Mødedato: 29.05.2001, kl. 15:00

Videreførelse af forsøgsbydelenes opgaver/projekter efter bydels-forsøgets ophør

Videreførelse af forsøgsbydelenes opgaver/projekter efter bydels-forsøgets ophør

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 29. maj 2001

 

 

J.nr. ØU 69/2001

 

6. Videreførelse af forsøgsbydelenes opgaver/projekter efter bydels-forsøgets ophør

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget

at tilbagemeldingerne fra de stående udvalg vedrørende bydelenes ønsker om videreførelse af særlige opgaver/projekter tages til efterretning

at Økonomiforvaltningens vurderinger og forslag tages til efterretning herunder at forslagene fra Indre Østerbro Bydelsråd "Demokratiudvikling" og Valby Bydelsråd "Øget lokalt demokrati" forelægges det nye Økonomiudvalg i foråret 2002

 

RESUME

På Økonomiudvalgets møde den 13. marts 2001 havde repræsentanter fra bydelsrådene i de fire forsøgsbydele foretræde for udvalget hvor, bydelsrådenes ønsker om videreførelse af opgaver/projekter der ikke umiddelbart er organiseret således, at de passer til opgavefordelingen mellem udvalgene under Borgerrepræsentationen blev drøftet.

På mødet blev der herudover drøftet en procedure og tidsplan for de stående udvalg under Borgerrepræsentationens behandling af bydelsrådenes ønsker om videreførelse af opgaver/projekter. Det blev besluttet, at de enkelte udvalg skulle give Økonomiforvaltningen en tilbagemelding på deres behandling af opgaver/projekter inden 1. maj 2001 med henblik på, at Økonomiforvaltningen på Økonomiudvalgets møde den 15. maj 2001 kunne forelægge en samlet tilbagemelding. På grund af forsinkelser i tilbagemeldingerne er behandlingen udsat til den 29. maj 2001.

I forlængelse af mødet drøftede Økonomiudvalget de 14 konkrete opgaver/projekter, som bydelene havde ønsket videreført af Økonomiudvalget.

Økonomiudvalget besluttede at videresende 7 af disse opgaver/projekter til øvrige udvalg under Borgerrepræsentationen og anmodede Økonomiforvaltningen om at arbejde videre med de resterende 7 opgaver/projekter.

Nærværende indstilling indeholder en samlet tilbagemelding fra de stående udvalg under Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalgets vurderinger og statusbeskrivelser af de 7 opgaver/projekter Økonomiudvalget på mødet den 13. marts 2001 besluttede, at forvaltningen skulle arbejde videre med.

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen besluttede den 16. november 2000 ikke at forlænge bydelsforsøget og vedtog samtidig en gennemførelsesplan for afviklingen af de fire forsøgsbydele.

I overensstemmelse med gennemførelsesplanen godkendte Økonomiudvalget den 23. januar 2001 første del af en bodelingsplan, der indeholder en fordeling af bydelenes økonomiske og personalemæssige ressourcer på de syv forvaltninger under Borgerrepræsentationen.

Den 27. februar 2001 godkendte Økonomiudvalget anden del af bodelingsplanen, der indeholder en beskrivelse af de opgaver/projekter som bydelene ønsker videreført efter bydelsforsøgets ophør – opgaver/projekter, som ikke er organiseret således, at de umiddelbart passer til opgavefordelingen mellem udvalgene under Borgerrepræsentationen.

Bydelenes ønsker om videreførelse af opgaver/projekter blev i anden del af bodelingsplanen fordelt i forhold til de udvalg, som bydelsrådene havde angivet som relevante.

På mødet den 13. marts 2001 godkendte Økonomiudvalget en indstilling, der i oversigtsform indeholder forvaltningernes vurdering af hvilke af disse opgaver/projekter, der vil kræve en ændring af styrelsesvedtægten for at kunne videreføres af de respektive udvalg og en oversigt over den planlagte behandling af opgaver/projekter i udvalgene.

 

Tilbagemelding fra udvalgenes behandling af bydelens ønsker om videreførelse af opgaver/projekter

Økonomiudvalget besluttede på baggrund af tidsplanen for udvalgenes behandling af de særlige opgaver/projekter, at Økonomiforvaltningen på Økonomiudvalgets møde den 15. maj 2001 skal forelægge tilbagemeldingerne fra de enkelte udvalgs behandling af de særlige opgaver/projekter.

