Bodeling i forbindelse med overførsel af skat og inddrivelsen til staten
Bodeling i forbindelse med overførsel af skat og inddrivelsen til staten
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 29. november 2005
J.nr. ØU 503/2005
5. Bodeling i forbindelse med overførsel af skat og inddrivelsen til staten
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller til
Økonomiudvalget at anbefale overfor Borgerrepræsentationen:
At vedlagte aftaler med staten vedr. overdragelse af medarbejdere samt overførelse af aktiver, rettigheder og pligter på skatte- og inddrivelsesområdet godkendes.
At Økonomiforvaltningen bemyndiges til at afslutte forhandlingerne med staten omkring lejemålet på H.C. Andersens Boulevard 7, hvor Skat Øresund var placeret indtil 1/11 2005.
At der i 2005 gives en negativ tillægsbevilling på 26.962 t.kr. til Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning drift, konto 6.51.1 (sekretariat og forvaltninger). Kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets bevilling finansposter, forskydninger i likvide aktiver, konto 8.05.5 (kassen). Denne tillægsbevilling omfatter lønudgifter, administration og IT, bortfaldne indtægter og kontrakter hos Københavns Skatte- og Registerforvaltning samt bortfalden drift af Skatteankenævnssekretariatet.
At der i 2005 gives en negativ tillægsbevilling på 8.722 t.kr. til Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning drift, konto 6.50.1 (administrationsbygninger). Kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets bevilling finansposter, forskydninger i likvide aktiver, konto 8.05.5 (kassen). Dette dækker over bortfalden husleje i Skatte- og Registerforvaltningen.
At der i 2005 gives en negativ tillægsbevilling på 77 t.kr. til Revisionsdirektoratets bevilling, Administration, konto 6.51.1 (sekretariat og forvaltninger). Kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets bevilling finansposter, forskydninger i likvide aktiver, konto 8.05.5 (kassen). Dette dækker Revisionsdirektoratets besparelser i 2005 som følge af Skatteopgavens overflytning.
At Økonomiudvalget senere gives en indtægtsbevilling til delvis dækning af det forventede merforbrug i Skatte- og Registerforvaltningen i 2005. Indtægtsbevillingen vil svare til indtægterne fra de til staten fremsendte refusionsopgørelser, når der er opnået enighed mellem Københavns Kommune og staten om størrelsen heraf.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. november 2005
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
I forbindelse med kommunalreformen samles skatte- og inddrivelsesopgaverne i staten pr. 1. november 2005. Det medfører, at landets kommuner, inkl. Københavns Kommune, skal overdrage opgaven og medarbejderne til løsning deraf til staten.
I indstillingen beskrives resultatet af DUT-forhandlingerne på Skatte- og inddrivelsesområdet. Som følge af DUT-resultatet på området reguleres Københavns Kommunes bloktilskud med -41,4 mio. kr. i 2005. For 2006 er reguleringen -239 mio. kr. hvilket stiger til -240,5 mio. kr. fra 2007, hvor skatteankenævnet er fuldt overgået til staten.
Ligeledes fremlægges forhandlingsresultatet omkring overdragelsen til staten af medarbejdere, aktiver, rettigheder og pligter til godkendelse.
Forhandlingsresultatet
indebærer at 581 årsværk overføres til staten, og at forpligtelser,
serviceaftaler og kontorinventar m.m. knyttet til opgaveløsningen ligeledes
overføres. Dette indebærer også, at staten indtræder i lejemål på Artillerivej,
hvor den kommunale selskabsbeskatning hidtil har holdt til.
Med overflytningen af opgaverne til staten opnås en besparelse i kraft af, at
budgetterede udgifter til løsningen af opgaverne bortfalder. De budgetterede
udgifter vedr. skatte og inddrivelsesopgaven var i 2005 var 35,76 mio. kr i
2005, og 169 mio. kr. fra 2006.
Samlet giver ovenstående en forskel mellem statens DUT-regulering og korrektionen
af forvaltningerne i Københavns Kommune i 2005 på -5,7 mio. kr. Tabet for 2006
er på 70,3 mio. kr. mens tabet for 2007 og fremefter er 71,4 mio. kr.