Mødedato: 29.11.2005, kl. 15:00

Endelig vedtagelse af Kommuneplan 2005

Endelig vedtagelse af Kommuneplan 2005

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 29. november 2005

 

 


J.nr. ØU 495/2005

 

1. Endelig vedtagelse af Kommuneplan 2005

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at forslag til Københavns Kommuneplan 2005 efter fremlæggelse for offentligheden nu vedtages endeligt med de i bilag 1 foreslåede ændringer.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2005

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag:

1.      at Tippen udlægges som rekreativt område

2.      at Karens Minde udlægges som rekreativt område

3.      at O3-området ved DSB-arealet (aktivitetsparken) på ydre Nørrebro ændres til O1-område

4.      at C2-området bag Føtex på ydre Nørrebro ændres til O2-område

 

Sagen blev drøftet og udsat til næste uges møde.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. november 2005

Økonomiudvalget besluttede at oversende sagen, inkl. Enhedslistens ændringsforslag, til behandling i Borgerrepræsentationen uden stillingtagen.

 

C og B tog forbehold.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 12. maj 2005 at offentliggøre et forslag til Kommuneplan 2005 i perioden fra den 20. maj til den 20. september 2005. Samtidig vedtog Borgerrepræsentationen en kommunikationsstrategi for den offentlige debat. Der er gennemført tre borgermøder om planforslaget, samt et orienteringsmøde for interessegrupper, lokalråd m.fl. om indholdet af det fremlagte planforslag. Bilag 2 rummer et resume af aktiviteterne, samt et referat af de synspunkter, der er fremkommet under debatten. Dertil kommer en forvaltningsmæssig evaluering af aktivitetsniveauet, der peger i retning af et behov for at tænke i nye måder at gennemføre den offentlige debat på.

 

I høringsperioden er indkommet i alt 258 henvendelser fra offentlige myndigheder, organisationer, private m.fl., heraf godt 80 enslydende indsigelser om mindste grundstørrelse for B1-områder i kommuneplanforslagets rammedel, og godt 60 indsigelser vedr. bevarelse af villaer i Rosenvænget på Østerbro.

 

Bilag 1 rummer en gennemgang af henvendelserne med forvaltningen bemærkninger og forslag til indstilling. Bilaget danner grundlag for Borgerrepræsentationens endelige vedtagelse af forslag til Kommuneplan 2005. Bilaget indeholder desuden en gennemgang af suppleringer af kommuneplanforslaget, som er blevet aktuelle som følge af politiske vedtagelser efter at forslaget til Kommuneplan 2005 blev vedtaget af Borgerrepræsentationen til offentliggørelse. Det drejer sig bl.a. om justeringer af den grønne cykelrute, parkeringsstrategi og reviderede trafikstøjretningslinier, samt de tillæg til Kommuneplan 2001, som er blevet vedtaget endeligt siden udarbejdelse af forslaget til Kommuneplan 2005.

 

Indsigelserne falder overvejende i flg. emner:

Forslag til ændringer i rækkefølgen for byudviklingen, havneomdannelse – især i Nordhavn, konvertering af erhvervsarealer til boligformål, indsigelser mod de nye rammeområder for kreative erhverv, detailhandel, trafik, Tippen, Nokken, byens profil m.v.

 

Københavns Kommune har modtaget en indsigelse fra Hovedstadens Udviklingsråd vedr. udlæg af et areal til støjende fritidsaktiviteter på Vestamager. Forvaltningen indstiller i bilag 1, at området udtages af kommuneplanforslaget.

 

Den netop vedtagne Regionplan 2005 rummer yderligere to forhold af betydning for Københavns Kommune. Det gælder en tidsrækkefølge, der efter krav fra Miljøministeriet er indarbejdet i regionplanen, og som betyder, at udbygningen af Refshaleøen, Nordhavn udenfor det stationsnære område, Tippen i Sydhavn og Ørestadsbydelen Sundby på Amager Fælled først forudsættes at ske efter udløbet af planperioden. Tidsrækkefølgen vurderes at være i overensstemmelse med rækkefølgen for byomdannelsen i kommuneplanforslaget/Hovedstrukturen kap. 1.

 

HUR's forhandlinger med staten har også åbnet mulighed for en justering af detailhandelsbestemmelserne i regionplanen, således at der i Københavns Kommune kan etableres 7 butikker med særligt pladskrævende varer op til 5000 m² bruttoareal, samt 3 butikker med op til 3000 m². Det er en udvidelse i forhold til de gældende rammer med 2 butikker på op til 5000 m² og 3 butikker på op til 3000 m². Kommuneplanforslaget foreslås justeret i overensstemmelse med denne ændring.

 

 


 

Til top