På grund af forsinkelse i tilbagemeldingerne fra udvalgene blev det meddelt på Økonomiudvalgets møde den 15. maj 2001, at sagen først ville kunne fremlægges på Økonomiudvalgets møde den 29. maj 2001.

Udvalgene har i perioden 13. marts – 16. maj 2001 behandlet bydelenes ønsker om videreførelse af ovennævnte opgaver/projekter med henblik på udvalgenes overordnede stillingtagen. Tilbagemeldingerne fra de stående udvalg under Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget fremgår af bilag 1.

 

Videreførelse af opgaver/projekter af Økonomiudvalget

På Økonomiudvalgets møde den 13. marts 2001 havde repræsentanter fra bydelsrådene fælles foretræde for Økonomiudvalget med henblik på en drøftelse af de 14 opgaver/projekter, der involverer Økonomiforvaltningen, som bydelene har foreslået videreført.

I forlængelse af bydelsrådenes foretræde drøftede Økonomiudvalget forslagene og deres videre behandling. Det blev besluttet at videresende 7 af disse opgaver/projekter til de øvrige stående udvalg under Borgerrepræsentationen. I forhold til de resterende 7 opgaver/projekter blev Økonomiforvaltningen pålagt at arbejde videre med disse med henblik på Økonomiudvalgets senere behandling.

Økonomiforvaltningen har på baggrund af Økonomiudvalgets ønsker/tilkendegivelser på mødet den 13. marts 2001 gennemgået de 7 opgaver/projekter.

Struktureringen er i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der blev benyttet i forbindelse med bydelsrådenes foretræde den 13. marts 2001. Bydelsrådenes beskrivelser af de enkelte opgaver/projekter fremgår af bilag 2.

 

Demokrati i forhold til borgere, brugere, medarbejdere:

Indre Østerbro 1: Demokratiudvikling

Valby 30: Øget lokalt demokrati

Valby 29: Medarbejderudvikling og medarbejderinddragelse

Byudvikling:

Valby 24: Eksempelprojektet

Valby 27: Byudviklingsplan for erhvervsområdet v/Gl. Køge Landevej og etablering af svømmehal.

Organisering af borger-/brugerbetjening:

Valby 10: Bydelsbutik

Øvrige:

Kongens Enghave 9: Integrationspolitik

 

Forslag fra

Indre Østerbro (nr. 1): Demokratiudvikling

Beskrivelse og Økonomiforvaltningens vurdering af forslaget:

Baggrunden for de demokratiske tiltag i Indre Østerbro Bydel var et ønske om at udvikle mulighederne for den demokratiske dialog i bydelen. De enkelte tiltag er blevet udviklet og tilpasset efter behov. Målet med tiltagene har været såvel at sikre den nærdemokratiske dialog i bydelen som at skabe forskellige typer af kanaler til demokratisk dialog med borgerne.

Succeskriterierne for den demokratiske dialog har været, at så mange kanaler som muligt har kunnet anvendes og at relevante interesseparter til enhver tid høres. Hvert år er der foretaget evalueringer i Kultur- og Demokratiudvalget, hvorefter ordninger og tiltag er blevet tilpasset.

Projektets organisering

Ordningerne i forbindelse med udvalgets møder fungerer under hvert enkelt udvalg, som selv vedtager f.eks. spørgetid.

En række formelle som uformelle tiltag blev iværksat for at fremme dialogen og nærdemokratiet i bydelen.

 

Formelle ordninger:

  1. Observatørordninger
    i forbindelse med udvalgsmøder findes i de fleste udvalg. Ved henvendelser bliver interesseparter gjort bekendt med muligheden.
  2. Træffetid
    Før udvalgsmøderne er der en times træffetid, hvor borgere kan møde op og stille spørgsmål eller komme med kommentarer til punkter på udvalgets dagsorden eller sager, der vedrører udvalget generelt.
  3. Borgermøde
    Der har jævnligt været afholdt møder, hvor alle borgere har haft mulighed for at møde op og tilkendegive deres mening og debattere en given sag.
  4. Borgerarbejdsgrupper
    Gruppe af borgere, der går sammen om at arbejde på en given sag, der vedrører bydelen. Grupperne får økonomisk støtte til porto, kopiering m.v. samt råd og vejledning fra administrationen. Gruppernes arbejde er typisk resulteret i forslag, som er blevet fremlagt for de politiske udvalg og herefter drøftet.
  5. Samarbejde med brugerbestyrelser
  6. Alle bydelens områder følger de vedtagne bestemmelser for samarbejde med brugerbestyrelser. Der afholdes løbende dialogmøder med faglige organisationer, beboergrupper, brugerbestyrelser m.v.

