Mødedato: 29.11.2005, kl. 15:00

Forsøg med lovlig graffiti - revideret projekt "Indenfor rammerne" (Kultur- og Fritidsudvalget)

Se alle bilag

Forsøg med lovlig graffiti - revideret projekt "Indenfor rammerne" (Kultur- og Fritidsudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 29. november 2005

 

 

 

ØU 515/2005

 

20.                Forsøg med lovlig graffiti - revideret projekt "Indenfor rammerne" (Kultur- og Fritidsudvalget)

 

 

 

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget, 

at Borgerrepræsentationen godkender, at de til graffiti-projektet reserverede midler på 755.000 kr. anvendes til det reviderede pilotprojekt "Indenfor Rammerne"

at der anvises dækning for tilskuddet på 755.000 kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Projekter Graffiti).

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. november 2005

Følgende havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

Følgende repræsentant fra projektet:

·        Ronni Abergel

 

 

Der blev begæret afstemning om forvaltningens indstilling.

Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Taner Yilmaz, Klaus Hansen, Finn Rudaizky og Jens Kjær Christensen) stemte for indstillingen.

Et mindretal (Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle og Karin Storgaard) stemte imod.

Forvaltningens indstilling blev dermed tiltrådt.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller:

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter forbundet med aktiviteten afholdes indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets egen budgetramme."

 

RESUME

På mødet den 8. maj 2003 (BR 182/03) tiltrådte Borgerrepræsentationen Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling om at iværksatte et etårigt forsøg med lovlig graffiti på et område bag H.C. Ørstedsværket under forudsætning af, at området blev stillet til rådighed af Københavns Havn og Energi E2. Københavns Havns bestyrelse ønskede ikke at give tilladelse til projektet.

Borgerrepræsentationen vedtog på mødet den 25. november 2004 (BR 553/04), at de til graffiti-projektet reserverede midler på 755.000 kr. udmøntes i et tilskud til et pilotprojekt med titlen "Indenfor rammerne" under forudsætning af Miljøkontrollens sundheds- og miljøgodkendelse og Det Kriminalpræventive Råds anbefaling af projektet. I sit høringssvar anfører Det Kriminalpræventive Råd bl.a., at det ikke er muligt entydigt at konkludere, at lovlige projekter pr. definition har en præventiv virkning.

 

På den baggrund har projektlederne bag pilotprojektet "Indenfor rammerne" indsendt en revideret projektbeskrivelse, hvor det overordnede formål er at være et kulturelt værkstedstilbud til unge med interesse for at male lovlig graffiti. Af hensyn til de delte meninger om effektiv kriminalitetsforebyggelse og kultur har projektledelsen besluttet at koncentrere formålet med projektet til de kulturelle udviklingsmuligheder, der ligger i at etablere et lovligt rum for unge "Street Art" kunstnere.

Projektledelsen har fundet egnede lokaliteter til projektet på adressen Rådmandsgade 52, 2200 København N. Lokalet, der ejes af en automaler, er indrettet og godkendt til formålet.

 

Det er forvaltningens opfattelse, at der med projektledelsens præcisering af projektets målgruppe og formål, bl.a. på baggrund af Det Kriminalpræventive Råds kommentarer, er skabt grundlag for, at pilotprojektet kan iværksættes i henhold til de intentioner, der lå til grund for Borgerrepræsentationens oprindelige beslutning.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund
På mødet den 8. maj 2003 (BR 182/03) tiltrådte Borgerrepræsentationen Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling om at iværksatte et etårigt forsøg med lovlig graffiti på et område bag H.C. Ørstedsværket under forudsætning af, at området blev stillet til rådighed af Københavns Havn og Energi E2.

Københavns Havn meddelte i brev af 18. juni 2003, at bestyrelsen ikke ønskede at give tilladelse til projektet. Ved mødet den 25. september 2003 (KFU 262/2003) besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle fortsætte arbejdet med det etårige forsøg med lovlig graffiti.

