Mødedato: 29.10.2019, kl. 15:00
Mødested: Skriftlig votering

Samlet overholdelse af kommunernes rammer i budget 2020

Se alle bilag

I forbindelse med kommunernes budgetlægning sker der igennem KL en samlet koordinering af kommunernes serviceudgifter, bruttoanlægsudgifter og skattesatser.

For at bidrage til at skabe balance for kommunerne under ét er Københavns Kommune blevet bedt om at hæve servicerammen og reducere anlægsrammen i 2020 i forhold til det indmeldte niveau.

Økonomiudvalget er undtaget for fristerne for at fremsætte ændringsforslag til det fremlagte budgetforslag. Økonomiforvaltningen har derfor på baggrund af henvendelsen fra KL udarbejdet ændringsforslag til budgetforslag 2020 til skriftlig votering i Økonomiudvalget, hvor det indstilles, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen fremsætter ændringsforslagene til budgetforslag 2020 om tilpassede service- og bruttoanlægsudgifter.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,

1.      at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen fremsætter de i bilag 1 beskrevne ændringsforslag til budgetforslag 2020, således at kommunens serviceudgifter fastsættes til 27.064,2 mio. kr. og bruttoanlægsudgifterne til 3.400 mio. kr. i budget 2020.

 

2.     at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen fremsætter de ændringsforslag til budgetforslag 2020, som Økonomiudvalgets medlemmer har fremsat under den skriftlige votering.

Problemstilling

Da kommunernes endelige service- og anlægsniveau først er kendt, når samtlige kommuners budgetter er vedtaget, kan der med henblik på at bidrage til, at kommunerne samlet set overholder økonomiaftalen mellem KL og regeringen, være behov for at justere service- og/eller anlægsniveauet efter budgetaftalen er indgået og efter fristerne for ændringsforslag og underændringsforslag til budgetforslag 2020 fastsat af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Økonomiudvalget er undtaget for fristerne for at fremsætte ændringsforslag til det fremlagte budgetforslag.

KL har henvendt sig til Københavns Kommune for at bidrage til at skabe balance for kommunerne under ét ved at hæve servicerammen og reducere anlægsrammen i 2020 i forhold til det indmeldte niveau.

Løsning

For at imødekomme en samlet aftaleoverholdelse af Økonomiaftale 2020 indstiller Økonomiforvaltningen, at Københavns Kommunes bruttoanlægsudgifter fastsættes til 3.400 mio. kr. i 2020, og kommunens serviceudgifter fastsættes til 27.064,2 mio. kr. i 2020 jf. afsnittet ”Økonomiforvaltningens forslag til håndtering af henvendelsen fra KL”.

Økonomiudvalget har også mulighed for overfor Borgerrepræsentationen at stille forslag om en anderledes prioritering af service- og bruttoanlægsudgifterne end Økonomiforvaltningens forslag jf. afsnittet ”Alternativ prioritering af måltal”.

Økonomiforvaltningens forslag til håndtering af henvendelsen til KL

Anlæg

Der lægges op til at den indmeldte anlægsramme reduceres med 50 mio. kr. i 2020 ved at konvertere konkrete vedligeholdelsesprojekter svarende til 50,4 mio. kr. i 2020 fra anlæg til service. Anlægsrammen for København vil herefter være 3.400 mio. kr. En opgørelse over de konkrete vedligeholdelsesprojekter fremgår af bilag 1.

Et anlægsmåltal på 3.400 mio. kr. er 153 mio. kr. højere end sigtelinjen for bruttoanlæg i styringsmodellen for bruttoanlæg i budgetforslaget. Sigtelinjen udgør 17 pct. af kommunernes samlede bruttoanlægsramme i 2020, svarende til 3.247 mio. kr.[1]

Økonomiforvaltningen udarbejder en indstilling om udmøntning af ledigt anlægsmåltal ultimo 2019, jf. budgetaftale 2020. Til vedtaget budget foretages en midlertidig teknisk fremrykning af anlægsmidler fra investeringspuljen til 2020 for at opfylde det tildelte anlægsmåltal på 3.400 mio. kr. i forbindelse med budgetvedtagelsen.

Service

Kommunerne har mulighed for at budgettere med generelle reserver på maksimalt 1 pct. af de samlede budgetterede nettoudgifter på service.  Det foreslås, at kommunens udisponerede puljer på service hæves med 88 mio. kr. i budget 2020.

Puljen til uforudsete udgifter og servicebufferpuljen indgår i kommunens udisponerede servicemidler. Der lægges på den baggrund op til, at:

  • Puljen til uforudsete udgifter på service løftes med 35,3 mio. kr. i 2020, således puljen genopbygges fra 31,9 mio. kr. til 67,2 mio. kr. i 2020. Det gøres i overensstemmelse med budgetaftalen for 2020, hvor det fremgår, at puljen til uforudsete udgifter på service vil blive genopbygget, såfremt der tilvejebringes ledigt servicemåltal i 2020. Puljen er finansieret.
  • Servicebufferpuljen hæves med 52,7 mio. kr. i 2020 og udgør herefter 172,7 mio. kr. Servicebufferpuljen indeholder ikke finansiering. Midler i kommunens servicebufferpulje kan udmøntes i overførselssagen 2019/20, såfremt der er ledig finansiering.
  • Der konverteres vedligeholdelsesprojekter for 50,4 mio. kr. i 2020 fra anlæg til service, jf. bilag 1.