    Uformelle ordninger

  7. Samarbejde med relevante parter i enkeltsager
  8. I videst muligt omfang inddrages relevante parter inden for alle områder i forbindelse med enkeltsager. Dette arbejde foregår administrativt.

  9. Dialog i forbindelse med demonstrationer

Der har været et antal større og mindre demonstrationer foran Rådhuset i Bydelsforsøgets tid. I de tilfælde hvor demonstrationerne har været varslede, har der været politikere til stede til at modtage demonstranterne og indgå i en dialog. I flere tilfælde er demonstranterne blevet inviteret ind i Bydelsrådssalen til nærmere debat.

Borgerarbejdsgrupper hører administrativt til i Kultur- og fritidsområdet, som forestår vejledning og rådgivning af praktisk karakter. Derudover er disse grupper tilknyttet det relevante udvalg og samarbejder med den tilhørende forvaltning. Kultur- og Demokratiudvalget beslutter, hvorvidt grupper kan få status som borgerarbejdsgrupper.

Borgermøder arrangeres og afholdes af det relevante fagområde med bistand fra kultur- og fritidsområdet, som også administrerer den økonomiske pulje, der er afsat til formålet. Kultur- og fritidsområdet varetager afholdelse af møder og konferencer, der angår demokrati.

 

Økonomiforvaltningens vurdering

Forslaget er vurderet sammen med forslag fra Valby Bydelsråd (nr. 30): Øget lokalt demokrati

 

Forslag fra

Valby (nr. 30): Øget lokalt demokrati

Beskrivelse og Økonomiforvaltningens vurdering:

Baggrunden for de lokaldemokratiske tiltag i Valby Bydel var et ønske om etablering af en Valby Vision, der indebar en klar Valby-identitet, hvor det lokale demokrati er kendetegnet ved indflydelse, åbenhed og dialog, hvor det lokale fællesskab bygger på medansvar for dagliglivet og udviklingen i Valby Bydel og hvor bydelen kendes for kvalitet, helhedsorientering og vilje til udvikling og forandring i samspil mellem borgere, brugere, medarbejdere og politikere

Projektets organisering

Ud over målsætningen om øget lokalt demokrati, har bydelsforsøget også haft som målsætning at skabe øget effektivitet og bedre kommunal service. For at nå disse mål og virkeliggøre Valby Visionen har bydelen sat fokus på dialogen mellem politikere, brugere og ansatte. For at skabe mulighed for dialog og medindflydelse arbejdede bydelen med stor åbenhed omkring Bydelsrådets arbejde.

Derudover er der skabt en række muligheder for dialog mellem borgere, politikere og medarbejdere.

  1. Åbne Bydelsrådsmøder
  2. Bydelsrådets møder er åbne for interesserede og indledes med spørgetid. Borgerne kan også benytte sig af mulighederne for foretræde, observatørstatus og deltagelse i udvalgenes formøder og kontaktmøder. Dagsordener og referater sendes direkte til borgere, der har en abonnementsordning og er i øvrigt offentlige via biblioteker, Medborgerhuset og hjemmesiden.

  3. Dialog med brugerne
  4. Bydelsrådet er i dialog med bydelens brugere, brugerbestyrelser og brugerråd. Der arbejdes til stadighed på at udbygge kontakten med brugergrupperne og på den måde styrke og udvide brugerindflydelsen i Valby Bydel. Bydelen har oprettet brugerråd både som kontaktorganer på tværs af institutioner inden for et særligt område og som kontaktorganer mellem brugere og politikere. Som eksempel kan nævnes Skolerådet og Daginstitutionsrådet, der består af repræsentanter for forældre, medarbejdere og ledere fra skoler og institutioner i Valby. Rådet fungerer som dialogpartner og rådgiver for Børne- og Ungdomsudvalget og Valby Handicap Udvalg, der er nedsat af handicaporganisationer og som bliver hørt i alle handicaprelevante spørgsmål i bydelen. Der er desuden etableret Ældreråd og Klageråd.


