Mødedato: 30.01.2013, kl. 11:30
Mødested: Dragsholm Slot

Høringssvar ifb. lovforslag vedr. forslag til ændring af byggeloven og lov om bygnings- og boligregistrering

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende Københavns Kommunes høringssvar (bilag 1) til Energistyrelsen vedrørende ”Forslag til Lov om ændring af byggeloven og lov om bygnings- og boligregistrering” (bilag 2). Lovforslaget vil have en række konsekvenser for Københavns Kommunes administrationspraksis, såfremt det vedtages, særligt i forhold til anlæggelse af parkering ved nybyggeri. Endvidere vil lovforslaget have økonomiske konsekvenser for en række ejendomsejere og lejere samt Københavns Kommune.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentation anbefaler,

1.      at vedlagte høringssvar af 18. december 2012 godkendes.



Teknik- og Miljøudvalget vedtog et ændringsforslag i mødet den 21. januar 2013, om "at vedlagte høringssvar af 18. december 2012 tages til efterretning".

Problemstilling

Som det fremgår af lovforslaget (bilag 2), foreslås det at fjerne dispensationsmuligheden ift. parkering ved byggeri, sådan som den i dag findes i byggeloven. Denne dispensationsmulighed har Københavns Kommune anvendt i årtier i situationer, hvor der ikke er mulighed for anlæggelse af det fulde antal parkeringspladser i forbindelse med et byggeri. Dette er sket i form af tinglyste deklarationer på de enkelte ejendomme.

Hvis lovforslaget vedtages, vil Københavns Kommune skulle oprette en såkaldt parkeringsfond, såfremt der ønskes givet en dispensation efter byggeloven. Det fremgår af en væsentlig del af Københavns Kommunes tinglyste parkeringsdeklarationer, at de ejendomsejere, som er omfattet af deklarationerne, skal indbetale til en p-fond, såfremt kommunen etablerer en p-fond. Dette indebærer, at når kommunen i henhold til den nye lovgivning skal etablere en p-fond i forbindelse med fremtidige dispensationer, vil en væsentlig del af de 800 tinglyste deklarationer, som tilsammen udgør ca. 14.000 parkeringspladser blive udløst. Resultatet bliver, at en lang række private og almennyttige ejendomsejere over en relativ kort periode skal tilvejebringe betydelige midler, som skal indbetales til en p-fond på en gang. Se bilag 1 for uddybning.

I henhold til den gældende parkeringsaftale, P-aftale 2011, har forvaltningerne i det seneste år søgt at komme i dialog med Energistyrelsen om tilvejebringelsen af et administrationsgrundlag, hvorved Københavns Kommune i relevant omfang kan udmønte de eksisterende deklarationer, for ad den vej at forøge udbuddet af parkering i København, hvor der er et behov. Det er Københavns Kommunes opfattelse, at en ny praksis skal ses i sammenhæng med en håndtering af de eksisterende p-deklarationer, bl.a. for at sikre en samlet holdbar løsning såvel juridisk som økonomisk for berørte ejendomsejere og lejere i København. Det er derfor nødvendigt at tilvejebringe en løsning vedr. de eksisterende deklarationer, inden Københavns Kommune kan ændre praksis, og evt. overgå til at administrere området via en parkeringsfond. Det fremsatte lovforslag aktualiserer behovet for denne dialog yderligere, hvilket også er behandlet i høringssvaret.

Lovforslaget vil desuden fremadrettet medføre problemer i forbindelse med krav om parkeringspladser til byggeri. Det vil på grund af ordlyden af forslaget ikke længere være muligt at lave fælles parkeringsarealer for flere ejendomme efter byggeloven. Og ved opførelse af mindre byggerier ved f.eks. huludfyldning på ejendomme, hvor der på grund af krav til friarealer ikke er plads til at etablere de krævede parkeringspladser på terræn på grunden, vil det være nødvendigt at etablere parkeringspladserne i parkeringskælder på grunden. Dette vil få store økonomiske konsekvenser for borgerne.

Disse problemstillinger er uddybet i høringssvaret (bilag 1).

Høringssvaret til Energistyrelsen omfatter endvidere enkelte bemærkninger til en certificeringsordning for transportable konstruktioner og mål for sagsbehandlingstid og offentliggørelse. Der er tale om forslag, som udmønter anbefalingerne fra arbejdsgruppen om effektiv byggesagsbehandling.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har, med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse, fremsendt vedlagte høringssvar af 18. december 2012 til Energistyrelsen. Energistyrelsen har herefter meddelt, at det ikke er muligt at afvente Borgerrepræsentationens godkendelse, og kommunens høringssvar af 18. december 2012 anses derfor som det endelige høringssvar.

 

Forvaltningerne anbefaler, at høringssvaret godkendes. Høringssvaret tydeliggør, at en vedtagelse af lovændringen i den fremlagte form vil have omfattende økonomiske konsekvenser for såvel ejendomsejere og lejere, som Københavns Kommune.

 

Københavns Kommune og Energistyrelsen har i perioden fra november 2011 til juni 2012 afholdt flere møder vedrørende dels en fremadrettet praksis dels en udmøntning af de eksisterende p-deklarationer. Kommunen har senest den 15. august 2012 via notat, forfattet af kommunens advokat (bilag 3), skitseret over for Energistyrelsen, hvorledes man kunne håndtere Københavns Kommunes parkeringsdeklarationer.

 

Energistyrelsen og Københavns Kommune er dog pt. uenige om fortolkningen af det juridiske grundlag.

 

Efter høringssvarets afsendelse er der aftalt et nyt møde mellem Københavns Kommune og Energistyrelsen i starten af januar 2013. 

Økonomi

Denne indstilling har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser for kommunen, men sagen som helhed kan have vidtrækkende økonomiske konsekvenser. Der er i dag tinglyst deklarationer på ca. 800 ejendomme i København, i alt ca. 14.000 parkeringspladser. Ikke alle, men hovedparten, af disse deklarationer indeholder bestemmelse om, at såfremt Københavns Kommune opretter en parkeringsfond, skal pengene indbetales. Anlæggelse af parkeringspladser koster i snit 50.000 kr. på terræn og mellem 300.000 kr. og 600.000 kr. pr. plads i konstruktion. Det bemærkes at størstedelen af de deklarerede parkeringspladser vil skulle etableres i konstruktion. I en evt. udmøntning vil ejendomsejerne, såfremt parkeringspladserne skal være offentlige tilgængelige, skulle betale 50 % af anlæggelsessummen til en p-fond og kommunen betale de resterende 50 %.

Videre proces

Et politisk godkendt høringssvar vil blive fremsendt til Energistyrelsen.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen vender tilbage med en orientering til Borgerrepræsentationen efter lovforslagets behandling i Folketinget mv. Lovforslaget forventes behandlet ultimo februar 2013.

 

        

Claus Juhl                                                                       Jens Elmelund

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentation anbefaler

1.      at vedlagte høringssvar af 18. december 2012 godkendes.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 21. januar 2013

TMU stillede ændringsforslag til indstillingen om, at indstillingens 1. at-punkt ændres fra:

”1. at vedlagte høringssvar af 18. december 2012 godkendes.”

Til:

”1. at vedlagte høringssvar af 18. december 2012 tages til efterretning.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2013

Indstillingen blev med det af Teknik- og Miljøudvalget vedtagne ændringsforslag på mødet den 21. Januar 2013 anbefalet uden afstemning.

Til top