Mødedato: 29.09.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kultur- og Fritidsborgmesteren som medlem af Københavns Erhvervsråd

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal godkende, at Kultur- og Fritidsborgmesteren bliver medlem af Københavns Erhvervsråd.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at Kultur- og Fritidsborgmesteren bliver medlem af Københavns Erhvervsråd.

Problemstilling

Københavns Kommune nedsatte i 2014 Københavns Erhvervsråd, hvis opgave blandt andet er at levere input til og sætte retningen for Københavns Kommunes erhvervsstrategi. Erhvervsrådet medvirker også til at understøtte et tættere samarbejde mellem virksomheder, videninstitutioner og kommunen. Ved nedsættelsen af Erhvervsrådet besluttede Økonomiudvalget (ØU) at overborgmesteren (formand), beskæftigelses- og integrationsborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren skulle indgå som faste medlemmer. Derudover blev Erhvervsrådet sammensat af repræsentanter fra virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer. Medlemmerne af Erhvervsrådet fremgår af bilag 1 og Erhvervsrådets forretningsorden fremgår af bilag 2.

Efterfølgende har Borgerrepræsentationen i marts 2015 vedtaget en erhvervs- og vækstpolitik for København. Politikken er udviklet af Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med erhvervslivet og Københavns Erhvervsråd. Kultur- og Fritidsforvaltningen bidrager til politikken via indsatser for kreative erhverv, turisme, internationalisering samt udvikling af København som attraktiv by.

Løsning

Københavns Erhvervsråd er en central aktør i forhold til kommunens videre arbejde med erhvervs- og vækstpolitikken.

Københavns Erhvervsråds rolle er bl.a.:

  • At medvirke til at sætte retningen for Københavns Kommunes erhvervs- og vækstpolitik og efterfølgende handlingsplaner.
  • At drøfte centrale problemstillinger for erhvervslivet i København og komme med konkrete anbefalinger til løsninger med udgangspunkt i et vidnesbyrd om, hvad der har effekt.
  • At monitorere de kommunale vækstmål og servicepraksis over for erhvervslivet.
  • At understøtte et tættere samarbejde mellem virksomheder, videninstitutioner, kommune og arbejdstagerne.
  • At profilere København som erhvervsby over for danske og internationale virksomheder og medarbejdere.

Kultur- og Fritidsudvalget har mødet den 4. juni 2015 besluttet at anbefale over for Økonomiudvalget, at kultur- og fritidsborgmesteren optages som fast medlem af Københavns Erhvervsråd, da Kultur- og Fritidsforvaltningen, på linje med de tre øvrige forvaltninger, er medansvarlig for centrale indsatser i kommunens erhvervs- og vækstpolitik, både i forhold til udvikling af konkrete initiativer og til opfølgning på resultater og mål.

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser.



Mikkel Hemmingsen                /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 4: Kultur- og Fritidsborgmesteren som medlem af Københavns Erhvervsråd (2015-0197286)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2015


Indstillingen blev godkendt med 10 stemmer mod 0. Et medlem undlod at stemme.


For stemte: A, B, F, O, V, C og I.

Imod stemte: Ingen.

Undlod at stemme: Ø.


Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten er bekymret for konsekvenserne af det stigende fokus på den såkaldte 'kreative vækst', der den sidste tid er sket i forhold til kommunens kultur- og fritidsområdets prioriteter.

En potentiel vækst må aldrig være retningsgiver for den måde, kommunen faciliterer kultur og fritid på.”

 



Til top