

·        Overdækning af pladser i Ørestaden – 2 mio. kr.

·        Fælledklubberne - 15 mio. kr. 

·        Termisk havnebad i Sydhavnen – 30 mio. kr.                     

·        Beach-pit (indendørs beachvolley) 8 mio. kr.

·        Indendørs street basketball – 2 mio. kr.

·        Sofies bad – 7 mio. kr.          

·        Udendørs Klatrevæg på Nørrebro 0,85 mio. kr.

·        Indendørs petanquebaner – 1,5 mio. kr.

4. prioritet (10 point)

·        Emdrupparkens Idrætsanlæg – 76 mio. kr.

·        Stadshuset i Ørestaden – 31 mio. kr.

·        Idrætscenter i Ørestad Nord – 80 mio. kr.

·        Nyt stadion i Valby Idrætspark – 35 mio. kr.

·        Badestrand i Svanemøllebugten – 35 mio. kr.

·        Nye Havnebade – 8 mio. kr.

·        Valby Boldklub – 3 mio. kr.                        

·        Sejlklubben Sundet – 5 mio. kr.                                         

·        Københavns Roklub – 10 mio. kr.               

·        Amager Ro- og Kajakklub – 8 mio. kr.

·        Boldklubben Fremad Amager – 13,5 mio. kr. 

·        International Kartingbane – 35 mio. kr.

5. prioritet (9 point)

·        Overdækning af Fælledbadet – 30 mio. kr.

·        IF Stadion- 65 mio. kr.

·        Kunstgræsbaner i Valby Idrætspark – 14 mio. kr.

·        Skaterhockeybane på Holmen – 1 mio. kr.

6. prioritet (8 point)

·        Boldklubben Hellas – 1,5 mio. kr.                                     

·        Boldklubben Hekla – 2 mio. kr.                                         

·        Boldklubben B 1908 – 4,5 mio. kr.                                   

·        Boldklubben Prespa – 1,5 mio. kr.         

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Økonomi

Nærværende redegørelse har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

Bilag

1.       Redegørelsen "Rækkefølgeplan for udbygningen af idrætsfaciliteter i København"

2.       Beskrivelse af projekterne

3.       Oversigt over projekterne

 

 

Carsten Haurum

 

/Mads Kamp Hansen

 

 

Til top