Valg til ældrerådene den 7. november 2000. (Sundheds- og Omsorgsudvalget)
Valg til ældrerådene den 7. november 2000. (Sundheds- og Omsorgsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 30. maj 2000
J.nr. ØU 172/2000
31. Valg til ældrerådene den 7. november 2000. (Sundheds- og Omsorgsudvalget)
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der afholdes ældrerådsvalg den 7. november 2000
at der etableres et fælles klageråd for de 11 bydele i BR-København
at der udbetales diæter til klagerådsmedlemmerne
at vedlagte standardvedtægt for ældrerådene i BR-København tiltrædes
at vedlagte Retningslinjer for valg af ældrerådsmedlemmer til klagerådet i BR-København tiltrædes, og
at der gives en kapitalbevilling på 2.300.000 kr. til afholdelse af valget.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2000
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede at tiltræde indstillingen
ØKONOMIFORVALTNINGENS INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod at nærværende forslag søges gennemført. Der anvises kassemæssig dækning for udgiften på 2.300.000 kr. på Økonomiudvalgets budget 2000, pulje til uforudsete udgifter (konto 6.51.3)."
RESUME
De københavnske ældreråd har med udgangen af år 2000 siddet i en 4-års periode, og der skal derfor efter § 31, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område afholdes valg i efteråret 2000.
Problemstillingerne omkring valget har ved forskellige lejligheder været drøftet ikke alene i Ældrerådenes Fællesudvalg, der består af de 15 københavnske ældrerådsformænd, men også i de enkelte ældreråd.
Der har i alle ældreråd været enighed om at følge fælles retningslinier for afholdelsen af dette valg, incl. i de 4 bydelsforsøgsområder.
Udgifterne i alle 15 bydele afholdes centralt af BR -København.
SAGSBESKRIVELSE
Indledning
De københavnske ældreråd har fungeret siden den 1. januar 1997.
Borgerrepræsentationen tiltrådte i møderne den 29. august 1996 og den 9. januar 1997 det grundlag, ældrerådene har arbejdet efter. Da det var første gang, der skulle fungere ældreråd i Københavns kommune, blev bestemmelserne om rådenes arbejde fastsat rent foreløbigt, bl.a. ud fra en vurdering af rådenes mødehyppighed, arbejdsmængden, m.v.
Arbejdet har imidlertid vist sig betydeligt mere omfattende end forudset, men retningslinjerne har, uanset dette, stort set være dækkende.
Det er derfor i princippet de gældende retningslinjer, der hermed indstilles for den kommende periode. Standardvedtægten er dog tilpasset de erfaringer m.v., der er indvundet.
Ældreråd
I hvert af de 15 københavnske bydele er der et ældreråd med 7 medlemmer, og der blev i sin tid valgt 7 stedfortrædere til hvert råd. Mange steder er antallet af stedfortrædere dog nu lavere.
De 15 ældrerådsformænd danner Ældrerådenes Fællesudvalg. Formændene for ældrerådene i de 4 forsøgsbydele er observatører med taleret, men uden stemmeret.
Det kan tilføjes, at der i den forløbne periode ikke har været afholdt afstemninger i fællesudvalget.
Efter § 30, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal kommunen "høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre".
Efter samme lovs § 33 fastsættes reglerne for valg mv. i et samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og ældrerådet, og denne indstilling er et udtryk for dette.
Klagerådet
Der er oprettet ét klageråd vedrørende hjemmehjælpsområdet mv. i BR-København. Klagerådet består af 2 borgerrepræsentanter, 1 repræsentant udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer og 3 ældrerådsmedlemmer.
Det indstilles, at der ydes de 3 ældrerådsmedlemmer diæter efter de almindelige regler, således som det er tilfældet i indeværende valgperiode.
Der er et klageråd i hver af de 4 forsøgsbydele.
Orientering af Sundheds- og Omsorgsudvalget
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte i mødet den 13. marts 2000 forvaltningens "orientering om nyvalg til ældrerådene i år 2000".