    Med henblik på styrkelse af samarbejde med de frivillige organisationer, foreninger, netværk m.v., der har aktiviteter for – og med – ældre i Valby har Ældreudvalget iværksat en række aktiviteter og tiltag. Der afholdes årligt mindst et netværksmøde med de frivillige organisationer m.v., hvor udviklingen af ældrepolitikken i Valby drøftes og hvor der orienteres om organisationernes arbejde m.v.

    Udvalgene og Bydelsrådet benytter sig også af andre former for dialog med brugerne, blandt andet institutionsbesøg, konferencer, borgermøder og netværksmøder. Som eksempler kan nævnes konferencer om mulighederne ved en overbygningsskole og udvikling af ældrepolitikken samt offentlighedsprocesser omkring Københavns Kommuneplan, anlægsprojekterne Ringstedbanen og Ringbanen og Eksempelprojektet.

  5. Dialog med medarbejderne
  6. Bydelen lægger stor vægt på en tæt faglig dialog med ledere og medarbejdere. De nedenfor nævnte fora benyttes således til diskussion af nye ideer og tiltag og i forberedelsen af sager, der skal til politisk behandling. Desuden deltager afdelingsledere og relevante medarbejdere ved den politiske fremlæggelse i fagudvalgene.

  7. Øvrige samarbejdsformer

Medarbejderne inddrages også løbende i bydelens beslutninger via MED-samarbejdet. Af MED-aftalen fremgår det blandt andet, at der skal holdes årlige møder mellem MED-Hovedudvalget og politikerne. Desuden skal MED-udvalgene altid høres, inden der træffes større beslutninger.

Ved større udviklings- og forandringstiltag i bydelen nedsættes arbejdsgrupper med deltagelse af medarbejdere og ledere fra berørte afdelinger og institutioner. Som eksempler kan nævnes arbejdet med decentralisering og selvforvaltning på daginstitutionsområdet og etablering af Bydelsbutikken og Jobhuset.

Ved den årlige udarbejdelse af virksomhedsplaner inddrages medarbejdere, ledere og eventuelle bestyrelser i formuleringen af mål, visioner og strategier for det kommende år samt for, hvordan Bydelens målsætninger vil bliver ført ud i livet inden for institutionens/afdelingens arbejdsområde. Virksomhedsplanerne inden for de enkelte områder sammenskrives i samarbejde med leder- og medarbejderrepræsentanter, som også deltager i præsentationen af virksomhedsplanerne i de politiske udvalg. Med virksomhedsplanerne bidrager institutioner og afdelinger således til den politiske beslutningsproces og er med til at skabe en fælles forståelse for, hvordan bydelen skal udvikle sig.

Valby Bydelsråd foreslår, at der etableres et lokalt råd eller forum i de københavnske bydele, der kan følge op på de tværgående processer og sikre en bred og tværgående dialog om en sammenhængende udvikling af lokalområdet baseret på lokal viden og erfaring.

Økonomiforvaltningens vurdering af forslag fra Valby Bydelsråd: Øget lokalt demokrati og forslag fra Indre Østerbro Bydelsråd: Demokratiudvikling.

Økonomiforvaltningen vurderer, at en fast observatørordning i udvalgene vil kræve en ændring af styrelsesloven. Inddragelse af relevante interesseparter i forbindelse med enkeltsager vurderes at kunne videreføres i det omfang udvalgene finder det hensigtmæssigt.

Økonomiforvaltningen vurdere, at forslaget om etablering af lokale råd uden selvstændig kompetence - hvis primære funktion er at sikre en bred tværgående dialog - vil kunne realiseres inden for styrelseslovens rammer.

Forslagene fra Indre Østerbro Bydelsråd og Valby Bydelsråd vil i givet fald kunne få begrænset virkning i den nuværende valgperiode på den baggrund foreslår Økonomiforvaltningen at forslagene forelægges det nye Økonomiudvalg i foråret 2002.

