Redegørelse om planprocessen for kommuneplantillæg og lokalplan for Rigsarkivet m.m. på den tidligere godsbanegårds arealer langs Kalvebod Brygge (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Redegørelse om planprocessen for kommuneplantillæg og lokalplan for Rigsarkivet m.m. på den tidligere godsbanegårds arealer langs Kalvebod Brygge (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 30. marts 2004
J.nr. ØU 106/2004
5. Redegørelse om planprocessen for kommuneplantillæg og lokalplan for Rigsarkivet m.m. på den tidligere godsbanegårds arealer langs Kalvebod Brygge (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen
fremsender nærværende redegørelse til Bygge- og Teknikudvalgets og
Økonomiudvalgets drøftelse med henblik på at igangsætte planprocessen for et
kommuneplantillæg og en lokalplan for Rigsarkivet m.m. på den tidligere
godsbanegårds arealer langs Kalvebod Brygge
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 24. marts 2004
Drøftedes
RESUME
Folketinget vedtog i slutningen
af 2003, at nye magasinbygninger til Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland
med tilhørende administrative funktioner skal placeres i København på den
tidligere godsbanegårds arealer langs Kalvebod Brygge. Magasinerne m.v. ønskes
klar til indflytning og ibrugtagning i 2008-09, hvilket kræver, at det
nødvendige plangrundlag er tilvejebragt inden sommerferien 2005. Plangrundlaget
skal tage højde for, at der også kan blive tale om at placere Rigsarkivets og
Landsarkivet for Sjællands øvrige arkivfunktioner i området, d.v.s.
publikumsfaciliteter og øvrige administration.
Siden 1999 har den ca. 10 ha. store godsbanegård ikke været brugt til stykgodshåndtering, og det store "godshotel" langs Kalvebod Brygge anvendes nu til kontorer for bl.a. dele af DSB og Banestyrelsen. Området - der er vist på bilag 1 - har med sin centrale beliggenhed et stort udviklingspotentiale, som DSB gerne ser realiseret.
Byudviklingen langs Kalvebod Brygge og ved Fisketorvet har været i gang i en årrække, mens udvikling af arealerne på Havneholmen m.m. er på planlægningsstadiet. Ønsket om at anvende arealerne på den tidligere godsbanegård til Rigsarkiv samt andre offentlige funktioner og serviceerhverv kan blive en værdifuld og attraktiv del af City-udbygningen, der er knyttet til Hovedbanegården og Dybbølsbro Station.
På denne baggrund er der indledt et samarbejde mellem Staten (Kulturministeriet og Slots- og Ejendomsstyrelsen), DSB og Københavns Kommune (Økonomiforvaltningen, Miljøkontrollen og Bygge- og Teknikforvaltningen) om planlægningen af omdannelsen af den tidligere godsbanegård.
Omdannelsen kræver, at arealanvendelsen i Kommuneplan 2001 ændres fra baneformål til offentlige formål og serviceerhverv, ligesom der eventuel gives mulighed for at opføre bebyggelse med et etageantal som overstiger det normale maksimum på 6 etager ekskl. tagetage. Disse ændringer er så væsentlige, at planprocessen skal indledes med en forudgående høring, hvor der indkaldes ideer og forslag til planlægningen. Høringen foreslås gennemført fra medio april til medio maj med avisannoncer og vedlagte pjece.
Området repræsenterer ankomsten fra sydvest til Københavns centrum, hvad enten man kommer med tog eller med bil, og har en nær tilknytning til Vesterbro. Rigsarkivet kommer til at ligge i en vigtig del af København med stor dynamik.
DSB og staten ønsker ligesom kommunen, at
omdannelsen af området baseres på en helhedsvurdering og med høj arkitektonisk
standard, og vil derfor indbyde 3 arkitektfirmaer til - i et parallelopdrag i
maj og juni måned - at udarbejde idéforslag til områdets udbygning.
