Afgrænsning af det fremtidige parkomatområde i brokvartererne (Bygge- og Teknikudvalget)
Afgrænsning af det fremtidige parkomatområde i brokvartererne (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 29. november 2005
ØU 514/2005
24. Afgrænsning af det fremtidige parkomatområde i brokvartererne (Bygge- og Teknikudvalget)
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at afgrænsningen af parkomatområdet i brokvartererne sker som vist i bilag 1
at licensområder fremover omfatter den side af en randgade, der vender ind mod betalingsområdet, således at beboerne kan få licens selvom selve randgaden ikke indgår i betalingsområdet.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2005
Anbefalet
Økonomiforvaltningen
indstiller,
At Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Bygge- og Teknikudvalgets budgetramme."
RESUME
I vedtagelsen af parkomatordningens udvidelse til Jagtvejlinien og det tilsvarende område på Amager indgår ikke en stillingtagen til, om der skal være parkomater på selve Jagtvejslinien – og i givet fald, hvordan der eventuelt skal opsættes parkomater på Jagtvejslinien.
Forvaltningen har efter at have overvejet forskellige principielle løsninger udarbejdet et konkret forslag, hvori der er foretaget en pragmatisk afvejning af de forskellige hensyn der bør tilgodeses. Der er lagt særlig vægt på, at ordningen skal være overskuelig.
Forvaltningen anbefaler endvidere at licensområder fremover omfatter den side af en randgade, der vender ind mod betalingsområdet, således at beboerne kan få licens selvom selve randgaden ikke indgår i betalingsområdet.
SAGSBESKRIVELSE
Afgrænsning af parkomatområdet:
I vedtagelsen af parkomatordningens udvidelse til Jagtvejlinien og det tilsvarende område på Amager indgår ikke en stillingtagen til, om der skal være parkomater på selve Jagtvejslinien – og i givet fald, hvordan der eventuelt skal opsættes parkomater på Jagtvejslinien.
Forvaltningen har overvejet to alternative modeller:
Model 1: Parkomatområdet afgrænses så det først begynder inden for Jagtvejslinien – dvs. betalingsområdet skiltes ved indkørslen til de indre brokvarterer fra Jagtvejslinien. På selve Jagtvejslinien opsættes der ikke parkomater og parkeringen her reguleres via tidsbegrænsning og parkeringsforbud.
Model 2: Parkomatområdet afgrænses så selve Jagtvejslinien er med i betalingszonen – dvs. betalingszonen skiltes lige uden for Jagtvejslinien. Der opsættes parkomater på Jagtvejslinien.
En konsekvent anvendelse af den ene af disse to modeller fører imidlertid til uhensigtsmæssigheder, f.eks.
at en række trafikalt velbeliggende parkeringspladser på Jagtvej mellem Østerbrogade og Nørrebros Runddel ikke bliver del af parkomatområdet, hvilket skønnes både at være til ulempe for butikslivet og for beboerne – eller
at store vejstrækninger i betalingsområdet bliver uden parkomater, hvilket vil være forvirrende for opfattelsen af hvilke parkeringsregler der gælder i det pågældende område.
Derudover er det nødvendigt at tage hensyn til at Frederiksberg kommune har en anden type parkeringsordning.
Forvaltningen har derfor udarbejdet et konkret forslag til afgrænsning. Forslaget er en "hybrid" af de to modeller og søger at minimere ulemperne og samtidig sikre overskuelighed for bilister, der søger parkeringsplads.
Forslaget indebærer
at begge sider af Jagtvej mellem Østerbrogade og Nørrebros Runddel inddrages i betalingsområdet. På denne strækning er der 2x2 vognbaner plus parkeringsbaner i begge vejsider. Det er således ikke nødvendigt at begrænse parkeringen for at sikre trafikafviklingen.
at Jagtvej mellem Nørrebros Runddel og Åboulevarden ikke indgår i betalingsområdet. På denne strækning er der kun få parkeringspladser, hvorfor det vil være uforholdsmæssigt dyrt at regulere parkeringen med automater.
at begge sider af Strandboulevarden til og med Nyborggade indgår i betalingsområdet. Det skønnes at give den klareste skiltning, hvis hele Strandboulevarden indgår i betalingsområdet.
at den nordlige side af Åboulevarden – plus Julius Thomsens gade, Rosenørns Allé, Hermann Triers Plads – indgår i betalingsområdet. Den sydlige del af Åboulevarden ligger i Frederiksberg kommunen undtagen Julius Thomsens gade og den inderste del af Rosenørns Allé.
at begge sider af randgaderne til Vesterbro indgår i betalingsområdet – dog undtagen Vesterbrogade udenfor Platanvejslinien, hvor den ene vejside ligger i Frederiksberg kommune
at begge sider af randgaderne til Amagerbro indgår i betalingsområdet – dog undtagen Sundholmsvej, Englandsvej/Øresundsvej, Kastrupvej, Mosegade, Lyneborggade, Holmbladsgade og Vermlandsgade. På Sundholmsvej, Englandsvej/Øresundsvej er det af hensyn til trafikafviklingen kun muligt at parkere ganske få steder. På Kastrupvej, Mosegade, Lyneborggade, Holmbladsgade og Vermlandsgade vurderes det at der kun vil være en meget beskeden benyttelse af betalingspladserne, idet der ikke er mangel på parkeringspladser i nærområdet.
Forslaget er vist i bilag 1.
Forvaltningen anbefaler endvidere at licensområder fremover omfatter den side af en randgade, der vender ind mod betalingsområdet, således at beboerne kan få licens selvom selve randgaden ikke indgår i betalingsområdet.
Økonomi
Indstillingen skønnes ikke at ændre den økonomiske konsekvensvurdering af "indstilling om udvidelse af parkomatordning – takster og licensforhøjelser".
Miljøvurdering
Indstillingen vurderes ikke at ændre den miljømæssige vurdering, der er afgivet i forbindelse med "indstilling om udvidelse af parkomatordning – takster og licensforhøjelser".
Andre konsekvenser
Ingen
Høring
Indstillingen er drøftet med Parkering•København
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Afgrænsning af parkomatområde i de indre brokvarterer