På baggrund heraf blev en række områder undersøgt, herunder B & W-grunden på Refshaleøen og Lynetten Havn, der udgør et meget stort område med flere private ejere. Langt de største ejere er Københavns Havn A/S og Refshaleøens Ejendomsselskab A/S (REDA A/S). Refshaleø ens Ejendomsselskab A/S (REDA A/S) har ved brev af 19. januar 2004 tilkendegivet, at man ikke ønsker at medvirke i et sådant forsøg. Andre ejere var Københavns Kommune, hvor de øvrige forvaltninger tidligere havde meddelt, at de ikke kunne anvise områder til forsøget med lovlig graffiti.

Under den videre søgning efter egnede lokaliteter fik forvaltningen en henvendelse om et alternativt indendørs projekt med titlen "Indenfor Rammerne".

"Indenfor Rammerne" gik ud på at etablere et pilotprojekt i en forladt fabrikshal på Islands Brygge, der ikke lå helt tæt på beboelsesejendomme eller i nærheden af togstationer. Det var projektets overordnede formål at virke for nedbringelse af omfanget af ulovlig graffiti samtidig med, at der skulle tilvejebringes en platform, hvor unge kunne udfolde sig uden at kriminalisere sig selv.

Borgerrepræsentationen vedtog på mødet den 25. november 2004 (BR 553/04), at de til graffiti-projektet reserverede midler på 755.000 kr. udmøntes i et tilskud til et pilotprojekt med titlen "Indenfor rammerne" under forudsætning af Miljøkontrollens sundheds- og miljøgodkendelse og Det Kriminalpræventive Råds anbefaling af projektet.

 

I høringssvar af 24. februar 2005 (bilag 1) anfører Det Kriminalpræventive Råd, at det - efter at have foretaget en videnssøgning på området - hverken er muligt entydigt at konkludere, at lovlige projekter pr. definition har en præventiv eller kontraproduktiv virkning, eller at konsekvent ulovliggørelse af graffiti har en præventiv eller kontraproduktiv virkning på graffitihærværk.

Endvidere anfører Det Kriminalpræventive Råd, at projekter i udlandet har vist, at integrerede projekter kan reducere graffitiproblemet lokalt. Rådet vurderer, at projektet i sin beskrevne form ikke tilstrækkeligt vil kunne leve op til sin egen målsætning om at nedbringe omfanget af ulovlig graffiti.

På den baggrund har projektlederne bag pilotprojektet "Indenfor rammerne" indsendt en revideret projektbeskrivelse, hvor det overordnede formål er at være et kulturelt værkstedstilbud rettet mod unge med interesse for at male lovlig graffiti. Af hensyn til de delte meninger om effektiv kriminalitetsforebyggelse og kultur har projektledelsen besluttet at koncentrere formålet til de kulturelle udviklingsmuligheder, der ligger i at etablere et lovligt rum for unge "Street Art" kunstnere.

 

Revideret projektforslag "Indenfor rammerne"

 

Formål: Projektet sigter mod at udvikle et tilbud til den store gruppe af unge, som ikke ønsker at begå lovbrud eller anden kriminalitet for at praktisere deres ungdomskultur samt at tilvejebringe en platform, hvorfra unge kan få mulighed for at udfolde sig kreativt og arbejde med at visualisere deres kultur i en fornuftig og lovlig ramme.

Målgruppe: Målgruppen er unge med kreativ interesse for "Street Art" og graffiti kulturen i alderen 15-30 år. Denne gruppe af unge vil gerne male lovlig graffiti og har ikke et tilbud, der understøtter dette behov.

