Mødedato: 29.11.2005, kl. 15:00

Genbrugsstation på Grøndalsvænge Allé (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Genbrugsstation på Grøndalsvænge Allé (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 29. november 2005

 

 


J.nr. ØU 501/2005

 

27. Genbrugsstation på Grøndalsvænge Allé (Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at                  der etableres en genbrugsstation på Grøndalsvænge Allé 13,

at                  der gives Miljøkontrollen en kapitalbevilling på 3,5 mio. kr. til projektering af og klargøring af areal til genbrugsstationen. Der anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2005 på funktionsnummer 1.55.3 "Genanvendelsesanlæg og forsortering".

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2005

Godkendt med tilføjelse af følgende at:

at der indledes forhandlinger med Frederiksberg Kommune om at indgå i finansieringen af etablering og drift af genbrugsstationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes at eventuelle udgifter i forbindelse med etableringen af genbrugsstationen afholdes inden for de rammer Borgerrepræsentationen har fastsat for kommunens udvalg"

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. november 2005

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Til erstatning for den lukkede genbrugsstation på Rentemestervej har Miljøkontrollen undersøgt alternative placeringsmuligheder. På denne baggrund er mulighederne vurderet vedrørende etablering af en genbrugsstation på en ca. 5.000 m2 stor del af Københavns Energis tidligere grund på Grøndalsvænge Allé 13.

Miljø- og Forsyningsudvalget har på mødet den 12. september 2005 tiltrådt en indstilling til principbeslutning om at etablere en genbrugsstation på Grøndalsvænge Allé 13 (MFU 209/2005). Indstillingen behandles i Økonomiudvalget på mødet den 1. november 2005 (ØU 462/2005) og efterfølgende i Borgerrepræsentationen.

Miljøkontrollen har drøftet sagen med Vej & Park, særligt med henblik på at få undersøgt tilkørselsforholdene. Vej & Park har foreslået, at der bliver etableret højre- og venstresvingsbaner på Hillerødgade, hvilket vurderes at give acceptable tilkørselsforhold til genbrugsstationen. Denne løsning må forventes at give nogle støjgener for de nærmeste beboelser. Miljøkontrollen har alternativt foreslået, at der også skabes adgang til området via Grøndalsparken, som på det pågældende stykke er fredet og udlagt med henblik på permanent fredning.  

Miljøkontrollen har sammen med Økonomiforvaltningen undersøgt mulige alternative arealer til Grøndalsvænge Allé 13 til brug for en genbrugsstation. Årsagen hertil er, at Økonomiforvaltningen har oplyst, at ejendommens store areal, i alt ca. 27.000 m2, og stationære beliggenhed ses som et aktiv i et byudviklingsperspektiv. Disse bestræbelser har dog været resultatløse.

Miljøkontrollen forventer, at der skal anvendes ca. 3,5 mio. kr. til projektering af genbrugsstationen, herunder til at fjerne en nedlagt vandbeholder på grunden. Desuden må der påregnes en årlig leje af arealet på 520.000 kr., som dækkes via affaldsgebyret. Miljøkontrollen forventer at indgå en 10 årig lejeaftale med mulighed for forlængelse.

Frederiksberg Kommune har meddelt, at kommunens eneste genbrugsstation, som ligger på Finsensvej, vil lukke i indeværende år. Derfor har Frederiksberg Kommune tilbudt at indgå i finansieringen af etablering og drift af en fælles genbrugsstation. Forvaltningen vil tage kontakt til Frederiksberg Kommune, såfremt indstillingen tiltrædes.

 


 

Til top