Mødedato: 29.04.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Beslutning om valg af overordnet metode for skybrudsplan, Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal godkende det overordnede metodevalg for skybrudssikringen af vandoplandet Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård efter endt høringsperiode.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at konkretisering af skybrudsplan for Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård (bilag 1) med tilhørende miljøvurdering (bilag 3) godkendes som grundlag for udarbejdelse af projektforslag til anlægsprojekter.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Den 4. november 2013 besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at skybrudskonkretiseringen for vandoplandet Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård, der bygger på Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012, sendes i otte ugers høring.

Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård vandopland modtager vand (regnvand, spildevand, vandløbsvand og søvand) fra to store vandsystemer: Utterslev Mose/Emdrup Sø bassinet og Lersøgrøften/ Vilhelmsdalsløbet. Ca. halvdelen af oplandet til disse områder ligger i Gladsaxe og Gentofte Kommuner, som i skybrudssituationer leder store mængder regnvand igennem Københavns Kommune. Udfordringen skal derfor løses på tværs af kommunerne.

Gennem tiderne er der sket omfattende reguleringer af vandets naturlige veje i takt med byggeri af boliger, togbaner, motorveje mv. De oprindelige ådale og hovedvandveje til havet er derfor forsvundet eller rørlagt, hvilket resulterer i kraftige opstuvninger i rørsystemet mod Øresund - fx på Lyngbymotorvejen - når det regner kraftigt. Hovedudfordringen i vandoplandet består derfor i at løse dette problem.

Borgerrepræsentationen skal nu godkende metodevalget, der skal ligge til grund for skybrudssikringen af vandoplandet Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård. Der er i dette tilfælde kun udarbejdet ét løsningsprincip, idet der umiddelbart ikke findes andre alternativer, som vurderes økonomisk eller fysisk realistiske.

Løsning

Resume af løsningsforslag

Løsningens hovedprincip består i et stort tværkommunalt tunnelsystem, hvortil regnen kan ledes fra de kritiske områder uden at opstuve. Tunnelløsningen foreslås, idet det ikke er muligt at etablere en central transportvej for skybrudsvand som en overfladeløsning. I modsætning til flere af de øvrige skybrudskonkretiseringer har planen for Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård derfor kun ét løsningsprincip. Der, hvor det er muligt, foreslås lokale overfladeløsninger, hvor vandet enten ledes til områdets søsystem eller tunnelen.

Under udarbejdelse af planen har andre alternativer været undersøgt. En generel beskrivelse af disse findes i hovedrapportens afsnit 5.2.1. Imidlertid er der sammenhænge og muligheder, der skal belyses yderligere, når planen viderebearbejdes, ligesom det skal undersøges, hvordan de enkelte skybrudsoplande bedre kan fungere sammen under et skybrud.

Ud over et rekreativt potentiale i de lokale løsninger giver tunnelsystemet også mulighed for en række væsentlige synergieffekter. Tunnellerne kan afhjælpe spildevandsoverløb til vandsystemerne, så man på længere sigt kan opnå en bedre vandkvalitet til de Indre Søer, der er forbundet med Utterslev Mose, i Utterslev Mose og Emdrup sø. Ligeledes vil man kunne aflaste rensningsanlægget for store mængder søvand, der i dag ledes i spildevandssystemet.

Høring og borgermøde

Der er i høringsperioden indkommet 8 høringssvar, som knytter sig til planen. Forvaltningen har behandlet skriftlige høringssvar i vedlagte høringsnotat, bilag 2.

Der har desuden været afholdt borgermøde med ca. 50 deltagere. Tilbagemeldingerne på mødet var overvejende positive med enkelte kommentarer til finansieringsformen samt spørgsmål til konkrete løsningsforslag, der er vist i rapporten – samt problemer borgerne har oplevet under skybrud. Bemærkninger fra mødet fremgår ligeledes af høringsnotatet. Lokaludvalget for Brønshøj-Husum har afholdt et supplerende borgermøde for denne bydel; her deltog ca. 80 personer. På mødet blev bl.a. stillet afklarende spørgsmål om klimatilpasning på private fællesveje, udnyttelse af restarealer til lokal afledning af regnvand (LAR) samt spørgsmål til Utterslev Moses rolle i planen.

Den offentlige høring har ikke givet anledning til ændringer i planen, idet indkomne ændringsforlag primært er beskrevet på et detaljeringsniveau, hvor der endnu ikke er taget stilling eller henviser til problemstillinger, som forvaltningen allerede er opmærksom på eller som skal indtænkes i projekteringsfasen. Andre høringssvar bekræfter argumentet for den valgte løsning. Høringen har samlet set givet anledning til en række gode opmærksomhedspunkter og forslag, som forvaltningen vil forholde sig til i det videre arbejde.