Af denne orientering fremgik bl.a. følgende:
- valgdato den 7. november 2000
- Ældrerådenes Fællesudvalg er valgbestyrelse
- Det enkelte ældreråd er valgstyrelse i bydelen
- Der skal fortsat være et ældreråd i hver bydel
- Et ældreråd skal - som nu - have 7 medlemmer og 7 stedfortrædere
- Hver vælger kan - som sidst - sætte kryds ved op til 3 kandidater
- Den opstillede skal have mindst 10 og højst 20 stillere
- De opstillede kandidater skal - ligeledes som sidst - stå i alfabetisk orden på stemmesedlen
- Vælgeren kan stemme hjemme ved udfyldelse af den tilsendte stemmeseddel, eller den pågældende kan møde op på afstemningsstedet og anvende det tilsendte valgkort - også som sidst
- Uændret valgperiode på 4 år
- Personer, der modtager førtidspension, og som ikke er fyldt 60 år, foreslås heller ikke i fremtiden at have valgret og være valgbar til ældrerådet
- Ældreorganisationerne skal ikke - som de var det sidst - inddrages i forberedelsen og afviklingen af valget, fordi der nu er ældreråd
- Samme valgdato i alle 15 bydele - som sidst
- Valget koordineres af Sundhedsforvaltningen i alle 15 bydele
- Der ydes fortsat diæter til de ældrerådsvalgte medlemmer af klagerådet i udvalgs København.
Tilrettelæggelse af valget
Ældrerådenes Fællesudvalg har i den forløbne periode igangsat en detailplanlægning af afviklingen af valget.
Der arbejdes i denne forbindelse med planer om at indrykke de første annoncer om valget omkring 1. september 2000.
Når kandidaterne er godkendt, vil dette blive annonceret, så vidt muligt med billeder af de pågældende i bl.a. lokalaviserne, og endelig vil der blive indrykket en annonce ca. 1 uges tid før valget om dette.
Der arbejdes med TV-spots til TV Lorry og Kanal København, plakater, en folder om "ældrerådsarbejdet i bred forstand" mv.
Valget på Amager
Med vedtagelsen af kommuneplan 1997 er der tiltrådt en ændring af den hidtidige opdeling af Sundby i henholdsvis Sundby Nord bydel og Sundby Syd bydel. I stedet vil Sundby blive opdelt i 2 bydele - Sundbyvester og Sundbyøster med Amagerbrogade som skillelinie.
De ældrerådsvalg, der finder sted på Amager den 7. november 2000, vil således kun være gældende for året 2001. Der skal således afholdes nyvalg på Amager i efteråret 2001.
Det bemærkes, at bydelen Vestamager ikke har noget ældreråd, men at dette område dækkes af Amagerbro ældreråd, der tillige dækker et område af Sundby Nord.
Valget på Amager i efteråret 2001 vil således berøre 3 ældreråd.
Som følge heraf, vil der blive afholdt nyvalg af ældrerådsmedlemmer til Klagerådet i slutningen af november 2001 gældende for de resterende 3 år af valgperioden.
ØKONOMI
Den bevilling på 2.025.000 kr., der blev givet i forbindelse med ældrerådsvalget den 7. november 1996, blev anvist på budgettet for 1996 af en konto under det daværende økonomidirektorat.
Det er med henvisning hertil i denne indstilling derfor forudsat, at udgifterne til valget den 7. november 2000 i alle 15 bydele ligeledes afholdes af Økonomiudvalgets konto for uforudsete udgifter, 6.51.3.
Udgifterne til valget den 7. november 2000 kan anslås til i alt kr. 2.300.000.
Beløbet dækker udsendelse af breve med stemmesedler m.v. til ca. 84.000 vælgere, annonceringer, plakat til HT.`s busser m.v., folder, TVspots, udgifter til valgstederne, og et mindre beløb til uforudsete udgifter.
Der er foretaget høring af de 15 ældreråd, de 4 forsøgsbydele, en række ældreorganisationer og af De Samvirkende Invalideorganisationer.
De Samvirkende Invalideorganisationer har i brev af 14. april 2000 meddelt, at man ikke har kommentarer til det fremsendte .
ÆldreSagen har indledningsvis i brev af 13. april 2000 anført, at man ikke har bemærkninger til "det fremsendte udkast til retningslinjer, tidsfrister, vedtægter m.v." for afholdelse af valget.
Sundhedsforvaltningen er enig i, at såfremt bydelsstrukturen ændres, er der anledning til at tage strukturen i Ældrerådenes Fællesudvalg op til nærmere overvejelse, herunder om fortsat observatørstatus i udvalget for de fire ældrerådsformænd i de nuværende forsøgsbydele. Endvidere bør strukturen på klagerådsområdet i givet fald overvejes nærmere.
Det er i indstillingen nu præciseret, at formændene for ældrerådene i de 4 forsøgsbydele har taleret i fællesudvalget, således som det hidtil har været praktiseret.
Sundhedsforvaltningen er ikke bekendt med, at der i indeværende valgperiode skulle have været fremsat forslag om, at der ikke skulle være en sådan taleret.
