Mødedato: 29.05.2007, kl. 15:15

Forslag til lokalplan "Kløvermarken" med tillæg til Kommuneplan 2005 - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget)

Forslag til lokalplan "Kløvermarken" med tillæg til Kommuneplan 2005 - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 29. maj 2007

 

 


J.nr. ØU 206/2007

 

8. Forslag til lokalplan "Kløvermarken" med tillæg til Kommuneplan 2005 - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget)

Udvalgene skal godkende, at der igangsættes udarbejdelse af lokalplanforslag og kommuneplantillæg for udvikling af Kløvermarken til et kombineret fritids- og boligområde, og at der i denne forbindelse udarbejdes en plan for idrætsanvendelsen.

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller,

1.      at Økonomiudvalget godkender, at der udarbejdes et tillæg til Kommuneplan 2005, samt

2.      at Økonomiudvalget godkender, at Økonomiforvaltningen foretager forudgående høring i forbindelse med kommuneplantillægget

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. maj 2007

Følgende havde inden behandling af punktet foretræde for udvalget om sagen:

- arkitekt Godfred Louis-Jensen

 

Der blev stemt om indstillingen.

For stemte 8 medlemmer: A, B, og F

Imod stemte 4 medlemmer: C, O, V og Ø

Indstillingen blev dermed anbefalet, idet det bemærkes, at sagen pga. den udøvede standsningsret i Teknik- og Miljøudvalgets møde den 9. maj, skal forelægges Borgerrepræsentationen til endelig beslutning.

 

Martin Geertsen (V) videreførte Venstres protokolbemærkning fra mødet i Teknik – og Miljøudvalget den 9. maj 2007. Mogens Lønborg (C) tilsluttede sig.

 

Carl Christian Ebbesen videreførte Dansk Folkepartis protokolbemærkning fra mødet i Teknik – og Miljøudvalget den 9. maj 2007.

 

 

Teknik- og Miljøudvalget godkendte på deres møde den 9. maj 2007, at der igangsættes udarbejdelse af lokalplanforslag. Winnie Berndtson benyttede sig af standsningsretten, og sagen indbringes derfor til afgørelse for Borgerrepræsentationen onsdag den 13. juni 2007.

Se oversigt over politisk behandling.

 

Kultur- og Fritidsudvalget behandler sagen på deres møde den 24. maj 2007, hvor udvalget tager stilling til spørgsmålet om udarbejdelse af plan for den fremtidige idrætsanvendelse på Kløvermarken.

 

 

PROBLEMSTILLING

I budget 2007 er det besluttet, at Kløvermarken skal udvikles som et kombineret fritids- og boligområde med høj arkitektonisk og rekreativ kvalitet med en alsidig befolknings- og boligsammensætning, herunder et betydeligt indslag af billige boliger. Kløvermarkens idrætsanlæg renoveres, antallet af boldbaner bevares, og der etableres nye klubhuse i den nye bebyggelse.

 

 

LØSNING

Arkitektfirmaet BIG fremkom i 2006 med et forslag om at give Kløvermarken en mere fremtrædende identitet i byen, som et kombineret fritids- og boligområde med boldbanerne omkranset af en markant bebyggelse. Kløvermarken Idrætsanlæg er samtidig nedslidt og trænger til en forbedring. Dette har tilsammen dannet grundlag for igangsætningen af planlægningen for Kløvermarken.

Planforslagene vil som udgangspunkt omfatte Kløvermarken, jf. bilag 2. Formålet med planforslagene er at fastlægge Kløvermarken som et kombineret idræts- og boligområde med høj arkitektonisk og rekreativ kvalitet. Der skal fokuseres på gode forbindelser med de rekreative områder nord for Kløvermarken og den mere langsigtede byudvikling/byomdannelse af erhvervsområderne øst og syd for området. I kommuneplantillægget foreslås der fastlagt en overordnet vejstruktur på Nordøstamager, der kan betjene de nye byudviklingsområder på Øst/- og Nordøstamager. Desuden foreslås det, at Kløvermarken fastlægges til rekreative formål og boliger – et O1/B5*-område med særlige bestemmelser om, at det samlede etageareal maksimalt må være ca. 200.000 m2, hvoraf 175.000 m2 anvendes til boliger og 25.000 m2 til andre formål, herunder idrætsfaciliteter og en mulighed for at etablere en folkeskole.

