Mødedato: 30.04.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Modtagelse af gave fra den hollandske ambassade

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til modtagelse af en gave fra den hollandske ambassade i form af et cykelstativ, udformet som en bil, til opstilling på Den Røde Plads på Nørrebro.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at Københavns Kommune modtager den tilbudte gave fra den hollandske ambassade i form af et cykelstativ.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Den hollandske ambassade har tilbudt at give et cykelstativ til København. Cykelstativet er udformet som en bil af navnet Car Bike Port (se bilag 2) og har plads til 10 cykler.

Løsning

 Cykelstativet, som den hollandske ambassade ønsker at give til København, er modellen ’Car Bike Port’ fra Cyclehoop Ltd., England. Det består af en ramme af aluminium, som forestiller en silhuet af en personbil. Denne del leveres i farven orange, som er Hollands nationalfarve. Resten af stativet er gråt, og der er plads til 10 cykler i stativet. Cykelstativet signalerer, at en parkeret bil fylder 10 gange så meget i byrummet som en parkeret cykel.

Konsekvenser for kommunens praksis

Opstilling af cykelstativet går imod forvaltningens sædvanlige praksis for opsætning af privat byrumsudstyr på byens offentlige gader og pladser. For at beskytte byrummet og byens arkitektoniske udtryk fører forvaltningen normalt en restriktiv praksis i forhold til opsætning af permanent privat byrumsudstyr.

I Fællesskab København indgår et mål om, at 70 % af københavnere skal være tilfredse med cykelparkering. Samtidig er det en del af Prioriteringsplan for Cykelparkering 2018-2025, som blev vedtaget i Teknik- og Miljøudvalget den 6. marts 2018, at bilparkering skal omdannes til cykelparkering på steder med stort pres på cykelparkering.

Holland er det eneste andet land med ligeså højt niveau af cykling som Danmark. Forvaltningen vurderer, at det er i kommunens interesse at modtage gaven, dels for at understøtte kommunens visioner på cykelparkeringsområdet, dels for at pleje de gode relationer til Holland. Forvaltningen vurderer derfor, at sagen er af særlig karakter og dermed ikke vil skabe præcedens i forhold til andre private organisationer, som kunne ønske at markere en sag ved at opstille permanent byrumsudstyr på offentlig vej.

Placering

Politiet har af sikkerhedsmæssige årsager givet afslag på, at cykelstativet kan placeres på offentligt vejareal ud for den hollandske ambassade. Den hollandske ambassade har derfor i samarbejde med Cykel- og Pendlerforeningen bedt københavnerne om at foreslå mulige placeringer af cykelstativet på Facebook.

Ambassaden og Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt de forskellige indkomne forslag til placering af stativet og er blevet enige om, at den bedste placering er på Den Røde Plads, Superkilen på Nørrebro (se bilag 3).  Forvaltningen vurderer, at Den Røde Plads på Nørrebro er den bedste mulighed med udgangspunkt i overordnede overvejelser om arealforhold, arkitektur, trafik-flow samt opnåelse af samtykke hos politiet.

Da cykelstativet ikke opstilles på vejareal men på fodgængerareal, skal der ikke søges om tilladelse til opstilling af stativet hos politiet.

Økonomi

Opsætning af stativet udføres som et driftsprojekt og forventes at have en samlet udgift på ca. 5000 kr. Den afledte drift for stativet vil udgøre 2.500 kr. om året til renhold, vedligeholdelse af stativet samt graffiti-bekæmpelse. Udgifterne til opsætning og drift af cykelstativet afholdes inden for forvaltningens ramme af driftsmidler.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen tage imod cykelstativet fra den hollandske ambassade og opstille det på Den Røde Plads på Nørrebro.

 

Pernille Andersen                                       / Hans Christian Karsten

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune modtager den tilbudte gave fra den hollandske ambassade i form af et cykelstativ.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 18. marts 2019

 

Sagen blev udsat.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. april 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C.

Beslutning

Dagsordenspunkt 20: Modtagelse af gave fra den hollandske ambassade (2019-0033783)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2019

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 1. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: C.

Undlod at stemme: V.

Til top