Mødedato: 30.05.2006, kl. 15:15

Nedlæggelse af dækningsgrave 2006 (Teknik- og Miljøudvalget)

Se alle bilag

Nedlæggelse af dækningsgrave 2006 (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 30. maj 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 184/2006

 

 

41.                Nedlæggelse af dækningsgrave 2006 (Teknik- og Miljøudvalget)

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljø udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at der gives en anlægsbevilling på 750.000 kr. på Vej & Parks anlægsramme under funktion 0.21.3, Parker og legepladser til nedlæggelse af dækningsgrave i Amagerbro, Sundbyvester – Majporten / Svinget nr. 750-752, og i Indre By, Nyboder – Delfingade og Suensonsgade, nr. 15 og 7. I det omfang der er overskydende midler fjernes også 1 betontårn på legeplads, Rosenvængets Alle/Næstvedgade.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. maj 2006

Anbefalet

 

Økonomiforvaltningen indstiller:

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentatio nen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes indenfor Teknik- og Miljøudvalgets rammer".

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget har i forbindelse med godkendelsen af Vej & Parks Investeringsplan for 2006 den 12. januar 2005 (BTU 16/2005) reserveret 0,75 mio. kr. til nedlæggelse af dækningsgrave i 2006.

 

Nedrivningen af dækningsgrave gennemføres efter en prioriteringsliste, der udarbejdes af forvaltningen i overensstemmelse med de kriterier, der blev drøftet på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 21. august 2002 (BTU 401/2002). Her blev en første prioriteringsliste fremlagt sammen med baggrunden for nedlæggelse af dækningsgrave.

 

Den gældende prioriteringsliste for den kommende femårsperiode foreslås opdateret ved indpasning af nytilkomne ønsker og udskydelse af emner, der afventer relaterede projekter.

 

I 2006 foreslås følgende anlæg fjernet:

Amagerbro, Sundbyvester – Majporten/ Svinget nr. 750-752, 8 kupler

Indre By, Nyboder – Delfingade og Suensonsgade, nr. 15 og 7, 2 rør

I det omfang der er overskydende midler foreslås følgende projekter udført:

Østerbro – Rosenvængets Alle v/Næstvedgade, nr.134, 1 tårn på legeplads fjernes

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget har i forbindelse med godkendelsen af Vej & Parks Investeringsplan for 2006 den 12. januar 2005 (BTU 16/2005) reserveret 0,75 mio. kr. til nedlæggelse af dækningsgrave i 2006.

Københavns Brandvæsen, Kontoret for Beskyttelsesrum, administrerer driften og vedligeholdelsen af dækningsgravene. Den udvendige vedligeholdelse med pleje af bevoksning og renholdelse administreres af Vej & Park. Dette gælder såvel hvor anlæggene er placeret på offentlige som på private arealer.

Nedrivningen af udvalgte anlæg gennemføres efter en prioriteringsliste, der udarbejdes af forvaltningen i overensstemmelse med de kriterier, der blev drøftet på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 21.august 2002 (BTU 401/2002). Her blev en første prioriteringsliste fremlagt sammen med baggrunden for fjernelse af dækningsgrave.

Indsatsen prioriteres til at fjerne anlæg, der er uhensigtsmæssigt placeret i forhold til trafikale, fredningsmæssige eller byudviklingsmæssige forhold. Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder årligt en opdateret prioriteringsliste. Hvor der planlægges gennemført større anlægsprojekter søges dækningsgravene i området nedrevet indenfor disse projektrammer. Sådanne anlæg er derfor ikke optaget i prioriteringslisten.

Der er jævnligt henvendelser fra borgere og kommunens øvrige forvaltninger med ønsker om fjernelse af dækningsgrave. Relevante emner bliver taget op til overvejelse og evt. indplaceret ved revision af prioriteringslisten.

