Mødedato: 29.04.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Godkendelse af boligprojekt vedrørende 50 almene plejeboliger til borgere med sindslidelse i Arenakvarteret, Ørestads Syd

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal godkende boligprojektet med 50 almene plejeboliger med tilknyttet serviceareal på Robert Jacobsens Vej, Arenakvarteret, Ørestad Syd. Boligprojektet er finansieret i Budget 2012 og skal anvendes som botilbud til borgere med sindslidelse i forbindelse med modernisering af bostedet Ringbo.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget og Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1. at projekt til opførelse af 50 almene plejeboliger, som er ældreboliger med tilknyttet serviceareal, til borgere med sindslidelse godkendes,
 
2. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om kommunal støtte til opførelse af plejeboligerne i form af kommunalt grundkapitallån på 10 pct. af anskaffelsessummen svarende til 8,032 mio. kr., og kommunal garanti for den yderste del af realkreditlån (ca. 70,685 mio. kr.). Der anvises kassemæssig dækning på Socialudvalgets budget, se økonomiafsnittet for de bevillingsmæssige konsekvenser.


Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

3. at der gives en anlægsbevilling på 8,684 mio. kr. (ekskl. moms) i 2014-2017 til Socialudvalget til montering, flytteudgifter, indskud mv. jf. økonomiafsnittet tabel 2,

4. at Københavns Kommune lejer servicearealerne ved en lejeaftale mellem Københavns Kommune og boligselskabet AKB København, som beskrevet under løsningsafsnittet,

5. at der afsættes deponering på 16,627 mio. kr. til leje af servicearealer tilhørende de 50 plejeboliger. Der overføres16,627 mio. kr. fra Socialudvalget til Økonomiudvalget i 2014, jf. økonomiafsnittet.


Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

6. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti på op til 100 pct. for realkreditlån på 16,627 mio. kr. til servicearealerne,

7. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at give tilsagn om statsligt engangstilskud på 40.000 kr. pr. bolig til servicearealerne, i alt 2 mio. kr.,

8. at det godkendes, at der fraviges fra retningslinjerne i ”Miljø i Byggeri og Anlæg” for etablering af gas af hensyn til målgruppens sikkerhed,

9. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen, forudsat at der ikke er væsentlige ændringer i forhold til det foreliggende.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets og Socialudvalgets budgetrammer.
 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har siden 2008 afsat midler til modernisering af 345 boliger til længerevarende ophold til borgere med sindslidelse. I Budget 2012 (Socialdemokratiet (A), Socialistisk Folkeparti (F), Radikale Venstre (B), Det Konservative Folkeparti (C), Liberal Aliance (I), Dansk Folkeparti (O) og Venstre (V)) blev der afsat midler til modernisering af yderligere 135 utidssvarende boliger til borgere med sindslidelse i forbindelse med flytning af bostedet Ringbo fra Bagsværd til København.

Herefter vil der fortsat være 247 utidssvarende boliger til borgere med sindslidelse, hvis modernisering ikke er finansieret.

Løsning

Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalget skal i denne indstilling tage stilling til etablering af et botilbud til borgere med sindslidelse, der indeholder 50 almene plejeboliger med tilknyttet serviceareal. Boligprojektet er en del af afviklingen af bostedet Ringbo og understøtter ønsket om afinstitutionalisering, hvor Ringbo splittes i tre mindre botilbud. Der etableres to andre botilbud i København på hhv. Oliebladsgade på Amager og Glasvej i Københavns Nordvestkvarter. Disse to boligprojekter behandles i særskilte indstillinger på samme møde.

Socialforvaltningen har i 2013 indgået en aftale med boligselskabet AKB København v/KAB om, at de bygger og drifter et plejeboligbyggeri på 50 boliger med tilhørende servicearealer i Arenakvarteret, Ørestad Syd.

Botilbud til borgere med sindslidelse
Socialforvaltningen ønsker at etablere et botilbud til borgere med sindslidelse, hvor de fysiske rammer er med til at sikre, at beboerne kan leve et så selvstændigt og godt liv som muligt. Botilbuddet placeres i plejeboligbyggeriet i Arenakvarteret og består af syv etager med boliger og to etager (stuen og 1. sal) med fællesarealer og personalefaciliteter (serviceareal). Tegninger af botilbuddet kan ses i bilag 1.

Indretningen af botilbuddet, hvor fællesarealerne og personalefaciliteterne er placeret adskilt fra boligetagerne, er tænkt til at give beboerne mulighed for at vælge fællesskabet fra eller til. Socialforvaltningen vil indarbejde brug af velfærdsteknologi i botilbuddet og derved bidrage til, at beboerne bliver mere selvhjulpne, og at medarbejderne får et bedre arbejdsmiljø. Det forventes, at velfærdsteknologien vil inkludere anvendelse af smartphones og tablets med applikationer, der kan hjælpe beboerne i at strukturere deres hverdag. Applikationer kan f.eks. anvendes til at planlægge aftale med personale og psykiater samt fællesaktiviteter med de andre beboere i tilbuddet. Hvilken type af velfærdsteknologi, der er relevante for beboerne i det nye botilbud, fastlægges i 2015, når indflytningen er tættere på, og de konkrete beboeres behov er kendt.  