 

Lokaliteter: Projektledelsen har fundet egnede lokaliteter til projektet på adressen Rådmandsgade 52, 2200 København N. Lokalet, der ejes af en automaler, er indrettet og godkendt til formålet. Lokaliteten indeholder værksted, kontor og lagerfaciliteter, og der indrettes udendørs malerværksted på det indhegnede gårdareal. Der er aflåst til arealerne, mulighed for at male indendørs og udendørs på stativer. Ydervæggen er udlånt til projektet af Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger.

Projektledelsen har lagt vægt på, at området primært rummer erhvervslejemål og ikke ligger i nærheden af eksempelvis S-tog. Derudover er lokaliteten inddæmmet af høje hegn, så aktiviteterne vil foregå på et lukket område, der vil være aflåst uden for åbningstiden.

Aktiviteten: Projektets brugere vil primært få mulighed for at male på lærred og træplader. Projektledelsen vil løbende og i samarbejde med brugerne arrangere udstillinger af de fremstillede værker, konkurrencer med kreative temaer og musik. Derudover er en række mure stillet til rådighed af "Statens Forsknings og uddannelses bygninger", og de vil, som en større samlende aktivitet for projektet, indgå i en række "Gadegallerier" med skiftende temaer.

 

Det er således projektledelsens forventning, at projektet på forholdsvis kort tid vil kunne tjene som et kulturelt samlingssted for unge inden for graffitikulturen og med relation til hiphopmiljøet.

Projektet skal have åbent hver dag, i tidsrummet 16-22 på hverdage og fra 13-22 i weekenden og på hellig- og skolefridage. Der vil være opsyn i åbningstiden. Minimumsalder for projektets brugere er 15 år. Hver enkelt bruger skal indgå en skriftlig brugeraftale om, at man bl.a. fuldstændigt afholder sig fra at udøve graffiti-hærværk. Der vil blive udleveret engangs-beskyttelsesmasker til brugerne.

Affald: Der er i projektets budget taget højde for at der i kraft af projektet vil opstå en del affald. I Især dåser, caps og andet maler udstyr. Projektledelsen er bevidst om dette og tager skridt til at sikre den korrekt indsamling og håndtering, herunder indgå de fornødne aftaler med R98.< o:p>

 

Rammen om projektet: Projektledelsen består af en projektleder og en gruppe projektmedarbejdere/ressourcepersoner. 

Projektet forventes gennemført i perioden med start d.15.12.05 og med et forventet udløb d. 30.11.06.

 

Budget: Til projektets afholdelse er der alene budgetteret med de midler, der er afsat på Kultur- og Fritidsudvalgets budget (2005) (bilag 3).

 

Evaluering: Projektet vil blive evalueret af cand. pæd. Lene Green Bergsten.

Midtvejs i projektafviklingsperioden vil der blive afholdt et status- og evalueringsmøde mellem projektledelsen og Københavns Kommune.

Konklusion
Det er forvaltningens opfattelse, at der med projektledelsens præcisering af projektets målgruppe og formål, bl.a. på baggrund af Det Kriminalpræventive Råds kommentarer, er skabt grundlag for, at pilotprojektet kan iværksættes i henhold til de intentioner, der lå til grund for Borgerrepræsentationens oprindelige beslutning.

Indstilling
Det indstilles, at de til graffiti-projektet reserverede midler på 755.000 kr. anvendes til det reviderede pilotprojekt "Indenfor Rammerne".

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Lokalerne er godkendt af Arbejdstilsynet til malervirksomhed.

 

ØKONOMI
Der anvises dækning for de 755.000 kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Projekter.Graffiti).

 

BILAG
1. Høringssvar fra Det Kriminalpræventive Råd af 24. februar 2005
2. Kommentarer af 12. juni 2005 fra Projektledelsen til høringssvar fra Det Kriminalpræventive Råd
3. Forslag til ny lokalitet fra projekt "Idenfor Rammerne", revideret projektbeskrivelse med supplerende oplysninger samt budget af 4. oktober 2005 og 26. oktober 2005

 

Carsten Haurum 

/Merete Evers

 

 

Til top