HUR's Forslag til Regionplan 2001 for Hovedstadsregionen
HUR's Forslag til Regionplan 2001 for Hovedstadsregionen
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 30. januar 2001
J.nr. ØU 32/2001
2. HUR's Forslag til Regionplan 2001 for Hovedstadsregionen
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler
at Økonomiforvaltningens, Bygge- og Teknikforvaltningens og Miljø- og Forsyningsforvaltningens bemærkninger fremsendes til Hovedstadens Udviklingsråd som Københavns Kommunes høringssvar
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.
Overborgmesteren blev bemyndiget til at afgive høringssvar til HUR under forbehold for Borgerrepræsentationens efterfølgende godkendelse.
Ø tog forbehold og ønskede følgende tilført protokollen:
"Enhedslisten tager forbehold for en regionsplan der grundlæggende bevæger hovedstadsområdet i den forkerte retning.
Trods mange fine ord handler planlægningen for Københavns kommune bl.a. om at udskifte de fattigste københavnere og undlade at gribe ind over for den stigende trafik. Kommunen burde fx glæde sig over det lave antal biler på Øresundsbroen og det store antal togpassagerer over Øresund og opfordre regeringen til at fastholde afgiften for biler hvis de fine ord om kollektiv trafik i planen skal give nogen mening.
Enhedslisten vil til debatperioden komme med en mere detaljeret udspil om
hovedstadsområdet fremtidige udvikling".
L tog forbehold og ønskede følgende tilført protokollen:
"SOL tager forbehold for HUR's regionplan p.g.a. at regionplanen ikke løser problemer, der kan realisere visionen om et bæredygtigt samfund, f.eks.
- Den stigende biltrafik og prioritering af trafikanlæg,
- Forbedring af den kollektive trafik,
- Sikring af arealer til rekreative behov,
- Storcentres ødelæggelse af detailhandelen,
- Sikring af rent vand og ren luft."
Behandling: Til Borgerrepræsentationen. Overborgmesteren afgiver foreløbigt høringssvar.
RESUME
Hovedstadens Udviklingsråd har fremsendt Forslag til Regionplan 2001 som led i en offentlig høring i henhold til Planloven. Forslaget svarer for Københavns Kommunes vedkommende til det regionplanforslag, som Borgerrepræsentationen i juni 2000 vedtog som oplæg til HUR's videre regionplanlægning. De berørte forvaltninger i kommunen har haft regionplanforslaget til udtalelse, og Miljø- og Forsyningsforvaltningen har en række konkrete miljømæssigt betingede ændringsforslag. Bygge- og Teknikforvaltningen har enkelte bemærkninger.
I forbindelse med bl.a. kommunens egen planlægning for fokusområderne i havnen (Nordhavnen, Inderhavnen og Sydhavnen), der er indarbejdet i det samtidigt forelagte forslag til Kommuneplan 2001, har der vist sig behov for at supplere retningslinierne om erhverv i HUR's Regionplan 2001 for dels at kunne videreføre den placering af større offentlige institutioner, der er fastlagt i Kommuneplan 1997, dels at udlægge et nyt areal ved Nørre Allé. Endvidere har der vist sig behov for at supplere retningslinierne om boliger og erhverv for at kunne inddrage opfyldte arealer til byzoneformål som led i den kommende bybygning. Endelig er foreslået mindre ændringer og justeringer som følge af forslaget til Kommuneplan 2001.