Mødedato: 29.08.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Revisionsberetning og handleplaner vedrørende regnskab 2022

Se alle bilag

Københavns Kommune har modtaget revisionsberetningen for 2022, som indeholder 11 revisionsbemærkninger. Med beretningen godkender kommunens revisor årsregnskabet for 2022 uden forbehold. Der gives fem nye bemærkninger, mens seks videreføres fra 2021. To bemærkninger vedrører den løbende revision af henholdsvis regnskabsføring og generelle it-kontroller i 2022, og for disse gives en status på handleplanerne. Med beretningen lukkes desuden syv bemærkninger.

Økonomiudvalget skal godkende Økonomiforvaltningens handleplaner til revisionsbemærkningerne og oversende alle forvaltningers handleplaner til Revisionsudvalget. De øvrige forvaltningers handleplaner er blevet behandlet af fagudvalgene i løbet af august 2023.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiforvaltningens handleplaner på baggrund af revisionsberetningen for 2022, jf. bilag 1, godkendes,
  2. at forvaltningernes handleplaner, jf. bilag 2, tages til efterretning.

Problemstilling

Københavns Kommune modtog den 1. juni 2023 revisionsberetningen til regnskabet for 2022. Med beretningen godkender kommunens eksterne revisor, Deloitte, årsregnskabet for 2022 uden forbehold og skriver følgende:

 

Det er vores opfattelse, at årsregnskabet i alle væsentlige henseender er rigtigt, dvs. udarbejdet i overensstemmelse med bekendtgørelse om kommuners budget og regnskabsvæsen, revision mv.

 

Revisionen anfører desuden, at det generelt er vurderingen, at forretningsgange mv. i Københavns Kommune er designet i overensstemmelse med de gældende regler, og at efterlevelse heraf generelt understøtter kommunens regnskabsaflæggelse og økonomistyring på betryggende vis.

Der følges desuden op på igangsatte initiativer i forlængelse af den løbende revision, der blev forelagt for Økonomiudvalget den 25. januar 2023.

Af kommunens revisionsregulativ fremgår det, at Økonomiudvalget efter styrelsesloven har til opgave at foranledige, at der sker besvarelse af revisionens bemærkninger til årsregnskabet – både for så vidt angår bemærkninger til forvaltninger under Økonomiudvalget som under de stående udvalg. Økonomiudvalget skal godkende Økonomiforvaltningens udarbejdede handleplaner til revisionsbemærkningerne samt tage de øvrige udvalgs handleplaner til efterretning. Endvidere skal Økonomiudvalget godkende, at den samlede revisionsberetning og de udarbejdede handleplaner oversendes til Revisionsudvalget.

Løsning

På baggrund af revisionsberetningen har alle forvaltninger udarbejdet handleplaner til de revisionsbemærkninger, der vedrører forhold i forvaltningens arbejde. Disse er blevet godkendt af de respektive udvalg i løbet af august 2023. Økonomiudvalget forelægges derfor med denne indstilling revisionsbemærkningerne (bilag 1) og handleplanerne hertil (bilag 2).

Afgivne revisionsbemærkninger

Af tabel 1 fremgår en oversigt over de 11 revisionsbemærkninger, der er afgivet med revisionsberetningen for regnskab 2022.

Tabel 1 – Revisionsbemærkninger til regnskab 2022

Revisionsbemærkninger vedrørende den løbende revision

Gives til

Givet år

Forventes afsluttet

Nr. 1

Bilagskontrol

Alle forvaltninger

2017-2022

2023

Nr. 2

Generelle it-kontroller

Økonomiforvaltningen

2022

2023

Revisionsbemærkninger vedrørende årsregnskabet

Gives til

Givet år

Forventes afsluttet

Nr. 3

Revision af balancen

Alle forvaltninger

2021-2022

2023

Nr. 4

Tilskudsadministration

Kultur- og Fritidsforvaltningen

2017-2022

2023

Nr. 5

Indtægter

Kultur- og Fritidsforvaltningen

2019-2022

2023

Nr. 6

Igangværende anlægsprojekter

Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

2021-2022

2023 (øvrige forvaltninger) / 2024 (TMF)

Nr. 7

Erhvervslejemål

Økonomiforvaltningen

2021-2022

2023

Nr. 8

Beboermidler (NY)

Socialforvaltningen

Ny

2023

Nr. 9

Støtte til bil efter Serviceloven (NY)

Socialforvaltningen

Ny

2024

Nr. 10

Takstberegning Servicelovens §§109 og 110 (NY)

Socialforvaltningen

Ny

2023

Nr. 11

Rengøringsområdet (NY)

Økonomiforvaltningen

Ny

2024

 

To revisionsbemærkninger (nr. 1 og 2) vedrører indholdet af den løbende revision af hhv. regnskabsføring, forretningsgange og interne kontroller samt generelle it-kontroller, som har været forelagt Økonomiudvalget den 25. januar 2023, hvor udvalget godkendte de udarbejdede handleplaner hertil. Handleplaner samt status for disse fremgår af bilag 2.