 

Forslag fra

Valby (nr. 29): Medarbejderudvikling og medarbejderinddragelse

Beskrivelse og Økonomiforvaltningens vurdering:

Valby-Visionen

  • En klar Valby-identitet, hvor det lokale demokrati er kendetegnet ved indflydelse, åbenhed og dialog.
  • Det lokale fællesskab bygger på medansvar for dagliglivet og udviklingen i Valby
  • Bydelen kendetegnes for kvalitet, helhedsorientering og vilje til udvikling og forandring i samspil mellem borgere, brugere, medarbejdere og politikere.

Valby Bydelsråd har udarbejdet en model (se beskrivelsen i bilag 2) om værdiledelse, der er grundlaget for de ansattes arbejde imod tre hovedmål:

 

 

  • øge lokaldemokratiet
  • forbedre den kommunale service
  • øge effektiviteten

MED-aftale – herunder medarbejderinddragelse og medindflydelse i nedsatte arbejdsgrupper ved udviklingstiltag.

I 1999 blev den lokale samarbejdsaftale om medbestemmelse og medindflydelse - MED-aftalen – vedtaget.

Lokalaftalen om medindflydelse og medbestemmelse dækker alle medarbejdere, som er ansat i Valby Bydel, herunder medarbejdere ansat i selvejende institutioner, hvor driften er udlagt til varetagelse i Valby Bydel. Aftalen afløser den tidligere aftale om tillidsrepræsentanter, samarbejde og samarbejdsudvalg i Københavns Kommune mellem KFF, KTO og Københavns Kommune og indebærer bl.a.:

- at der i det centrale samarbejde fastsættes overordnede rammer, der udfyldes lokalt
- at der fortsat er en adskilt sikkerhedsorganisation og MED-organisation på alle niveauer
- at MED-udvalgene skal høres forinden, der træffes politisk beslutning i sager, hvor MED- udvalgene har medindflydelse
- at MED-Hovedudvalget mødes mindst én gang om året med Bydelens politiske ledelse med henblik på drøftelse af den del af budgetbehandlingen, der vedrører budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold i Bydelen
- at der indgås aftale om kompensation til den enkelte arbejdsplads, så medarbejderrepræsentanternes fravær som følge af varetagelsen af deres hverv ikke væsentligt belaster den enkelte arbejdsplads

I aftalen er der fastsat procedure for drøftelse af bydelens budget og institutionernes/afdelingernes virksomhedsplaner bl.a. med hensyn til hvordan medarbejderne inddrages, bydelens personalepolitik, uddannelsespolitik, lønpolitik og større rationaliserings- og omstillingsprojekter mm.

MED-aftalen udmøntes nu lokalt i bydelen. Medarbejder- og lederrepræsentanter fra bydelens afdelinger og institutioner deltager i den særligt tilrettelagte MED-uddannelse, som baseres på undervisningsmateriale skræddersyet til Valby Bydel. Sidste del af uddannelsen er under justering da bydelsforsøget ophører.

Økonomiforvaltningens vurdering:

Økonomiforvaltningen har indledt drøftelser med personaleorganisationerne (KFF) med henblik på at afklare muligheden for at indgå MED-aftaler. Drøftelserne videreføres i begyndelsen af juni måned 2001.

Forslag fra

Valby (nr. 24): Eksempelprojektet

Kort status på projektet:

Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen har udarbejdet forslag til lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg "Det centrale Valby", som udgør plangrundlaget for at kunne gennemføre Eksempelprojektet. Projektområdet omfatter de gamle industrikomplekser Bomuldsspinderiet og Porcelænsfabrikken Norden og et område mellem Valby Station og Valby Tingsted.

Plangrundlaget muliggør etablering af en række offentlige funktioner, boliger, butikker og serviceerhverv.

Borgerrepræsentationen har i foråret 2001 sendt dette plangrundlag i offentlig høring. Høringsperioden er nu afsluttet og sagen afventer endelig politisk behandling.

Kommunen er interessent i projektet, idet der i projektet indgår mulighed for etablering af skole, daginstitutioner, idræts- og kulturfaciliteter samt ældrefaciliteter.

På baggrund af budgetaftalen for 2001, er der under formandskab af Økonomiforvaltningen nedsat en kommunal koordineringsgruppe med repræsentanter fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Valby Bydel.

Samtidig fører Økonomiforvaltningen forhandlinger med investorer/grundejere om en række økonomiske og juridiske aftaler, der vil ligge til grund for en realisering af projektet.