På baggrund af ideer og forslag fra den
forudgående høring og idéforslagene fra parallelopdraget, vil der blive
udarbejdet et nærmere grundlag for det videre planarbejde. Grundlaget forventes
forelagt Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalgte med et redegørelsesnotat i
september 2004.
Indstilling om vedtagelse af forsla
g til
kommuneplantillæg og lokalplan forventes fremlagt i november, og forslagene
ønskes udsendt i offentlig høring i januar 2005 med henblik på, at de kan
vedtages endeligt inden sommerferien 2005.
I forlængelse heraf ønsker Kulturministeriet
og Slots- og Ejendomsstyrelsen at udskrive en projektkonkurrence om
Rigsarkivets kommende bebyggelse.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Ved finanslovsforhandlingerne for 2004 er det besluttet, at Staten efter aftale med DSB etablerer fælles magasiner for Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland på den tidligere godsbanegård langs Kalvebod Brygge, hvor den nuværende bebyggelse – jf. bilag 1 - forudsættes nedrevet bortset fra den store godshotelbygning. De nye magasiner løser tillige Det Kgl. Biblioteks magasinproblemer i en årrække.
I
første omgang (fase I) opføres højlagermagasiner på arealet bag det tidligere
godshotel, med en estimeret bruttohøjde på omkring 12-13
m og et bebygget areal på 10-12.000 m2. Desuden indrettes den
frilagte stueetage i godshotellet til funktioner, som hører til magasinerne
(modtagelses-, værksteds- og teknikrum samt administration og begrænsede
publikumsfaciliteter).
En
evt. fase II, der dog ikke er politisk besluttet, omfatter lokalisering af
Rigsarkivets og Landsarkivet for Sjællands publikumsfaciliteter og den resterende
administrationsfunktion i området. Areal hertil forudsættes tilvejebragt ved
hel/delvis overtagelse af arealer i det 6 etager høje
godshotel, som i dag benyttes af DSB m.fl., og/eller ved påbygning af 1-2
etager. Såfremt dette ikke er hensigtsmæssigt, skal der i umiddelbar nærhed af
magasinerne findes et samlet alternativt velegnet grundareal, der kan
dække Rigsarkivets/Statens Arkivers krav og arealbehov.
Den kommende Rigsarkiv-grund ligger på det på bilag 1 viste ca. 10 ha. store areal mellem Bernstorffsgade og Dybbølsbro, der tidligere blev anvendt til godsbanegård med tilhørende administrations- og lagerbygning (godshotel). Siden 1999 har området ikke været brugt til stykgodshåndtering, og godshotellet er ombygget til kontorformål og huser i dag en del af DSB og Banestyrelsen. Området har med sin centrale beliggenhed et stort udviklingspotentiale, som DSB gerne ser realiseret.
Stedet
Rigsarkivet vil komme til at ligge i en vigtig del af København, præget
af stor dynamik og med enestående trafikal tilgængelighed i forhold til både
Hovedstadsregionen og resten af landet. Derfor må udviklingen af området ske på
grundlag af en helhedsvurdering og med iagttagelse af høje kvalitetskrav.
Beliggende på grænsen mellem Vesterbro og Indre By repræsenterer området ankomsten fra sydvest til Københavns centrum, hvad enten man kommer med tog eller med bil. Fra de forholdsvis åbne arealer omkring Vasbygade og Kalvebod Brygge møder man tætbyen ved Bernstorffsgade og den nye bebyggelse langs havneløbet.
Urbaniseringen af området er i fuld gang. Den nye bebyggelse langs havnen med kontordomiciler og hoteller mangler kun to byggerier for at være fuldført. Fisketorvet Shoppingcenter er opført, og udviklingen af arealerne på Havneholmen m.m. og en ny stibro til Islands Brygge er på planlægningsstadiet.
På "by-siden" af baneterrænet ligger
Vesterbro med de byfornyede boligkarreer og den bebyggelsesmæssigt markante Hvide
Kødby, samt kultur- og fritidscenter i den renoverede Brune Kødby og DGI-Byen. Dybbølsbro med adgang til Dybbølsbro Station
er den meget centrale forbindelse mellem Vesterbro og de ny byområder omkring
Kalvebod Brygge og i Sydhavnen.
