Etablering af fritidsklubsatellit i Vanløse Idrætsforening (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Etablering af fritidsklubsatellit i Vanløse Idrætsforening (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 29. maj 2001
J.nr. ØU 168/2001
18. Etablering af fritidsklubsatellit i Vanløse Idrætsforening (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,
at der gives kapitalbevilling på 1.446.000 kr. til indretning af 35 fritidsklubpladser i lokaler i Vanløse Idrætsforening som satellit til den integrerede institutionen Lønstrupgård, Klitmøllervej 8
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 9. maj 2001
Per Bregengaard fremsatte følgende forslag:
"at deponeringsreglen fraviges subsidiært, at deponeringen tilbagetales, såfremt KI overgår til kommunal ejendom."
Udvalget tiltrådte forslaget
Udvalget tiltrådte forvaltningens indstilling.
Udvalget havde følgende bemærkning:
"Udvalget præciserer, at lejen til Vanløse Idrætsforening er identisk med den leje, Vanløse Idrætsforening betaler til KI."
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget bemærker, at der ikke i denne sag er særlige forhold, der kan begrunde, at de gældende deponeringsregler fraviges. Udvalget forudsætter derfor, at der foretages deponering i henhold til gældende praksis.
Herudover har Økonomiudvalget ingen bemærkninger til, at nærværende forslag søges gennemført."
Økonomiudvalgets beslutning: Ø genfremsatte sit forslag fra behandlingen i Uddannelses- og Ungdomsudvalget:
"At deponeringsreglerne fraviges subsidiært, at deponeringen tilbagebetales, såfremt KI overgår til kommunal ejendom."
Forslaget blev sat til afstemning.
For stemte 4 medlemmer: F, Ø og L
Imod stemte 7 medlemmer: A, B, C og V
Forslaget var dermed forkastet.
Forvaltningens indstilling blev derefter anbefalet.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Med henblik på at løse kapacitetsproblemer på klubområdet i Vanløse og samtidig opfylde pladsgarantien på fritidshjemsområdet udvides den integrerede institution Lønstrupgård, Klitmøllervej 8 med en satellit i lejede lokaler i Vanløse Idrætsforening. I satellitten etableres 35 klubpladser med idræt som hovedaktivitet. De 35 klubpladser overflyttes fra Lønstrupgård, hvorved der frigives lokaler i institutionen til etablering af en ny fritidshjemsgruppe svarende til 22 pladser.
Lejemålet i Vanløse Idrætsforening omfatter 152 m2, og klubben kan derudover benytte idrætsforeningens faciliteter. Huslejen udgør 53.200 kr. årligt, og i henhold til de interne deponeringsregler deponeres 760.000 kr. Den samlede udgift til ombygningen af lokalerne udgør inkl. Deponering 1.446.000 kr.