Der er mulighed for at fjerne dækningsgrave ifølge lov nr. 1055 af 23. dec. 1992 om beskyttelsesrum. Med Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 77 af 18. februar 1993 med ændring af "Bekendtgørelse om fjernelse af betondækningsgrave" fastsættes, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om fjernelse af offentlige beskyttelsesrum – dækningsgrave. I Københavns Kommune træffes disse afgørelser i praksis i Kontoret for Beskyttelsesrum, Københavns Brandvæsen:

§ 3 giver mulighed for at fjerne dækningsgrave mod at ansøgeren betaler nedrivning og udgifter til etablering af et offentligt beskyttelsesrum til erstatning.

§ 4 giver mulighed for fjernelse hvis dækningsgraven hindrer et aktuelt byggeri eller vejanlæg. Her afholder kommunen udgifterne til nedrivningen

§ 5 giver mulighed for "i særlige tilfælde" at fjerne dækningsgrave uden at ansøgeren skal opføre et offentligt erstatningsrum, men alene afholde udgiften til nedrivning

Ved byggeri på private arealer, hvor § 4 i "Bekendtgørelse om fjernelse af betondækningsgrave" bliver taget i brug skal kommunen afholde udgifterne til nedrivningen af dækningsgrave. Der eksisterer dog ikke nogen særlig pulje for disse udgifter i kommunen. Det er ikke muligt at forudse, hvor og hvornår der opstår behov for nedrivning efter §4. Derfor tages der forbehold for, hvornår de enkelte projekter, der allerede er optaget på prioriteringslisten, kan udføres. Den reviderede prioriteringsliste, efter at årets arbejder er udført, kan ses sidst i denne indstilling.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Beskrivelse af projekterne til nedrivning 2006

Nr. 750-752 Amagerbro, Sundbyvester – Majporten / Svinget, 3 anlæg med 3 + 2+ 3 kupler. – Anlæggene er placeret på et areal der har status som privat fællesvej, med skøde i Amagerbanken. Arealet er ved tinglysning reserveret til offentlig legeplads, jf. deklaration af 29.01. 1911, herunder følgende bestemmelse "arealet stilles til brug for kommunen til anlæg af legeplads." Det er sandsynligt, at Københavns Kommune har etableret et friareal til legepladsformål forud for inddragelsen af arealet under 2. verdenskrig til etablering af de dækningsgrave, som findes på lokaliteten i dag.

 

Lokaliteten er jf. TMU 130/2006 "Lokalisering af P-anlæg i de indre brokvarterer – fase 1", bilag 1d og bilag 2 udpeget til mulig lokalisering af et underjordisk p-anlæg. Eventuelle gravearbejder i den forbindelse forventes at pågå i 2007 med forventet færdiganlæg i 2009.

 

Efter ønske fra andelsboligselskabet Møllegården foreslås alle 8 kupler fjernet i 2006. Da der er usikkerhed om arealets fremtid foreslås arealet i første omgang retableret til en græsoverflade, med henblik på at der på sigt kan genetableres et grønt offentligt tilgængeligt friareal til ophold og leg, med offentlig adgang, døgnet rundt.

 

Arealet er et markant byrum i bebyggelsen. Det ligger op ad den grønne forbindelse på den tidligere Amagerbane og i nær kontakt med det grønne gaderum Under Elmene.

 

Nr.15 og 7, Indre By, Nyboder – Delfingade og Suensonsgade, 2 rør

– Vej & Park og Forsvarets Boligforvaltning (FBF), Nyboder har i en årrække samarbejdet om at fjerne de fleste af de mange anlæg, der er klemt ind imellem de lave huse i det fredede kvarter. Det oprindelige vejanlæg foreslås genskabt mellem de fredede bygninger i Nyboder. Fjernelsen af anlæggene i Nyboder sker i etaper. Efter årets nedrivninger findes der stadig et antal anlæg i området, der afventer en nedrivning.

Fjernelsen af årets to anlæg søges gennemført forud for en forestående bygningsrenovering af boliglængerne. Arealerne vil blive retableret med stenmaterialer svarende til omgivelserne. Trafikalt vil afspærringen for gennemkørsel i gaderne blive opretholdt ved opsætning af borner.