Lokalplanforslaget skal fastlægge anvendelsen til helårsboliger, serviceerhverv og offentlige formål (idræt, skole, institutioner mv.). Lokalplanen vil indeholde bestemmelser om afgrænsning af området til nybyggeri, om bebyggelsens omfang svarende til en bebyggelsesprocent på mellem 160 og 170 beregnet for boligområdet, samt om placering og udformning af bebyggelsen under hensyntagen til omgivelserne, trafikstøj, placering af eksisterende ledninger, forurening mv. Bebyggelsen må højst opføres i 15 etager og langs Kløvermarksvej maksimalt i 3 etager. På grund af byggeriets størrelse bliver byggeriet opdelt i etaper. Der bliver fastlagt bestemmelser, der skal sikre en sammenhængende bebyggelsesstruktur og samtidig variation i det arkitektoniske udtryk. Der fastlægges bestemmelser om friarealkrav svarende til B5-områder, attraktive nærmiljøer, og om at parkeringsdækningen for boliger og erhverv ikke må overstige én plads på 100 m2 etageareal. Der vil endvidere blive fastlagt vejudvidelseslinier og en grøn cykelrute.

Idrætsplanen for Kløvermarken skal indeholde en plan med en optimeret udformning og brug af idrætsarealerne, der arealmæssigt reduceres på grund af bebyggelsen. Der arbejdes med flere alternative løsningsforslag for idrætsanvendelsen, bl.a. med forskellig kombination af flere kunstgræsbaner, renovering af græsbaner samt flytning af aktiviteter bl.a. ved en udvidelse af idrætsanlægget Hekla ved Lossepladsvej. Kombinationen af boliger og idrætsanlæg rejser en række spørgsmål omkring støj- og lysforhold fra idrætsanlægget. Disse forhold vil blive undersøgt nærmere i det videre forløb.

 

 

ØKONOMI

For at få et overblik over udgifterne i forbindelse med byudviklingen på Nordøstamager (herunder Kløvermarken) er der udarbejdet en skønsmæssig beregning af de økonomiske udgifter til anlæg af veje, skoler, institutioner, idrætsanlæg mv.

Beregningerne viser, at byudviklingen på Øst- og Nordøstamager over en årrække kan afføde udgifter på op til ca. ½ mia. kr. til vejanlæg, evt. en skole, institutioner, flytning af gokartbanen mv. Anlægsudgifter til de planlagte cykelruter og udvidelse af busbetjeningen på Nordøstamager indgår ikke i dette overslag.

Udgifter til idrætsanlægget afhænger af hvilke løsninger, der vælges for den fremtidige idrætsanvendelse.

Der vil være betydelige indtægter ved salg af arealerne. De økonomiske vurderinger vil blive præciseret i det videre planarbejde.

Der er endnu ikke taget endelig stilling til, hvordan, hvornår og i hvilken takt ejendommen udbydes til salg, men en indstilling om salg vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen på et senere tidspunkt.

Kløvermarken er pålagt servitut om tillægskøbesum, som betales såfremt arealet overgår til anden anvendelse og værdien derved forøges. Tillægskøbesummen fordeles med 45 % til staten og 55 % til kommunen.

 

 

VIDERE PROCES

Der er planlagt en forudgående høring om kommuneplantillægget før sommerferien 2007. Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen forventes at fremlægge en indstilling om forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for Kløvermarken for Teknik- Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i efteråret 2007. Efter vedtagelsen sendes planforslagene i offentlig høring. Samtidig med forelæggelsen af planforslagene forventes Kultur- og Fritidsforvaltningen at fremlægge en plan for idrætsanvendelsen på Kløvermarken og heraf afledte ændringer på andre anlæg. Efter den offentlige høring fremlægger Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Der vil parallelt med udarbejdelsen af planforslagene ske en aktiv dialog med borgere og brugere i området. Tilrettelæggelsen af dialogen er i gang og forventes iværksat i forbindelse med den politiske vedtagelse af denne redegørelse.

 

 

BILAG

- Oversigt over politisk behandling

Bilag 1: Miljøvurderinger

Bilag 2: Tilgængelighedsvurdering

Bilag 3. Startredegørelse (tilgængelig på nettet)

Bilag 4. Supplerende notat af 2. maj 2007 fra Teknik- og Miljøforvaltningen med følgende bilag:

a.       Revideret startredegørelse

b.      Fortroligt notat

c.       Notat om de trafikale konsekvenser

 

 

Claus Juhl                         Hjalte Aaberg                      Carsten Haurum

 

 


 

Til top