Miljøvurdering

Skybrudsplanen kræver miljøvurdering efter Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer. Der er udarbejdet et samlet forslag til miljøvurdering, der har været i 8 ugers offentligt høring.

I høringsperioden er der kommet 4 høringssvar. Det er miljøvurderingens hovedkonklusion, at de beskrevne løsningsforslag kan gennemføres uden væsentlige miljøpåvirkninger, hverken i anlægs- eller driftsfasen. Nærmere detaljer om, hvordan forhold belyst i Miljøvurderingen er integreret i skybrudsplanen, kan læses i miljøvurderingens redegørelse (bilag 4).

Forvaltningens anbefaling

Forvaltningen anbefaler at vedtage planen, som den foreligger og tage indkommende høringssvar til efterretning i det kommende arbejde med implementeringen. Projekterne vil i videst muligt omfang blive koordineret med andre anlægsprojekter, fx vejrenoveringer og områdefornyelser, ligesom der vil ske en optimering af skybrudskonkretiseringens funktioner og omkostninger.

Økonomi

Denne indstilling har ikke økonomiske konsekvenser for kommunen.

Når alle 7 vandoplande er politisk behandlet udarbejder forvaltningen et udkast til en implementeringsplan, hvori der også redegøres for de økonomiske konsekvenser. Økonomien i forhold til skybrudsplanens overordnede rammer er beskrevet i bilag 5.

Da der er tale om et tværkommunalt samarbejde mellem København, Gentofte og Gladsaxe Kommune, skal der opnås enighed om en fordelingsnøgle, der kan danne grundlag for en udgiftsfordeling af de anlægs- og driftsudgifter, der vedrører de tværkommunale dele. Disse er primært knyttet op på tunnelsystemet, og et fordelingsprincip skal yderligere kvalificeres. Et uddrag af konkretiseringen er blevet forelagt samarbejdskommunernes tekniske udvalg til orientering i forbindelse med offentliggørelsen af nærværende skybrudskonkretisering. Der skal på et senere tidspunkt derfor træffes politisk beslutning om valg af udgiftsfordelingsnøgle i de tre kommuner.

Videre proces

Når alle vandoplandene har været igennem den politiske behandling vil forvaltningen bede om en politisk stillingtagen til en implementeringsplan, som indeholder en prioritering af de enkelte projekter i hvert vandopland og i byen som helhed (en ’rækkefølgeplan’) og en tidsramme for realiseringen af projekterne. Implementeringsplanen forventes forelagt til politisk behandling december 2014. Her vil også indgå en vurdering af konsekvenserne for taksterne i forhold til forskellige tidsrammer for implementering.

På denne baggrund vil der kunne udarbejdes en samlet implementeringsplan og iværksættes projektering i samarbejde med HOFOR. Alle anlægsprojekterne vil blive fremlagt til politisk godkendelse, som alle andre anlægsprojekter, når der er afholdt borgerhøring mv.

For at kunne indmelde flest mulige fælles klimatilpasningsprojekter til Forsyningssekretariatet under 100 %-ordningen med frist 31. december 2014 indmeldes projekterne umiddelbart efter politisk behandling af skybrudskonkretiseringen.

Den mere præcise disponering af byrummene, og herunder konsekvenser for bl.a. fremtidige forhold for parkering og trafikafvikling, vil blive afklaret i den senere projektering, og de enkelte projekter vil blive fremlagt til politisk godkendelse. I projekterne vil gener under anlægsarbejdet, bl.a. i forhold til trafikafviklingen, også blive belyst.

Pernille Andersen                                    /Simon Kjær Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at konkretisering af skybrudsplan for Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård (bilag 1) med tilhørende miljøvurdering (bilag 3) godkendes som grundlag for udarbejdelse af projektforslag til anlægsprojekter.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 17. marts 2014

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, Ø, F og B.

Imod indstillingen stemte 0 udvalgsmedlemmer.

3 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: C, V og I.

 

Indstillingen blev anbefalet.

 

Udvalget afgav fælles protokolbemærkning:

”Teknik- og Miljøudvalget bemærker, at udvalget ikke herved har taget stilling til de enkelte projekter, som afventer den endelige implementering efteråret 2014. Det er vigtigt, at forvaltningen medtænker en borgerinddragelse i denne fase.”

 

F afgav følgende protokolbemærkning:

”SF er skeptisk i forhold til at anvende cykelstier som opsamling til regn og mener, at vandet bedst transporteres sammen med lukkede køretøjer, bil og bus. Vi ser helst andre muligheder for håndtering af regnvand.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 25: Beslutning om valg af overordnet metode for skybrudsplan, Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F og O.

Imod stemte: C og I.

Til top