 

Det er aftalt, at etablering af nye belægninger og udstyr udføres og bekostes af grundejeren FBF.

 

Fjernelsen af anlæggene med dækningsgrave og den følgende retablering til forhold som omgivelserne, er i overensstemmelse med de synspunkter, som Skov- og Naturstyrelsen og Kulturarvsstyrelsen har tilkendegivet ved foregående etaper af fjernelse af dækningsgravene i Nyboder.

 

Nr.134 Østerbro – Rosenvængets Alle v/Næstvedgade, tårn på legepladsen fjernes. Tårnet har tidligere været indbygget i et legearrangement, men er nu afdækket og vurderes at være til gene for legen.

 

Økonomi

Nedenstående beløb dækker fjernelse af udstyr, der opbevares i rummene, nedrivning inkl. projektering og tilsyn, retablering af terræn forberedt til belægning eller til græssåning, som angivet. Jord genbruges på stedet hvis muligt. 

Nr. 750-752 Amagerbro, Sundbyvester – Majporten/ Svinget, Stedet rummer tre anlæg med hver 3 + 2 + 3 kupler. Alle 8 kupler fjernes.

Nedrivningen samt efterfølgende retablering til grus- og græsoverflade foretages for offentlige mider. Budgetrammen forudsætter, at jorden kan genanvendes på stedet.

Finansiering af efterfølgende indretning med belægninger og inventar afventer udfaldet af parkeringsstrategien. Beboerne i de omkringliggende andelsforeninger har tilbudt en finansiering på 50 % af et fremtidigt grønt anlæg.

Fremtidig drift og vedligeholdelse af området, når det indrettes til lege- og opholdsareal påhviler kommunen jf. tinglysningen, pkt. 7: "de to… arealer, der kun må benyttes til leg……indhegnes og vedligeholdes af Kommunen."
                                                                                                                      480.000 kr.

Nr. 15 og 7, Nyboder - Delfingade og Suensonsgade To anlæg bestående af hver et rør nedrives, og der retableres med underbygning til brostensbelægning. Anlægget er placeret på privat fællesvej. Brostensbelægning svarende til eksisterende omgivelser og afspærringer (borner) udføres af grundejer.
                                                                                                                      270.000 kr.

 

Sum:                                                                                                              750.000 kr.

I det omfang der er overskydende midler foreslås følgende projekt udført:


Nr.134 Østerbro – Rosenvængets Alle v/Næstvedgade, 1 tårn på legeplads fjernes

10.000 kr.

 

Forvaltningen foreslår, at der gives en anlægsbevilling på 0,75 mio. kr. finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 0.21.3, Parker og legepladser) til nedrivning af de ovenstående dækningsgrave. Der er reserveret 0,75 mio. kr. til dette formål i 2006.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er omfattet af Teknik og Miljø Forvaltningens positivliste for indstillinger der skal miljøvurderes.

 

Der er gennemført en overordnet miljøvurdering i forhold til målsætningerne i Københavns Kommunes miljømæssige retningslinjer for bygge- og anlægsarbejder indeholdt i pjecen Miljø i byggeri og anlæg. Heri beskrives en række minimumskrav, anbefalinger og visioner. Desuden er indstillingen knyttet til miljømålsætninger for jord i Kommuneplan 2001.

 

Alle for et anlægsprojekt relevante minimumskrav vil blive opfyldt i projektet, og alle krav om håndtering og behandling af forurenet jord forventes opfyldt. Projekterne vil under detailprojekteringen blive gennemgået efter Vej & Parks egen miljøcheckliste for anlægsprojekter. Herudover vil miljøvurderinger i detailprojekteringen sikre overholdelse af alle minimumskrav.   

 

 

 

Jord

Der forventes på alle lokaliteter forekomst af diffus forurening i jorden, der dækker anlæggene, men det forventes, at Miljøkontrollen giver tilladelse til, at jorden indbygges på stedet.