Beboerne får egen lejekontrakt og kan under trygge rammer afprøve, hvad det vil sige at bo i egen lejlighed. Der er tilknyttet døgnbemanding i botilbuddet. Beboerne får en tidssvarende bolig på ca. 45 m2 med eget bad og toilet. Beboerne kommer fra utidssvarende boliger på ca. 12 m2, hvor de deler bad og toilet. Socialforvaltningen vurderer, at med de nugældende boligstøtteregler kan målgruppen betale en husleje på maksimalt 6.787 kr. pr. måned (2014 p/l), idet boligydelsen udgør op til 3.500 kr. om måneden for en førtidspensionist. For at overholde huslejeniveauet må boligens størrelse ikke overstige 65 m² inkl. boligens andel af adgangs- og fællesarealer. Som nævnt ovenfor, udgør boligerne i botilbuddet ca. 45 m2, og dertil skal lægges 20 m2 i andel af adgangs- og fællesarealer.

I budgetaftalens tekst fra 2012 fremgik det, at lukning af Ringbo vil ske i slutningen af 2015. Socialforvaltningen forventer nu, at lukningen vil ske i første halvdel af 2016. Ændringen i den oprindelige tidsplan skyldes bl.a. vanskeligheder med at finde egnede byggegrunde. KAB har meddelt Socialforvaltningen, at en mere konkret tidsplan for byggeriet vil foreligge ved licitationsresultatet, dvs. i september 2014.

Lejekontrakt for servicearealer
Københavns Kommune skal leje servicearealerne ved at indgå en lejekontrakt med boligselskabet AKB, København. Lejekontrakten følger standarden på området og hviler på markedsleje for kommunale servicearealer i den almene sektor og med en forventet gensidig uopsigelighed på 20 år, svarende til et sædvanligt 20-årigt realkreditlån, hvor der ydes kommunal garanti i nødvendigt omfang over for realkreditinstituttet.

Økonomi

Udgift til opførelse af plejeboligbyggeriet

Udgiften til opførelse af de 50 plejeboliger er beregnet til 80,3 mio. kr. eller 25.228 kr./m2. Beløbet svarer til m2-prisen på tilsvarende almene plejeboliger, som Socialforvaltningen har igangsat de seneste 3 år. Denne udgift kaldes også anskaffelsessummen. Anskaffelsessummen finansieres i henhold til almenboligloven, hvilket indebærer, at kommunen skal yde grundkapitallån, som i dag er på 10 pct. af anskaffelsessummen eller ca. 8 mio. kr. og afholdes af Socialudvalget på finansposter funktion 8.32.24.5. Det kommunale lån er rentefrit og afdrages senest efter 50 år. Kommunen skal derudover give garanti for realkreditlånene i boligerne. Garantien anslås at blive på 70,7 mio. kr. Det præcise beløb beror på realkreditinstituttets vurdering af ejendommens handelsværdi. Resten af anskaffelsessummen på 1,6 mio. kr. finansieres af beboerindskud, jf. tabel 3 bilag 1.

Udgiften til opførelse af servicearealerne er beregnet til ca. 23 mio. kr. inkl. moms, og anskaffelsessummen finansieres med et realkreditlån. Realkreditlånet får kommunegaranti op til 100 pct., og den bliver her på ca. 16,6 mio. kr. Idet kommunen lejer servicearealerne, yder staten et tilskud på 40.000 kr. pr. tilknyttet bolig, dvs. her 2 mio. kr., jf. tabel 4 i bilag 1.

Kommunal garanti er en eventualforpligtelse, der ikke umiddelbart belaster kommunens økonomi. At der er en eventualforpligtelse betyder, at den kun får betydning regnskabsmæssigt, hvis kommunen får tab på garantien. 

Anvendelse af Socialforvaltningens bevilling

Den samlede bevilling til flytning af bostedet Ringbo udgør 92,1 mio. kr. (2014 p/l). Beløbet er blevet korrigeret i forhold til Budgetaftalens tekst fra 2012, hvor der blev afsat 93,5 mio. kr. (2012 p/l). Korrektionen er foretaget som følge af statens nedsættelse af den kommunale støtte til grundkapital fra 14 pct. til 10 pct. og i forhold til pris-og-løn fremskrivning. Ud af de 92,1 mio. kr. til flytning af bostedet Ringbo afsættes 33,3 mio. kr. til plejebyggeriet med 50 boliger og tilknyttede serviceareal på grunden i Arenakvarteret, Ørestad Syd. Fordelingen af resten af bevillingen til flytning af bostedet Ringbo fremgår af tabel 5 i bilag 1.