Status vedr. bilagskontrol (nr. 1) er, at størstedelen af forvaltningerne har gennemført en række initiativer med fokus på forbedret bilagsdokumentation. Socialforvaltningen har udskudt indsatsen om kommunikation af gældende regler for bilagsdokumentation og retningslinjerne for udlæg til 3. kvartal 2023 som følge af, at forvaltningen har prioriteret ressourcer til afstemning af beboerbankkonti i 1. halvår. Derudover bemærkes det, at Intern Revision i forlængelse af den løbende revision har igangsat en særlig undersøgelse af bilag i Kultur- og Fritidsforvaltningen, samt at Kultur- og Fritidsforvaltningen har iværksat yderligere tiltag for at stramme op på regelsættet og kommunikation heraf til forvaltningens enheder. Revisionen vil i forbindelse med den løbende revision tage stilling til, om bemærkningen skal videreføres, herunder om bemærkningen tilpasses til de enkelte forvaltningers fejl/modenhed.

Status vedr. generelle it-kontroller (nr. 2) er, at antallet af ibrugtagne it-systemer uden en ibrugtagningstilladelse medio august 2023 er blevet nedbragt til fem, hvoraf fire it-systemer er planlagt udfaset, heraf to inden for få måneder, og to, hvor udfasningstidspunktet er under endelig afklaring. Der vurderes derfor ikke behov for at sikkerhedsvurdere disse. For systemet, der fortsat er under vurdering, har Økonomiforvaltningen eskaleret det over for den respektive forvaltnings direktion med henblik på at sikre det nødvendige fokus. Forsinkelsen skyldes høj kompleksitet og manglende fremsendelse af dokumentation fra forvaltningens leverandører, der er løbende dialog med. Økonomiforvaltningen er i tæt dialog med leverandøren for det pågældende system og den involverede forvaltning for at sikre afklaring for det udestående system snarest muligt.

Bemærkning nr. 3-11 vedrører årsregnskabet. Heraf er bemærkning 3-7 videreført fra tidligere år, mens bemærkning 8-11 er nye. Der er iværksat initiativer, der skal imødekomme forhold omtalt i revisionsbemærkningerne givet til årsregnskabet, og på den baggrund forventes det på nuværende tidspunkt, at seks bemærkninger vil kunne afsluttes med revisionen af regnskab 2023, mens tre bemærkninger forventes gentaget, jf. tabel 1.

Handleplaner og håndtering af revisionsbemærkningerne fremgår af bilag 2. Det er revisionens vurdering, at såfremt handleplanerne gennemføres som planlagt, vil det fremadrettet kunne medvirke til at imødegå de observerede forhold.

Der lukkes med beretningen syv bemærkninger, som fremgår af tabel 2.

Tabel 2 – Oversigt over lukkede revisionsbemærkninger fra 2021 og tidligere år

Revisionsbemærkninger vedrørende årsregnskabet

Omtalt år

Nr. 2

Periodisk revurdering Kvantum

2020-2021

Nr. 4

Debitorområdet

2018-2021

Nr. 8

Aftalecompliance indkøb

2021

Nr. 10

Arbejdsskadeerstatninger

2021

Nr. 11

Borgerrettede takster SUF

2021

Nr. 12

Borgerrettede takster SOF

2021

Nr. 13

Kommunernes Ydelsessystem KY – systematisk fejl

2021

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter behandlingen i Økonomiudvalget oversendes handleplanerne til Revisionsudvalget, der herefter udarbejder en revisionsbetænkning på baggrund af udvalgenes handleplaner.

Revisionsbetænkningen er Revisionsudvalgets betænkning over årsregnskabet og revisionen heraf og danner grundlag for Borgerrepræsentationens behandling og godkendelse af årsregnskabet i november 2023.

I henhold til den gældende proces for revisionsopfølgningen vil Økonomiudvalget få forelagt de løbende revisionsrapporter for 2023 samt status på handleplanerne til revisionsbemærkningerne i januar 2024.

 

Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 2: Revisionsberetning og handleplaner vedrørende regnskab 2022 (2023-0243680)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2023

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top