 

Støj

Der bliver arbejdet i tidsrummet kl. 08-17 i hverdage. Nedrivningsarbejderne er af kortere varighed, ca. 2 uger pr. sted. Selve nedbrydningen forventes at kunne udføres i løbet af ca. to dage pr. rum, der indgår i anlægget(ene).

 

Høring

Ønsket om fjernelse af anlægget Majporten/ Svinget er rejst af naboerne. Anlæggene i Nyboder fjernes i et samarbejde med Forsvarets boligforvaltning. Ønskerne om at fjerne kuplen ved Christianshavns Vold/Torvegade ved Acciseboden og tårnene på Rosenvængets Alle v/Næstvedgade, kommer fra forvaltningen.


Københavns Brandvæsen, Kontoret for Beskyttelsesrum, har været hørt om årets foreslået projekter og har givet en positiv mundtlig tilbagemelding. Egentlig nedrivningstilladelse skal fortsat søges samme sted.

 

Andre konsekvenser

Prioriteringsliste til fjernelse af dækningsgrave, marts 2006

Den gældende prioriteringsliste for den kommende femårsperiode foreslås opdateret:

Modtagne ønsker til indplacering:

Forvaltningen har i årets løb modtaget 1 nyt ønske om nedrivninger der vil kunne imødekommes efter § 5 i bekendtgørelsen:

Nr. 784-85 Rødegårdsparken ved Øresundsvej, 2+2 kupler. Projektet er aktuelt i forbindelse med omlægning af parkarealet som led i Områdefornyelsen i Øresundskvarteret.

 

Det ny ønske foreslås indplaceret på prioriteringslisten til udførelse i 2007.

 

I de følgende år foreslås følgende projekter realiseret:

2007:

Nr. 784-85 Rødegårdsparken, 2+2 kupler.

Nr. 303-305 Sjællandsgade 17-23, 6 kupler

Nr. 135 A.L. Drewsens Vej 2, 1 rør - Indre Østerbro

Nr. 133 Roenvængets sideallé, 1 rør Indre Østerbro (ved børneinstitution)

 

2008:

Nyboder, Svanegade nr. 11-13, 3 rør

Nyboder, Tigergade nr. 5, 1 rør

Nyboder, Vildandegade nr. 14, 1 rør. (ved børneinstitution.)

 

2009:

Ved Grøndalskirken nr. 401-402, 4 kupler

Hillerødgade, nr. 398, 2 kupler

 

2010:

Classens Have, nr. 86-91, 15 kupler

 

Modtagne ønsker i øvrigt, der står til overvejelse:

Nr. 814-815 Italiensvej, 2 rør

Forvaltningsønske i forbindelse med anlæg af Metro etape 3 og Ny Amager Strandpark. Anlæggene generer kontakten mellem den grønne forbindelse ved Italiensvej ved mødet med Strandparken.

 

Nr.306-7 Guldbergs Plads Nord, 4 kupler.

Tårne er fjernet. En nedrivning af anlæggene forudsætter en plan for omlægning af pladsen.

Nr. 551 Tietgensgade v. Rysensteens Gymnasium, 1 rør.

Anlægget er tæt placeret op ad skolebygningen og blokerer fortovet. Ønsket blev modtaget i 2003, siden da er anlægget forskønnet og indhegnet, og behovet for nedrivning er derfor ikke i akut.

 

Nr.591-592 Matthæusgade v kirken, 1+1 kuppel, på sognets matrikel

 

Nr. 20 "Grønlands Torv" (v Nyboder), 1 af i alt 4 kupler

 

Nr. 9-10 Nyboder, Elsdyrsgade, 1 af 2 rør.

 

Nr. 541-543 Dronning Louises Bro/Sølvtorvet, ved monumenterne 'Nilen' og 'Tiberen'. Her ønskes de resterende synlige betondele fjernes.

 

BILAG (Publiceret på nettet)

Bilag 1           Plan – lokaliteter for nedlæggelse af dækningsgrave 2006

 

Ole Bach

 

Til top