Mødedato: 29.08.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Drøftelse af Erhvervsstrategi 2024-2027

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal drøfte udkast til den kommende erhvervsstrategi. Den nuværende erhvervsstrategi udløber ved udgangen af 2023. På den baggrund har Økonomiforvaltningen i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, udarbejdet udkast til en ny erhvervsstrategi. Erhvervsstrategiens forventes endeligt politisk behandlet i Borgerrepræsentationen i starten af 2024.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at udkast til Københavns Kommunes Erhvervsstrategi 2024-2027, jf. bilag 1, drøftes.

Problemstilling

Københavns Kommunes nuværende erhvervsstrategi udløber ved udgangen af 2023. På den baggrund har Økonomiforvaltningen igangsat arbejdet med at udarbejde en ny erhvervsstrateg. Den kommende erhvervsstrategi skal løbe fra 2024-2027, og udarbejdes i samarbejde mellem de fire forvaltninger i erhvervs- og vækstkredsen; Økonomiforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Byens erhvervsliv er en vigtig del af København. På tværs af brancher, skaber byens virksomheder vækst og beskæftigelse, og bidrager derigennem til at sikre grundlaget for Københavns Kommunes muligheder for at investere i borgerens velfærd. De Københavnske virksomheder skaber ikke kun vækst i København. I 2019 stod Byen København for 19% af vækstskabelsen i Danmark. Byens erhvervsliv spiller også en stor rolle i københavners hverdag. De skaber job- og karrieremuligheder, og leverer de services, produkter og oplevelser, som er en nødvendig del af hverdagen for byens borgere. 

Erhvervsstrategien har til formål at definere den overordnede strategiske og politiske retning for erhvervsindsatsen i Københavns Kommune. Strategien skal sætte en tværgående retning for kommunes kerneopgaver på erhvervsområdet, og kommunens arbejde for at sikre rammevilkårene for byens erhvervsliv.

Løsning

Økonomiforvaltningen har udarbejdet et udkast til Københavns Kommunes kommende erhvervsstrategi (bilag 1). Udkast til strategien er udarbejdet i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen samt i dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen.  

Strategiens fokus

Den kommende erhvervsstrategi skal understøtte Københavns Kommunes ønske om, at København skal være en blandet by, en by med fokus på bæredygtig udvikling og Københavns rolle som hovedstad.

Strategien skal sikre et tværgående fokus på at styrke samarbejdet med byens erhvervsliv, og kommunes arbejde med de kommunale kerneopgaver på erhvervsområdet. Strategien skal sikre, at der arbejdes med at styrke de generelle rammevilkår for byens virksomheder, så det opleves attraktivt at etablere og drive virksomhed i København. Den skal sikre, at vi på tværs af forvaltninger styrker dialogen og samarbejdet med byens små og store virksomheder, og at vi bidrager til at byens erhvervsliv har adgang til den nødvendige kvalificerede arbejdskraft – både nu og i fremtiden. Der lægges op til at strategien inddeles i tre temaer.

  • En levende by med blandede erhverv

    Fokus på at der i København skal være plads til mange forskellige typer af erhverv. At KK ønsker en blandet by med små og store virksomheder, der både understøtter en forsat vækst og københavnernes hverdag og byens puls. Herunder fokus på kommunens virksomhedsservice, rammevilkår for byens mindre erhvervsdrivende og adgangen til kvalificeret faglært arbejdskraft.

     

  • En lærende by med bæredygtig udvikling

    Fokus på hvordan København og københavnske virksomheder kan bidrage til at løse globale samfundsudfordringer. Med afsæt i byens stærke vidensressourcer og etablerede styrkepositioner inden for grøn omstilling og sundhedsområdet, skal København bidrage til at understøtte en bæredygtig udvikling. Herunder fokus på kommunens bæredygtige indkøb, samarbejde om Klimaplan 2035, og understøtte at København har viden og kompetencer til en bæredygtig fremtid.

     

  • En international hovedstad med vækst og sammenhængskraft Fokus på Københavns rolle som hovedstad, og hvordan Københavns Kommune kan understøtte en mere koordineret erhvervsudvikling i hovedstadsregionen. Herunder fokus på byens internationale konkurrenceevne i kampen om talenter og investeringer, og på hvordan der sikres en bæredygtig udvikling i byens turisme.


Inddragelse

For at sikre, at den kommende erhvervsstrategi tager afsæt i erhvervslivets behov og udfordringer, har Økonomiforvaltningen prioriteret en bred inddragelse af byens erhvervsliv.

