Sikkerhedsstillelse for AV Miljø (Teknik- og Miljøudvalget)
Sikkerhedsstillelse for AV Miljø (Teknik- og Miljøudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 29. august 2006
J.nr. ØU 313/2006
13. Sikkerhedsstillelse for AV Miljø (Teknik- og Miljøudvalget)
INDSTILLING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det godkendes
at I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding hver udsteder en
anfordringsgaranti på 67,5 mio. kr. til AV Miljø – i alt 135 mio. kr..
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 9. august 2006
Anbefalet
Økonomiforvaltningen
indstiller,
At Økonomiu dvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende
sag søges gennemført i den foreliggende form, idet anfordringsgarantien ikke
belaster Københavns Kommunes låneramme."
RESUME
De to fælleskommunale affaldsselskaber I/S Amagerforbrænding
og I/S Vestforbrænding, har anmodet om godkendelse af anfordringsgarantier på i
alt 135 mio. kr. svarende til de maksimale udgifter til lukning og
efterbehandling af det fælles deponi AV Miljø på Avedøre Holme i Hvidovre.
Ifølge
bekendtgørelsen om deponeringsanlæg skal ejerne af deponier stille sikkerhed
for et beløb, der svarer til de samlede omkostninger til deponiets lukning og
efterfølgende behandling. De to affaldsselskabers bestyrelser har godkendt, at
sikkerhedsstillelsen for AV Miljø sker i form af anfordringsgarantier udstedt
af de to selskaber på hver 50 % af det samlede beløb. De to ejere har vurderet,
at en anfordringsgaranti er den mest fordelagtige for AV Miljø, og Københavns
Amt, der er godkendelsesmyndighed, har accepteret denne løsning.
Det er
forudsat i AV Miljøs langsigtede budgetter, at der ved deponiets lukning skal
være hensat 135 mio. kr. til lukning og efterbehandling.
Det betyder, at sandsynligheden for at anfordringsgarantien skal indfris er
meget lille, og det vil først være i tilfælde af, at ingen af anlæggene kan
indfri garantien, at interessenterne kommer til hæfte kontant.
Københavns
kommune hæfter med 63 % i I/S Amagerforbrænding og 19 % i I/S Vestforbrænding.
Kommunens andel af de 135 mio. kr. er samlet på 56 mio. kr.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I/S Amagerforbrænding har den 23. juni 2006 og I/S Vestforbrænding har den
30. juni 2006 anmodet om godkendelse af, at selskaberne udsteder
anfordringsgarantier gældende i 30 år regnet fra AV Miljøs lukning (forventet
2012). Anfordringsgarantien skal over for godkendelsesmyndigheden, Københavns
Amt, fungere som en sikkerhedstillelse for de anslåede samlede udgifter på 135
mio. kr. til nedlukning af deponiet AV Miljø og dets efterbehandling.
Selskaberne udsteder hver en garanti på 50 % af de samlede udgifter.
AV Miljø er
omfattet af bestemmelserne i deponeringsbekendtgørelse nr. 650 af 29. juni 2001
om deponeringsanlæg, hvoraf det fremgår, at der skal stilles sikkerhed for de
samlede udgifter til nedlukning af deponiet og dets efterbehandling, der som udgangspunkt
er sat til 30 år.
Det samlede beløb,
som sikkerhedsstillelsen skal stilles for, er af COWI - i overensstemmelse med
bekendtgørelsens retningslinjer - vurderet til 135 mio. kr.
Det er oplyst, at
der er afsat 135 mio. kr. i AV Miljøs langsigtede budgetter, og at en del af
provenuet fra AV Miljøs deponeringstakster er øremærket til nedlukning og
efterbehandling af deponiet. Jf. regnskab 2005 for AV Miljø er der hensat 61
mio. kr. til lukning og efterbehandling. Det fulde beløb på 135 mio. kr. skal
først være opsparet det år deponiet lukker. Da det således forventes, at der
vil være afsat de nødvendige midler til lukning og efterfølgende overvågning,
er sandsynligheden for at anfordringsgarantien udløses meget lille. Hvis
anfordringsgarantien udløses vil det endvidere være meget lidt sandsynligt, at
ingen af de to selskaber kan indfri garantien.
Uddybning af indstilling
Affaldsdeponiet AV Miljø på Avedøre Holme ejes i
fællesskab af Amagerforbrænding og Vestforbrænding, som ejer 50 % hver. AV Mijø
ikke er et selvstændigt selskab, men er et driftfællesskab. De to selskaber har
en samarbejdsaftale, som regulerer samarbejdet om driften af deponiet, herunder
ledelse og økonomi.
Det overordnede formål med
sikkerhedsstillelsen er alene at sikre, at udgifterne til nødvendig miljømæssig
oprydning i forbindelse med en nedlukning af deponiet er til stede. Forpligtigelsen
til sikkerhedsstillelsen påhviler som udgangspunkt det enkelte deponi, der
ifølge bekendtgørelsen skal forelægges godkendelsesmyndigheden enten i form af
en bankgaranti, en kautionsforsikringspolice, en deponering af kontanter eller
anden betryggende sikkerhedsstillelse. Den lovpligtige sikkerhedsstillelse er
en implementering af EU-lovgivning og skyldes bl.a., at deponierne i flere
EU-lande er ejet af private selskaber og sikkerhedsstillelsen har derfor til formål
at sikre, at der er penge til lukning og overvågning, uanset hvad der sker med
det private selskab.
Sikkerhedsstillelsen skal være
godkendelsesmyndigheden (Københavns Amt) i hænde senest 3 mdr. efter, at AV
Miljø har opnået sin deponeringsgodkendelse, jf. ovennævnte bekendtgørelse.
Godkendelsen forventes at foreligge medio maj. Amtet har tilkendegivet, at man
kan acceptere en frist til 1. oktober 2006.
Det indstilles, at sikkerhedsstillelsen sker i
form af en anfordringsgaranti udstedt af henholdsvis I/S Amagerforbrænding og
I/S Vestforbrænding på hver 50 % af det samlede beløb. Denne løsning anses for
den mest fordelagtige for AV
Miljø, og Københavns Amt har accepteret denne
løsning. Ved en anfordringsgaranti forstås en garanti, hvor modtageren af
garantien til enhver tid kan kræve garantiens beløb udbetalt. En
anfordringsgaranti er det billigste alternativ for selskaberne.
I henhold til selskabernes vedtægter skal en sådan
sikkerhedsstillelse godkendes af samtlige interessenters kommunalbestyrelser
(Amagerforbrændings vedtægt § 11, stk. 5 og Vestforbrændings vedtægt § 10, stk.
14).
Der vil ske en årlig regulering af garantiens
størrelse, men det vil ikke være hensigtsmæssigt at forelægge denne regulering
for kommunalbestyrelserne årligt. Ved en godkendelse af det maksimale beløb ved
udstedelsen vil selskaberne, når der foretages en regulering, årligt meddele
interessenterne det aktuelle beløb og den pro rata hæftelse, den enkelte interessent
hæfter med.
Økonomi
Af samlede anfordringsgaranti på 135 mio. kr. kan
Københavns Kommune i givet fald komme til at hæfte for 56 mio. kr. fordelt med
43 mio. kr i Amagerforbrænding (67,5 x 63,1 %) og med 13 mio. kr.
Vestforbrænding (67,5 x 19,2 %).
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens
positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
-
BILAG (publiceret
på nettet)
Brev af 23. juni 2006 fra I/S Amagerforbrænding
Brev af 30. juni 2006 fra I/S Vestforbrænding