De ovenfor nævnte forvaltninger samarbejder i den forbindelse om udformningen af en fællesindstilling til de berørte fagudvalg, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om Eksempelprojektet i sin helhed.

En medarbejder fra Valby Bydel er i hele 2001 indstationeret til Økonomiforvaltningen med henblik på at varetage Økonomiforvaltningens koordinering af projektet.

Forvaltningerne sigter mod, at den politiske behandling af indstillingen om lokalplan/kommuneplantillæg og fællesindstillingen skal ske samtidig i Økonomiudvalg og Borgerrepræsentation. Den politiske behandling i fagudvalgene forventes at starte før sommerferien 2001.

 

 

Forslag fra

Valby (nr. 27): Byudviklingsplan for erhvervsområdet v/Gl. Køge Landevej og etablering af svømmehal.

Kort status på projektet:

Projektet forudsætter ændring af områdets planstatus samt tilvejebringelse af midler til kommunale institutioner, herunder primært en eventuel svømmehal.

I bydelsplanlægningen for Valby i forslag til Kommuneplan 2001 er potentialer for det nævnte erhvervsområde skitseret. En omdannelse af området forudsætter en samlet planlægning, som må afvente og koordineres med planlægningen af den nye krydsningsstation Ny Ellebjerg Station.

Forslaget om at udarbejde en samlet byudviklingsplan for området indgår i overvejelserne for den kommende planperiode, dvs. efter at Kommuneplan 2001 er endeligt vedtaget.

Økonomiforvaltningen vil være ansvarlig for udarbejdelsen af et forslag om byudviklingsplan og for koordinering med de berørte forvaltninger med videre.

Vedrørende en eventuel etablering af svømmehal vil Kultur- og Fritidsforvaltningen være ansvarlig.

 

 

Forslag fra

Valby (nr. 10): Bydelsbutik

Beskrivelse og Økonomiforvaltningens vurdering:

Den 1. januar 1999 åbnede Valby Bydel en bydelsbutik, hvor borgere kan komme ind fra gaden uden forudgående tidsbestilling og få svar på spørgsmål om sygesikring, institutionsplads, begravelseshjælp, børnefamilieydelser, børnetilskud, børnebidrag, boligsikring, boligindskudslån, hjælpemidler, barsels- og sygedagpenge, kontanthjælp, orlov til børnepasning, aktivering, generelle råd og vejledning samt særlige råd og vejledning om job og uddannelse.

Bydelsbutikken er indrettet så den fremstår venlig og imødekommende uden skranker. Dette er både de ansattes opfattelse og borgerens, viser nedenfor beskrevne brugerundersøgelse.

I bydelsbutikken er der længere åbningstid end i bydelens øvrige sociale afdelinger. Åbningstiden er ændret fra 16 timer om ugen til 30 timer om ugen. Der er etableret nummersystem, så borgeren ikke skal stå i en lang kø, men kan vente i venteværelset, hvor det er muligt at nyde gratis kaffe eller kakao indtil man bliver ekspederet.

I bydelsbutikken er der 2 enheder:

  • "Den store butik", hvor borgeren kan rette henvendelse om sikringsydelser, herunder daginstitutionspladser samt personlige hjælpemidler.
  • "Den lille butik", hvor borgeren kan rette henvendelse om kontanthjælp, generel råd og vejledning, orlov til børnepasning, overlevelseshjælp, aktivering samt råd og vejledning om job og uddannelse.

At butikken ligger i gadeplan, med udvidet åbningstid og straksekspeditioner, signalerer synlighed, åbenhed, effektivitet og service, hvilket brugerundersøgelsen også klart peger på. Derudover er det opfattelsen, at borgerne ikke føler sig klientgjort ved henvendelsen i butikken, hvilket er en væsentlig signalværdi.

 

Idégrundlag/baggrund:

  • Det skal være nemt og bekvemt at være borger i Valby Bydel.
  • Bydelen skal fremstå borger- og brugervenlig.
  • Borgerne skal modtage en hurtig og kvalificeret betjening i åbne, venlige og imødekommende omgivelser.
  • Borgerne skal som hovedregel kun henvende sig èt sted for at få behandlet deres sag.
  • Borgerne skal behandles ens og individuelt.
  • Borgerne skal sikres let adgang til forståelig information - både mundtligt og skriftligt.
  • Borgerne skal kunne henvende sig til bydelen på tidspunkter, der i større udstrækning matcher borgernes behov.