  • Erhvervsklimamåling

    Undersøgelsen har til formål at afdække erhvervslivets generelle tilfredshed, samt afdække spørgsmål omkring arbejdskraft, grøn omstilling, byudvikling og samarbejde med kommunen. Der er indhentet svar fra 892 virksomheder på tværs af brancher og størrelser. Analysen blev forelagt Økonomiudvalget den 23. maj 2023.

     

  • Temadrøftelse i Erhvervsrådet

    På erhvervsrådsmødet den 26. april, faciliterede Økonomiforvaltningen en temadrøftelse om den kommende erhvervsstrategi, med henblik på at samle input til strategiens temaer.

     

  • Dialogmøder med erhvervsaktører

    I foråret 2023 har Økonomiforvaltningen afholdt dialogmøder med en række erhvervsorganisationer, der repræsenterer byens erhvervsliv eller arbejde for at styrke rammevilkårene for erhvervsudviklingen i København.

     

    • DI Hovedstaden
    • Horesta
    • Danske Restauranter og Caféer (DRC)
    • Iværksætterforeningen
    • Håndværkerforeningen
    • Dansk Erhverv
    • Copenhagen Science City
    • Wonderful Copenhagen
    • Copenhagen Capacity
    • Greater Copenhagen
    • Erhvervshus Hovedstaden
    • KBH – Commerce & Culture
    • Fællesmøde med 11 Klyngeorganisationer

     

Lokaludvalg

Med henblik på at afdække lokale ønsker og udfordringer, har Økonomiforvaltningen inddraget byens lokaludvalg. Den 9. maj afholdt Økonomiforvaltningen et digitalt dialogmøde med medlemmer af byens lokaludvalg. På baggrund af mødet har lokaludvalgene udarbejde skriftlige input til arbejdet med erhvervsstrategien (bilag 2 og 2a).


Implementering

Erhvervsstrategien implementeres i regi af erhvervs- og vækstsamarbejdet mellem Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.  Med afsæt i strategiens mål og indsatser, udarbejder de fire forvaltninger implementeringsplaner, hvorigennem mål og indsatser forankres i forvaltningerne og i det tværgående samarbejde. Forvaltningerne afrapporter løbende til den tværgående Direktørstyregruppe. Der afrapporteres årligt til Københavns Kommunes erhvervsråd, og i 2025 udarbejdes en midtvejsstatus til Borgerrepræsentationen. 


Kobling til øvrige indsatser i Københavns Kommune

Den kommende erhvervsstrategi udarbejdes, så der sikres en sammenhæng til mål og indsatser i øvrige strategier i Københavns Kommune, der påvirker rammer og vilkår for byens erhvervsliv. Herunder Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024, Indkøbspolitikken 2023-2026, Klimaplan 2035, International strategi 2021, Studielivspolitik 2019 og Kultur- og Fritidspolitikken 2023-2026. 


Layout

Inden strategien endeligt godkendes, vil strategidokumentet blive layoutet, med henblik på at styrke den visuelle formidling af strategien. I den forbindelse vil Økonomiforvaltningen indhente billed- og casemateriale fra udvalgte virksomheder, som understøtter de strategiens temaer og sætter ansigter og billeder på byens erhverv.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af drøftelserne i Økonomiudvalget (ØU), vil det videre arbejde med strategien tage afsæt i følgende procesplan.

29. august 2023

Politisk drøftelse i ØU

14. september 2023

Erhvervskonference

3. oktober 2023

ØU-godkendelse af intern høring i TMU, BIU og KFU

Oktober 2023

Ekstern høring i Erhvervsrådet, Uddannelsesrådet, Turismenetværket, International Advisory Board og Råd for demokratiske, kooperative og socialøkonomiske SMV'er.

Oktober-

November 2023

Intern høring i TMU, BIU og KFU

12. december 2023

Strategi til godkendelse i ØU

Januar 2024

Strategi til godkendelse i BR

ØU: Økonomiudvalget
TMU: Teknik- og Miljøudvalget
BIU: Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
KFU: Kultur- og Fritidsudvalget
BR: Borgerrepræsentationen

Erhvervskonference den 14. september 2023
Den 14. september 2023 afholdes en erhvervskonference, hvor ca. 150 københavnske virksomheder og erhvervsaktører inviteres til at give input til arbejdet med den kommende erhvervsstrategi samt kommuneplansstrategien.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Drøftelse af Erhvervsstrategi 2024-2027 (2023-0328492)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2023

Indstillingen blev drøftet.

Til top