Tilpasningerne indebærer at Københavns Kommunes serviceramme samlet set hæves med 138,4 mio. kr. i 2020 til 27.064 mio. kr., mens anlægsrammen udgør 3.400 mio. kr. i 2020, hvilket er 50 mio. kr. lavere end det aktuelt indmeldte til KL, men 153 mio. kr. højere end sigtelinjen for bruttoanlæg i styringsmodellen for bruttoanlæg.

Skatteområdet

KL har oplyst, at kommunerne samlet set aktuelt ligger over det aftalte niveau på skat i budget 2020. Skattestigninger er i Økonomiaftalen for 2020 underlagt sanktion. Sanktionen udmøntes i individuelle sanktioner, som kun rammer de kommuner, der hæver skatten, og i en kollektiv sanktion, der rammer alle kommuner på baggrund af folketal.

Størrelsen på en kollektiv skattesanktion til KK afhænger af om de kommuner, der hæver skatten, har frit lejde hertil som følge af tidligere skattereduktioner eller har fået del i puljen til skatteforhøjelse i Økonomiaftalen for 2020. En eventuel skattesanktion i 2020 er derfor ikke kendt på nuværende tidspunkt. I lighed med tidligere år vil en evt. sanktion blive håndteret i Overførselssagen 19/20 og Indkaldelsescirkulæret til budget 2021.

Alternativ prioritering af måltal

Som beskrevet ovenfor har Økonomiudvalget også mulighed at stille forslag overfor Borgerrepræsentationen om en anderledes prioritering af service- og bruttoanlægsudgifterne end Økonomiforvaltningens forslag.

Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen oversender eventuelle forslag fra udvalgets medlemmer til prioritering af måltallet med tilhørende finansiering som ændringsforslag fra Økonomiudvalget.

Økonomiudvalget blev fredag den 25. oktober orienteret om, at Økonomiudvalgets medlemmer i den skriftlige votering havde mulighed for at fremsende eventuelle forslag til prioritering af måltallet med tilhørende finansiering som ændringsforslag fra Økonomiudvalget til brug for Borgerrepræsentationens behandling af budgetforslag 2020. Udvalgets medlemmer blev af hensyn til den skriftlige votering bedt om at fremsende eventuelle forslag til prioritering af måltal med tilhørende finansiering til Borgerrepræsentations Sekretariat.

Ændringsforslag fra A, Ø, Å, B, F, V

Økonomiudvalgets medlemmer fra A, Ø, Å, B, F, V har fremsendt ændringsforslag for 31,7 mio. kr. på service i 2020 til budgetforslag 2020, som er finansieret af puljen til uforudsete udgifter jf. bilag 2. Ændringsforslagene er blevet fremsendt med henblik på at indgå i afstemningsprogrammet for budget 2020. Ændringsforslagene vil ikke ændre på kommunens samlede udgifter for bruttoanlæg og service.

Økonomi

Indstillingen vil medføre, at Københavns Kommunes samlede bruttoanlægsniveau bliver 3.400 mio. kr., og at kommunens samlede serviceudgifter bliver 27.064,2 mio. kr. i 2020.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes af Økonomiudvalget, vil ændringsforslagene fra bilag 1 samt ændringsforslag som Økonomiudvalgets medlemmer har fremsat under den skriftlige votering blive oversendt til Borgerrepræsentationens 2. behandling af budgetforslaget. Ændringsforslag fra Økonomiudvalgets medlemmer fremsættes uden Økonomiudvalgets stillingtagen. Forslagene vil derved indgå i afstemningsprogrammet, og Borgerrepræsentationen vil under 2. behandlingen af budgetforslaget tage stilling til forslagene. Partierne er ikke forpligtede til at stemme for de oversendte forslag fra Økonomiudvalget under Borgerrepræsentationens 2. behandling af budgettet torsdag den 31. oktober 2019.

 

Søren Tegen Pedersen       /       Mads Grønvall



 

[1] I styringsmodellen i budgetforslaget blev der hertil tillagt 5 pct., hvilket gav et samlet bruttoanlægsmåltal i budgetforhandlingerne på 3.409 mio. kr. i 2020. Det følger af styringsmodellen at de tillagte 5 pct. teknisk reperiodiseres fra 2020 til 2021 med henblik på at overholde Københavns Kommunes måltal i det vedtagne budget. Styringsmodellen skal sikre en tæt opfølgning og styring af bruttoanlæg i 2020, og dels reducere risikoen for, at kommunen samlet set vil ende på et regnskabsresultat, som er lavere end vedtaget budget.

 

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i skriftlig votering fra 28. oktober 2019 til den 29. oktober 2019.

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Dermed oversendte Økonomiudvalget de i bilag 1-3 beskrevne ændringsforslag til Borgerrepræsentationens 2. behandling af budgetforslag.2020.

Til top