Den kommende planlægning
I Kommuneplan 2001 er den tidligere godsbanegårds anvendelse fastlagt til kollektive trafikanlæg, såsom sporanlæg, stationer, godsterminaler samt værksteds- og klargøringsanlæg med dertil hørende administration o. lign. (T1-område). Området er ikke omfattet af lokalplan. Tilvejebringelse af det nødvendige plangrundlag for et nyt Rigsarkiv kræver udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan. Det er DSB´s ønske, at der ikke blot udarbejdes de nødvendige planer for Rigsarkiv-grunden (delområde II med ca. 30.000 m2 grundareal), men et samlet plangrundlag for omdannelse af deres ca. 100.000 m2 store areal mellem Bernstorffsgade og Dybbølsbro til offentlige funktioner og serviceerhverv.
På denne baggrund er der indledt et samarbejde mellem Staten (Kulturministeriet og Slots- og Ejendomsstyrelsen), DSB og Københavns Kommune (Økonomiforvaltningen, Miljøkontrollen og Bygge- og Teknikforvaltningen) om planlægningen af omdannelsen af den tidligere godsbanegård.
Udbygningen starter med etablering af
infrastruktur m.m. og opførelse af det nye Rigsarkiv m.m. på arealerne nærmest
Bernstorffsgade, og der forventes en udbygning i flere etaper mod syd til Dybbølsbro.
Området kan med en maksimal
bebyggelsesprocent på 150 (svarende til den gældende i det omkringliggende
kvarter) rumme en samlet bebyggelse op til 150.000 m². Udover Rigsarkivet
forventes bebyggelsen overvejende anvendt til o
ffentlige formål og
serviceerhverv. Muligheden for eventuel indpasning af et begrænset boligindslag
vil blive vurderet i forbindelse med den videre planlægning. Der er fremsat
ønske om, at der kan etableres bebyggelse – bl.a. til Rigsarkivet - med et etageantal,
som overstiger det normale maksimum på 6 etager ekskl. tagetage.
Området påregnes betjent af en ny vej - en
allé - langs områdets grænse til baneterrænet. Vejen udgår - som vist på bilag
1 - fra Bernstorffsgade og tilsluttes til Kalvebod Brygge via en plads midt i
området. På sigt kan vejen tænkes videreført mod syd og tilsluttet Vasbygade i
det lysregulerede kryds ved Kalvebod Pladsvej, og det vil blive undersøgt, om
der er mulighed for at indpasse et af- og påstigningssted for turist- og
fjernbusser i området. Adgangsvejen vil blive suppleret af interne veje, som
betjener de enkelte delområder.
Det vurderes, at parkeringskravet på grund af
den nære beliggenhed ved Hovedbanegården og Dybbølsbro Station kan reduceres
til 1 plads pr. 200 m² etageareal.
Der sigtes mod at etablere sammenhængende
offentligt tilgængelige friarealer i området og at tilvejebringe en grøn overgang
til baneterrænet med karakter af en allé.
De fremtidige byggemuligheder i området samt
mulighederne for at opføre bebyggelse i mere end 6 etager ekskl. tagetage må
bl.a. bero på resultatet af nedennævnte forudgående høring samt volumenstudier
i forbindelse med parallelopdraget. Der må her tages højde for, at
magasinbygningerne vil påvirke området volumenmæssigt svarende til normalt
erhvervsbyggeri i 3 etager.
En omdannelse af den tidligere godsbanegård til et Cityorienteret bykvarter indebærer så væsentlige ændringer i kommuneplanen, at planprocessen skal indledes med en forudgående høring, hvor der indkaldes ideer og forslag til planlægningen. Denne foreslås gennemført fra medio april til medio maj 2004 på grundlag af avisannoncer og vedlagte pjece. I forbindelse med den forudgående høring påregnes der afholdt møde med Vesterbro Lokalråd om den kommende udvikling af området.
