Ændret budgetmodel til dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. (Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen)
Ændret budgetmodel til dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. (Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 30. maj 2000
J.nr. ØU 182/2000
28. Ændret budgetmodel til dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. (Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at vedlagte redegørelse om undervisningsbehovet i 2000 samt udfasningen fra 2001 og frem tages til efterretning
at der – under forudsætning af vedtagelse af regeringens lovforslag om ændret tilskud - med virkning fra 1. juli 2000 indføres en ændret budgetmodel og som en konsekvens heraf
at Uddannelses- og Ungdomsudvalget i 2000 tildeles en tillægsbevilling på ¸ 5,7 mill. kr.
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 10. maj 2000
Udvalget tiltrådte forvaltningens indstillinger.
Louise Frevert anmodede om et notat til efteråret, der skal omhandle opfølgning i 3. kvartal på den nye budgetmodel.
Udvalget havde følgende protokolbemærkning:
"Udvalget er opmærksom på, at regeringen til efteråret fremlægger et lovforslag, der forventes at træde i kraft fra og med 2001.
Loven indebærer, at den målgruppe, som finansieres over Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget, udvides til også at omfatte tosprogede danske statsborgere med mangelfulde danskkundskaber. Den ny målgruppe indgår ikke i prognose for kursisttallet, hvilket har konsekvenser for de budgetmæssige forudsætninger, som udvalget tager forbehold over for."
ØKONOMIFORVALTNINGENS INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod at nærværende forslag søges gennemført.
./. Der henvises i øvrigt til vedlagte notat"
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefales.
RESUME
Borgerrepræsentationen har den 2. marts 2000 givet en tillægsbevilling på 7,6 mill. kr. til undervisning i dansk som andetsprog, hvilket ikke i fuldt omfang imødekommer ansøgningen fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Uddannelses- og Ungdomsudvalget blev i den forbindelse anmodet om dels en uddybende redegørelse om sagen på baggrund af en nærmere vurdering af det forventede behov i 2000 og af den forventede udfasningsprofil fra 2001 og frem, dels en vurdering af mulighederne for at reducere udgifterne på området.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har derfor udarbejdet en redegørelse og en ny prognose over undervisningsbehovet i perioden 2000 til 2004 for kursister finansieret af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Redegørelsen er vedlagt denne indstilling som bilag. Prognosen er indeholdt i redegørelsen.
Forvaltningen vurderer generelt, at der ikke er muligheder for at reducere udgifterne på området.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at der med virkning fra 1. juli 2000 anvendes en ændret budgetmodel. Budgetmodellen baserer sig på regeringens lovforslag om tilskud til undervisning i dansk som andetsprog. Lovforslaget forventes vedtaget i løbet af maj 2000. Modellen vil i højere grad sikre, at undervisningsudbuddet tilpasses efterspørgslen.