Socialforvaltningen skal leje servicearealerne og skal derfor deponere for disse arealer. Deponering henviser til det beløb, som svarer til lejemålets ejendomsværdi. Når kommunen indgår lejemål med en privat udlejer, som kan sidestilles med en kommunal anlægsopgave, skal kommunen deponere.

Bevillingen på 33,3 mio. kr. skal derfor finansiere:

  • 8 mio. kr. til grundkapitallånet i forbindelse med opførelse af de 50 plejeboliger, jf. tabel 3 i bilag 1
  • 16,6 mio. kr. til deponering i forbindelse med leje af servicearealer
  • 8,7 mio. kr. til udgifter til montering, flytning, velfærdsteknologi og tomgangshusleje mv.

Socialforvaltningens udgift til deponering på 16,6 mio. kr. skal overføres fra Socialudvalgets finansposter til Økonomiudvalgets finansposter jf. nedenstående tabel 1.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2014 p/l)

Varig?
ja/nej

2014

2015

2016

2017

5

SUD

Finansposter

8.32.27.5

U

-16.627

Nej

5

 ØU

Finansposter

8.32.27.5

U

16.627

Nej

I alt

0

0

0

0

Tabel 2 viser de midler, der ansøges frigivet til Socialudvalget til dækning af Socialforvaltningens udgifter på i alt 33,3 mio. kr.

Tabel 2. Anlægsbevillinger - frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.
(2014 p/l)

I alt

2014

2015

2016

2017

SUD

Grundkapital

Finansposter

8.32.24.5

8.032

 

 

 

8.032

SUD

Deponering

Finansposter

8.32.27.5

16.627

 

 

 

16.627

SUD

Montering, flytteudgifter, hjælpemidler mv.

3641 – Byggeri og modernisering af tilbud

5.38.50.3

314

3.417

4.953

-

8.684

I alt

-

-

-

24.973

3.417

4.953

33.343

Kategorisering af anlægsmidlerne fremgår af tabel 6 i bilag 1.

Driftsudgifter
Socialforvaltningen søger ikke om nye driftsmidler, idet driftsudgifter til botilbuddet afholdes inden for den eksisterende driftsramme. Der er tale om flytning af bostedet Ringbo, hvor driftsmidler følger med. Gennemsnitlig pris pr. beboer er 0,5 mio. kr. pr. år.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationens beslutning foreligger, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele støttetilsagn. Efter indhentning af priser på byggearbejderne forventer AKB, København v/KAB at påbegynde opførelsen af byggeriet til januar 2015. Byggeriet forventes afsluttet i foråret 2016. I forbindelse med byggeriets opførelse vil der blive forelagt en sag for Teknik- og Miljøudvalget om den kommunale garanti for realkreditlån til plejeboligerne og servicearealet. Derudover igangsætter Socialforvaltningen en dialog med Amager Vest lokaludvalg omkring naboorientering.

Anette Laigaard / Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at godkende projekt til opførelse af 50 almene plejeboliger, som er ældreboliger med tilknyttet serviceareal, til borgere med sindslidelse,
 
2. at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at meddele tilsagn om kommunal støtte til opførelse af plejeboligerne i form af kommunalt grundkapitallån på 10 pct. af anskaffelsessummen svarende til 8,032 mio. kr., og kommunal garanti for den yderste del af realkreditlån (ca. 70,685 mio. kr.). Der anvises kassemæssig dækning på Socialudvalgets budget, se økonomiafsnittet for de bevillingsmæssige konsekvenser.

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

3. at der gives en anlægsbevilling på 8,684 mio. kr. (ekskl. moms) i 2014-2017 til Socialudvalget til montering, flytteudgifter, indskud mv. jf. økonomiafsnittet tabel 2,

4. at Københavns Kommune lejer servicearealerne ved en lejeaftale mellem Københavns Kommune og boligselskabet AKB København, som beskrevet under løsningsafsnittet

5. at der afsættes deponering på 16,627 mio. kr. til leje af servicearealer tilhørende de 50 plejeboliger. Der overføres16,627 mio. kr. fra Socialudvalget til Økonomiudvalget i 2014, jf. økonomiafsnittet.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

6. at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at meddele kommunal garanti på op til 100 pct. for realkreditlån på 16,627 mio. kr. til servicearealerne,

7. at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at give tilsagn om statsligt engangstilskud på 40.000 kr. pr. bolig til servicearealerne, i alt 2 mio. kr.,

8. at der fraviges fra retningslinjerne i ”Miljø i Byggeri og Anlæg” for etablering af gas af hensyn til målgruppens sikkerhed,

9. at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen, forudsat at der ikke er væsentlige ændringer i forhold til det foreliggende.
 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2014

Indstillingen blev godkendt

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 7. april 2014

Indstillingens 1.-2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Indstillingens 6.-9. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 40: Godkendelse af boligprojekt vedrørende 50 almene plejeboliger til borgere med sindslidelse i Arenakvarteret, Ørestads Syd

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top