DSB og
staten ønsker ligesom kommunen, at omdannelsen af området baseres på en
helhedsvurdering og med høj arkitektonisk standard, og vil indbyde 3
arkitektfirmaer til - i et parallelopdrag i maj og juni måned - at udarbejde
idéforslag til områdets udbygning. Målet
er at sikre et afbalanceret og nært sammenspil med bebyggelsen langs havneløbet
og Vesterbro, samt at tilvejebringe en smuk og harmonisk ankomst til Københavns
centrum - både når man kommer i bil ad Kalvebod Brygge og med tog ad baneterrænet.
I
parallelopdraget - som baseres på ovennævnte foreløbige rammer for områdets udvikling
- skal der gennemføres volumenstudier, der belyser den arkitektoniske helhed og
de bymæssige kvaliteter, der skal sikres i udviklingen af området og for at skabe
en god sammenhæng med Vesterbro.
Der skal endvidere udarbejdes mere detaljerede idéforslag for bebyggelse af:
· delområde I - "Bernstorffs Plads" - der ønskes anvendt til en markant kontorbebyggelse i sammenspil med det store åbne byrum omkring Bernstorffsgade og Kalvebod Brygge, der har forbindelse til havneløbet.
· delområde II, hvor det tidligere godshotel -"KB32" - sammen med en ny, bagved liggende magasinbygning skal rumme Rigsarkivet m.m.
·
delområde III - "KB 38" - hvor det ønskes
belyst, om fundamentet til en tvillingbygning til det tidligere godshotel helt
eller delvist kan genanvendes. Målet er at opnå en optimal bymæssig løsning,
hvori ønskes belyst en kreativ brug af det eksisterende fundament.
· delområde IV - "Dybbøls Port" - der strækker sig ned til et stykke forbi Dybbølsbro. I dette område ønskes der bl.a. en belysning af mulighederne for en markant bebyggelse omkring Dybbølsbro i sammenspil med Fisketorvet Shoppingcenter.
Københavns Kommune
har i drøftelserne om parallelopdraget givet udtryk for, at områdets potentiale
bør ses under ét, bl.a. af hensyn til ønsket om at tilvejebringe sammenhængende
offentligt tilgængelige friarealer ikke mindst til gavn for Vesterbros
befolkning, og at der må være tale om en høj grad af frihed for de foreslåede
løsninger, der fremkommer under det parallelle opdrag, herunder evt. påbygning
af "KB32" med 1-2 etager, den præcise udformning af infrastrukturen i området
samt disponeringen af især delområde IV ved Dybbølsbro. Parallelopdraget
omfatter dermed en belysning af arealets anvendelses- og bebyggelsesmuligheder
set i forhold til den funktionelle sammenhæng med og den visuelle og trafikale
påvirkning af omgivelserne.
På baggrund af de ideer og forslag, der indkommer under den forudgående høring, samt idéforslagene fra parallelopdraget vil der blive udarbejdet et nærmere grundlag for det videre planarbejde, som forventes forelagt Bygge-og Terknikudvalget og Økonomiudvalgt med et redegørelsesnotat i september 2004.
Lokalplanen
kan tænkes at blive udformet som en rammelokalplan med et minimum af
bestemmelser for delområderne IV og III, mens bestemmelserne for delområde I og
II detaljeres, således at opførelsen af Rigsarkivet og den ønskede kontorbebyggelsen
ved "Bernstorffs Plads" kan igangsættes.
Indstilling om vedtagelse af forslag til
kommuneplantillæg og lokalplan forventes fremlagt i november, og forslagene
ønskes udsendt til offentlig høring i januar 2005, med henblik på at
planforslagene kan vedtages endelig inden sommerferien 2005.
I forlængelse heraf ønsker Kulturministeriet
og Slots- og Ejendomsstyrelsen at udskrive en projektkonkurrence - om
Rigsarkivets kommende bebyggelse.
BILAG VEDLAGT
1. Kortbilag
over området
2. Pjece – Forudgående høring
Erik Jacobsen Mette
Lis Andersen