Der er lagt vægt på og taget højde for følgende:

  • Der er taget udgangspunkt i områder/opgaver, der udfra en helhedsbetragtning og en borgersynsvinkel vil være hensigtsmæssige at placere i en bydelsbutik.
  • Der er lagt vægt på områder, der har mange borgerhenvendelser.
  • Der er lagt vægt på nyhenvendelser eller henvendelser, der ikke kræver den store 'vandring' af sager mellem pavillonen og den øvrige administration.
  • Der er lagt vægt på områder, hvor sager for en stor dels vedkommende kan færdigbehandles i bydelsbutikken - også for at opnå en større jobtilfredshed for medarbejderne.
  • For at kunne leve op til de overordnede målsætninger, er det vigtigt, at arbejdet for medarbejderne bl.a. bliver udfordrende og til stadighed byder på muligheder for at udvikle nye arbejdsmetoder m.v..

Succeskriterier og evalueringsform:

Et af succeskriterierne for Bydelsbutikken har været borgernes tilfredshed. Derfor blev der efter et år udarbejdet en brugerundersøgelse i november og december 1999 Der blev udleveret 388 spørgeskemaer til brugere/borgere, hvoraf de 190 blev udfyldt og returneret til bydelen, hvilket giver en svarprocent på 49.

Et af resultaterne af undersøgelsen var, at brugerne/borgernes generelle oplevelse af bydelsbutikken var, at 48% var meget positive og 46% positive. Resultaterne af brugerundersøgelsen kan rekvireres.

Gunnar Gjelstrup (lektor fra RUC) har også evalueret Bydelsbutikken som en del af en tværgående evaluering i bydelen. Han konkluderer bl.a. "Bydelsbutikken er nået ganske langt i løbet af et år. Processen omkring butikken er et eksempel på, hvordan Valby-Visionen kan udmøntes i praksis. De værdier, der er under udvikling i bydelsbutikkens kultur, har sin klare tråd tilbage til visionen. Det gælder også brugernes inddragelse i den fortsatte udvikling af Bydelsbutikken. Men det gælder måske især, at enkelte borgerne fornemmer meningen med forandringerne: her er man for at løse borgernes problemer og ikke bare administrere. ("Processer kan gøre en forskel – på tværs af forandringsprojekter i Valby Bydel" af Gunnar Gjelstrup. Vedlægges til orientering

 

Organisering

Bydelsbutikken er en del af organiseringen på det samlede voksenområde i Valby Bydel, hvor primært to af bydelens sociale (eller dele heraf) p.t. er placeret. Således er Afdelingen for Visitation og Beskæftigelse placeret i Bydelsbutikken samt de medarbejdere fra Afdelingen for Førtidspension og Sikringsydelser, der arbejder med sikringsydelser, en medarbejder på hjælpsmiddelområdet samt de medarbejdere, der arbejder med økonomi-delen i forhold til dagpenge. Dertil kommer pladsanvisningen.

I bydelsbutikken har medarbejderne både en generalist- og specialistfunktion således at medarbejderne på skift sidder i front i Bydelsbutikken og ekspederer borgerhenvendelser og i baglandet med en specialistfunktion. Alle "lette" sager ekspederes i front i Bydelsbutikken. Der er endvidere en både fysisk og organisatorisk nærhed til baglandet, hvor den "tungere" sagsbehandling finder sted.

Tidshorisont:

De pavilloner på Toftegårds Plads, hvor Bydelsbutikken er placeret bliver fjernet ved udgangen af 2001. Derefter er den fysiske placering uklar, men der arbejdes på en løsning i gadeplan. Den fremtidige placering for visitations- og beskæftigelsesdelen vil være i Jobhus på Værkstedsvej, der er ved at blive etableret.

Økonomiforvaltningens vurdering:

Forslaget indgår i overvejelserne om servicecentre. Stillingtagen til forslaget afventer Økonomiudvalgets beslutning vedr. et medlemsforslag om servicecentre.

 

Forslag fra

Kongens Enghave (nr. 9): Integrationspolitik

Beskrivelse og status for projektet:

Baggrund

I forbindelse med udarbejdelse og vedtagelse af Kvarterløft Kongens Enghaves Kvarterplan fra 1998 blev det besluttet, at der skulle udarbejdes en integrationspolitik for Kongens Enghave bydel for perioden 1999 –2002.

