Testprojekter for facilitering af solcelleprojekter i København
Godkendelse af Københavns Energi's test af et nyt forretningskoncept, som skal facilitere solcelleprojekter.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at Københavns Energi, inden for en ramme på op til 2 mio. kr., gennemfører test af et nyt forretningskoncept, som skal facilitere solcelleprojekter på bygninger i København. Forretningskonceptet varetages selskabsmæssigt i regi af Københavns Energis datterselskab KE Vind A/S,
- at det godkendes, at Borgerrepræsentationen vil få forelagt en konkret business case og indstilling vedrørende forretningskonceptet for facilitering af solcelleprojekter, hvis der skal iværksættes ydereligere solcelleprojekter.
Problemstilling
Københavns Energi (KE) ønsker, at Københavns Kommune godkender, at KE tester et kommende forretningskoncept for facilitering af solcelleprojekter på bygninger i København. Konceptet rettets mod boligforeninger og lignende i København.
KE har oplyst, at selskabet har behov for inden sommerferien at teste forretningskonceptet, som skal sætte boligforeninger i stand til at beslutte og indkøbe solcelleanlæg. KE kommer således ikke selv til at eje solcelleanlæggene, men alene agere ”projektfødselshjælper”.
Løsning
Borgerrepræsentationen har delegeret generalforsamlingskompetencen i KE til Økonomiudvalget, idet sager af overordnet principiel og økonomisk betydning dog skal forelægges for Borgerrepræsentationen. Nærværende sag omhandler godkendelse til at gennemføre testprojekter vedrørende facilitering af solcelleprojekter på bygninger i København. Økonomiforvaltningen vurdere, at kompetencen til en godkendelse af KE's test af solcelleprojekter er delegeret til Økonomiudvalget, jf. BR 2010-11434.
Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at Økonomiudvalget, som generalforsamling, bemyndiger bestyrelsen for KE Varmeforsyning Holding P/S til at træffe beslutning om gennemførsel af testprojekter for facilitering af solcellerprojekter i regi af datterselskabet KE Vind A/S.
KE's forretningskoncept for facilitering af solcelleprojekter er rettet mod boligforeninger, hvis primære udfordring erfaringsmæssigt har vist sig at være at kunne vurdere projektprocessen samt at finde en fornuftig finansieringsløsning, når et solcelleanlæg skal etableres på ejendommen. KE’s forretningsmodel er således bygget op omkring en ”helhedsmodel”, hvor KE kan tilbyde beslutningsgrundlag, myndighedskontakt, projektering, indkøb, drift og vedligeholdelse samt finansiering. KE kommer således ikke selv til at eje solcelleanlæggene, og elproduktionen fra solcelleanlæget tilhører boligforeningen, jf bilag 1.
KE's solcelleprojekt er i tråd med budgetaftalen fra 2011, hvor parterne aftalte, at de ønskede, "at fremme energirenoveringer i den private og almene bygningsmasse. Københavns Kommune er i dialog med Københavns Energi om et projekt, hvor Københavns Energi kan spille en central rolle sammen med udlejere og de private boligejere."
Ydermere forventes det, at solceller, i den kommende klimaplan 2025, skal være et af de elementer, der leder København frem til at blive CO2-neutral i 2025. KE's solcelleprojekt forventes derfor også at kunne understøtte Københavns Kommunes kommende 2025 klimaplan.
Økonomi
KE Vind A/S finansierer omkostningerne på 2 mio. kr. til testprojekterne. KE forventer, at investeringen i testprojekterne tilbagebetales over projekternes løbetid.
Videre proces
Hvis testen af forretningskonceptet for facilitering af solcelleprojekter er positiv, og der foreligger en positiv business case for forretningskonceptet, vil Økonomiforvaltningen fremsætte en ny indstilling for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, som henholdsvis giver KE mandat til at fortsætte med forretningskonceptet i fuldskala, samt anvise en langsigtede finansiering af forretningskonceptet.
Claus Juhl / Bjarne Winge
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 29. maj 2012
Indstillingen blev godkendt