For så vidt angår bemærkningerne om afstemningsprocenten på visse af plejehjemmene bemærkes, at det på et tidligere tidspunkt i Ældrerådenes Fællesudvalg er drøftet, at Sundhedsforvaltningen, i forbindelse med valgprocessens start primo september 2000, vil tage skriftlig kontakt til ikke alene plejehjemmene, men også hjemmeplejen med en orientering m.v. om valget.
Ældremobiliseringen har i brev af 25. april 2000 meddelt, at man ikke har bemærkninger til det fremsendte.
Man tilslutter sig dog det forslag Amagerbros Ældreråd, i et bilag til nedennævnte udtalelse af 18. april 2000, er kommet med om, at ældrerådenes Fællesudvalg i forbindelse med en eventuel oprettelse af Amtsældreråd etableres som et sådant.
Hertil bemærkes, at Folketinget for tiden behandler et forslag til beslutning om oprettelse af Amtsældreråd, og Sundhedsforvaltningen vil i givet fald fremlægge forslag for udvalget om oprettelse af et sådant.
Sammenslutningen af Ældreråd i Danmark har i brev af 14. april 2000 ikke bemærkninger til det fremsendte for så vidt angår de foreslåede retningslinjer for valgets afholdelse. Sammenslutningen noterer sig, at der "påtænkes et stort PR arbejde for kandidater og ældrerådsarbejdet i almindelighed" samt finder det rigtigt, at ældrerorganisationerne ikke er foreslået involveret i forberedelse og afvikling af valget.
Indre Nørrebro Bydel har i brev af 6. april 2000 anført ikke at have bemærkninger til afholdelsen af valget m.v. som foreslået.
Valby Bydel
anfører indledningsvis i brev af 5. april 2000, at man ikke har bemærkninger til den anførte procedure omkring afholdelse af valget.Med baggrund i bemærkningerne om, at forslaget til vedtægter m.v. alene vedrører BR-København, er dette nu præciseret i indstillingens at punkter.
For så vidt angår bemærkningerne om observatørstatus henvises til kommentarerne til ÆldreSagens ovennævnte brev.
Indre Østerbro Bydel har i brev af 26. april 2000 har ikke bemærkninger til den foreslåede gennemførelse af valget m.v. Man betragter dog det fremsendte vedtægtsudkast som alene vedrørende BR- København.
Der henvises til bemærkningerne ovenfor under Valby Bydel
Kongens Enghave Bydel foreslår, at der bliver 3 afstemningssteder i bydelen.
Hertil bemærkes, at det rejste spørgsmål er drøftet med Kommunedata, der ser en række tekniske - og dermed også fordyrende - forhold omkring dette. Også en lang række andre bydele kunne i givet fald tænkes at komme med forslag om flere afstemningssteder i de pågældende bydele, men sådanne forslag er ikke kommet.
Noget af baggrunden for, at de fleste vurderer det som tilstrækkeligt med kun et valgsted er, at der sendes stemmesedler ud til vælgerne, således at fremmødet på valgstederne formentlig bliver af begrænset omfang.
Sundhedsforvaltningen vil på ny drøfte spørgsmålet med Kommunedata og heri inddrage bydelen, herunder for så vidt angår eventuel medfinanciering af de merudgifter, der antages at blive en følge af udvidelsen af valgstederne fra det forudsatte ene til tre.
Bydelen spørger endvidere, om der fra centralt hold stilles "med det nødvendige antal tilforordnede."
Hertil bemærkes, at det er bydelens ældreråd, der er valgstyrelse, og at det er en lokal opgave - som ved sidste valg - at sørge for det nødvendige antal tilforordnede.
Ældrerådene for Ydre Østerbro, Brønshøj/Husum og Indre Østerbro har ikke bemærkninger til det fremsendte, sidstnævnte meddelt under møde i anden anledning.
Ældrerådet Valby Bydel tilslutter sig i brev af 13. april 2000 det fremsendte med bemærkning for så vidt angår vedtægter m.v. Der henvises her til kommentarerne vedr. Valby Bydel.
Ældrerådet på Christianshavn tilslutter sig i brev af 16. april 2000 afholdelsen af valget som foreslået, men henstiller, at der opretholdes et ældreråd på Christianshavn, også hvis Christianshavn ikke længere udgør selvstændig bydel.
Det rejste spørgsmål hænger sammen med den igangværende debat om bydelsforsøgene, hvorfor det for tiden ikke kan besvares.
Ældrerådet Indre By kommenterer i brev af 4. april 2000 det fremsendte, og foreslår en vedtægtsmæssig ændring, hvorefter regnskabsfunktionen ikke pålægges formanden som foreslået.