Bydelsrådet vedtog d. 24. maj 2000 bydelens integrationspolitik. Efterfølgende blev der i 24. januar 2001 vedtaget en handlingsplan med 11 delprojekter for år 2001.

Formål

Kgs. Enghave skal være en bydel, hvor alle, uanset etnisk baggrund, har plads til at leve sit eget liv og mulighed for at udvikle sig til aktive borgere i lokalsamfundet. Bydelens institutioner og ydelser til borgerne skal være tilpasset det udgangspunkt, brugerne har. Bydelen kræver til gengæld et aktivt engagement fra brugernes side.

Flygtninge og indvandere skal have mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med andre borgere.

Den kulturelle mangfoldighed skal respekteres, så flygtninge og indvandere kan udvikle deres egen kultur som et nødvendigt fundament for integrationen.

Status og organisering

Projektet er organiseret som et tværgående projekt i bydelen, hvor samtlige af bydelens afdelinger og institutioner inddrages.

Der er i kvarterløftsekretariatet ansat en integrationsmedarbejder frem til medio 2002 finansieret af boligsociale midler. Integrationsmedarbejderen har kompetence til at arbejde med integrationsspørgsmål i samtlige af bydelens afdelinger og institutioner.

Status for delprojekter

Lokal etnisk ansættelsespolitik : Et oplæg, der skal debatteres på de enkelte arbejdspladser er næsten klar, men procedure ikke vedtaget.

Information til borgerne via hjemmeside og bibliotek : Biblioteket planlægger kursus for sagsbehandlere i informationssøgning målrettet indvandere. Fremmedsproget information på hjemmeside afventer afgørelse om bibliotekets overtagelse af lokal hjemmeside.

Tolkepolitik i institutioner og skoler: Retningslinier for brug af tolke udsendt til institutioner. Der arbejdes på at sikre ressourcer.

Ressourcer til forældresamarbejde og institutionsstart: Netværk af integrationsansvarlige i daginstitutionerne forventes startet i maj med uddannelsesforløb i efteråret.

Etnisk Råd på skolerne: Ad hoc-gruppe til start af Etnisk Råd er nedsat på Ellebjerg skole.Undervisning tilpasset elever med dansk som andetsprog: Sprogcenter etableres på begge skoler fra august 2001. Udviklingen af arbejdet støttes.

Samarbejde mellem skoler og fritidstilbud: Åben skole i samarbejde mellem skole og fritidsklub søges fortsat. Midler til skolens del findes. Børn- og Ungekonference om øgede samarbejdsmuligheder afholdes i september.

Foreningskonsulent i forhold til voksne: Bydelen ønsker at indgå aktivt i Københavns Kommunes planlagte ordning med foreningskonsulenter i forhold til flygtninge og indvanderes fritid.

Lokal sagsbehandling af integrationssager: (De næste tre initiativer hænger sammen med muligheden for en fortsat lokal prioritering af sager med integrationsindsats)

  • Afklaringsforløb for næsten jobparate: Et forløb for 10 personer forventes at starte i juni
  • Lokalt tilrettelagt integrationsforløb: Lokale samfundsorienterende møder holdes i samarbejde med lokalt værested. Mulighed for social aktivering i værestedet etableret
  • Udvikling af danskundervisning og udslusning derfra: Samarbejde med sprogcentre og med lokale undervisningstilbud etableret. Der arbejdes med at finde ressourcer til fortsat lokal danskundervisning

Det forventes, at bydelsrådet vil få forelagt en midtvejsevaluering i september 2001 og på den baggrund skal der vedtages en handlingsplan for 2002. I den forbindelse skal det afklares hvordan Integrationsudvalget inddrages i vedtagelsen af en handlingsplan for 2002.

Bilag vedlagt

  1. Tilbagemeldinger i forhold til bydelenes ønske om videreførelse af opgaver/projekter fra de øvrige udvalg under Borgerrepræsentationen
  2. Bydelsrådenes beskrivelser af de 7 opgaver/projekter, der i nærværende indstilling er behandlet af Økonomiforvaltningen

 

Erik Jacobsen

/Paul Sax Møller

Til top