Mødedato: 30.01.2007, kl. 13:00

Israels Plads, syd - tilsagn om donation (Teknik- og Miljøudvalget)

Israels Plads, syd - tilsagn om donation (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 30. januar 2007

 

 


J.nr. ØU 42/2007

 

12. Israels Plads, syd - tilsagn om donation (Teknik- og Miljøudvalget)

Teknik- og Miljøudvalget (TMU) skal træffe beslutning om, hvorvidt Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) skal indgå et samarbejde med en anonym donor om udvikling af et projekt for den sydlige del af Israels Plads mod Ørstedsparken.

 

BESLUTNING

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR),

 

1)  at   der gives en anlægsbevilling på 1,5 mio. kr. i 2007 til udvikling af et projekt for den sydlige del af Israels Plads. Bevillingen gives til Vej & Parks anlægsramme (konto 2.28.23.3 Standard forbedringer af færdselsarealer) 

 

2) at  TMF med tak meddeler en anonym donor, at Københavns Kommune gerne vil tage imod donorens tilbud om medfinansiering af projektudviklingen af et projekt for den sydlige del af Israels Plads med 50 % af udgifterne, svarende til 1,5 mio. kr. ekskl. fondsmoms

 

3) at den givne bevilling på 1,5 mio. kr. til Vej & Parks anlægsramme frigives i 2007 til finansiering af det nedenfor konkret beskrevne projekt, udformet som en udgiftsbevilling på 3 mio. kr. (på konto 2.28.23.3 Standardforbedringer af færdselsarealer) og en indtægtsbevilling på 1,5 mio. kr., svarende til donorens medfinansiering af projektudviklingen (på konto 2.28.23.3 Standardforbedringer af færdselsarealer)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget

 

At Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter i forbindelse med udviklingen af projektet afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. Det præciseres, at Teknik- og Miljøudvalget kan søge om midler til den kommunale medfinansiering af det samlede projekt vedrørende Israels Plads syd i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2008."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2007:

 

Anbefalet.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

En anonym donor har overfor Københavns Kommune tilkendegivet, at ville støtte et projekt for den sydlige del af Israels Plads / Ørstedsparken mellem Ørstedsparken og Vendersgade med op til 50 mio. kr. ekskl. moms.

 

Donoren forudsætter, at Københavns Kommune afsætter et tilsvarende beløb til projektet. Forvaltningen vurderer, at et projekt for pladsen kan realiseres for i alt 60 mio. kr., hvoraf den kommunale andel skal finansieres. Freja ejendomme A/S har i dag brugsretten til overfladen af Israels Plads.

Udvalget skal tage stilling til, om forvaltningen skal igangsætte projektudviklingen samt finansieringen af projektudviklingen.

 

LØSNING

Forvaltningen vurderer, at Israels Plads rummer mulighederne for at kunne udvikles til et unikt og oplevelsesrigt byrum placeret mellem de grønne voldparker, middelalderbyen og de tættere karrebebyggelser. Forvaltningen vurderer, at et projekt for Israels Plads vil give en fin sammenhæng med de planlagte Torvehaller på den nordlige del af pladsen samt de planlagte omlægninger af Købmagergade, Kultorvet, Hauser Plads og Nørreport Station. Se oversigtskort over området på bilag 1.

 

Forvaltningen er i gang med at udarbejde en overordnet projektplan for udvikling og gennemførsel af projektet. Projektplanen forventes forelagt for TMU i marts 2007.

 

Der vil blive nedsat en styregruppe for projektet. Styregruppen vil bestå af repræsentanter fra den anonyme donor samt embedsmænd fra Økonomiforvaltningen (ØKF) og TMF.

 

Forvaltningen er i dialog med Freja ejendomme om, at Københavns Kommune vederlagsfrit overtager brugsretten til overfladen. En sag herom vil snarest blive forelagt udvalget.

 

 

ØKONOMI

Den planlagte udvikling af projektet er prissat til 3 mio. kr.

Forvaltningen foreslår, at der gives en anlægsbevilling på 1,5 mio. i 2007 svarende til Vej & Parks del af projektudviklingen. Bevillingen gives til Vej og Parks anlægsramme (konto 2.28.23.3 Standardforbedringer af færdselsarealer) i form af en udgiftsbevilling på 3 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 1,5 mio. kr. Den resterende del af den kommunale finansiering forventes at blive indarbejdet i forbindelse med budgettet for 2008.

 

Den anonyme donor har tilkendegivet, at ville medfinansiere projektet med optil 50 mio. kr. Københavns Kommune forudsættes at skulle deltage med et tilsvarende beløb. Forvaltningen skønner, at en omdannelse af Israels Plads vil kunne gennemføres for i alt 60 mio. kr. 

 

Det er - med forbehold for efterfølgende politisk godkendelse - aftalt med donoren, at der gives 1,5 mio. kr. til projektudviklingen, mens det resterende beløb optil 48,5 mio. kr. gives til realiseringen under forudsætning af, at det udviklede projekt kan godkendes.

 

 

VIDERE PROCES

Såfremt TMU beslutter, at der skal gives en anlægsbevilling, vil sagen blive forelagt ØU og BR. TMU forventes i marts 2007, at skulle godkende projektplan og senere programmet for udviklingen af Israels Plads. I foråret 2008 forventes det, at et prissat projektforslag kan danne grundlag for frigivelse af en anlægsbevilling til realisering af projektet. Anlægsarbejderne forventes afsluttet inden udgangen af 2010.

 

BILAG

Øvrige bilag

1. Israels Plads, oversigtkort.

2. Oversigt over politisk behandling

 

Ole Bach

 

 

 


 

Til top