Sundhedsforvaltningen har ikke bemærkninger til, at fastlæggelsen i det enkelte ældreråd af en kassererfunktion eller lignende udgår af vedtægten og indgår i forretningsordenen. Der kan herved tages højde for lokale forhold, i hvilken forbindelse bemærkes, at funktionen varetages på forskellige måder i ældrerådene.
Som følge heraf udgår §6, stk. 6 i det udsendte udkast til vedtægt, og rettelsen er taget med i det udkast, der er bilag til denne indstilling
Ældrerådet Bispebjerg anfører i brev, modtaget den 6. april 2000, at man ikke har bemærkninger til det fremsendte for så vidt angår selve afholdelsen af valget m.v., men at man ikke kan gå ind for, at formanden skal varetage regnskabsfunktionen.
Der henvises til bemærkningerne ovenfor under Indre by.
Ældrerådet Amagerbro foreslår i brev af 18. april 2000, med tilhørende bilag, at valget af ældrerådsmedlemmer til Klagerådet kun skal være gældende for 2001, da der i slutningen af 2001 skal holdes nyvalg til ældrerådene på Amager.
Med baggrund i denne henvendelse, er det ovenfor under afsnittet "Valget på Amager" bl.a. anført, at det valg af ældrerådsmedlemmer til Klagerådet, der skal finde sted i slutningen af 2000, kun er gældende for 2001.
Ældrerådene i Vanløse og på Indre Nørrebro har tlf. meddelt, at man ikke har bemærkninger til indstillingen.
Ældrerådet Nørrebro har i brev af 18. april 2000 forskellige kommentarer til det fremlagte udkast til standardvedtægt.
1. Teksten i §1 ("ældrerådenes opgaver ") i nugældende vedtægt findes relevant at medtage.
Hertil bemærkes, at forslagets §2, stk. 1 og 2 indeholder en sådan beskrivelse, i princippet som i lovteksten.
2. Mindsteantallet af ældrerådenes mødevirksomhed, som markeret i § 10 i nugældende vedtægt ("4 møder årligt, med mindre et eller flere medlemmer kræver flere møder ") findes relevant at medtage.
Der er nu indføjet i udkastet en ny §6 stk. 6 om, at formanden indkalder til møderne, og at formanden skal indkalde til et møde snarest muligt, hvis mindst 2 medlemmer anmoder om det.
3. Habilitetsreglerne i § 12 i nugældende vedtægt findes relevant at medtage.
Der er nu indføjet som en eftersætning i udkastets §6, stk. 8, at "de gældende regler om inhabilitet skal overholdes".
4. Reglerne om ændringer i §14 i nugældende vedtægt ("Vedtægtsændringer skal drøftes forudgående med ældrerådene ") findes bedre end forslagets nye tekst.
Hertil bemærkes, at tilføjelsen ikke skønnes nødvendig, da det af udkastets §2, stk. 2 fremgår, at ældrerådet skal høres om alle forslag, der vedrører de ældre.
Vesterbro Ældreråd bemærker i brev af 25. april 2000, at man kan tilslutte sig det fremlagte for så vidt angår valget og dets afholdelse. Rådet foreslår dog, at der med baggrund i de særlige forhold på Amager, hvor ældrerådsvalget kun er gældende i et år, foretages nyvalg af alle 3 ældrerådsmedlemmer til klagerådet i slutningen af 200l.
Der henvises til det, der er anført ovenfor under afsnittet Sagsbeskrivelse under overskriften: "Valget på Amager", hvor det er anført, at der vil blive afholdt nyvalg i slutningen af 2001 for den følgende 3-års periode.
Ældrerådet Sundby Nord har i brev af 17. april 2000 meddelt, at man ikke har bemærkninger til det fremsendte.
Det henstilles dog, at valget af ældrerådsmedlemmer til Klagerådet alene skal være gældende for 2001.
Der henvises til bemærkningerne ovenfor under "Valget på Amager".
Ældrerådet Sundby Syd henviser i sin udtalelse af 26. april 2000 til de kommentarer, man har anført i brevet om høringen af ældrerådene i forbindelse med orienteringen af udvalget om valget (det uheldige i, at valget kun er gældende 1 år på Amager).
Der henvises til afsnittet ovenfor "Valget på Amager".
BILAG
Standardvedtægt for et ældreråd og Retningslinjer for valg af ældrerådsmedlemmer til Klagerådet.
Modtagne høringssvar, i alt 19 bilag.
Jesper Maarbjerg
/ Lars Markersen