Startredegørelse for lokalplan "Teglværkshavnen tillæg 6"
Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal godkende, at der igangsættes udarbejdelse af tillæg nr. 6 til lokalplan 310 ”Teglværkshavnen” med tilhørende kommuneplantillæg. Med planen ændres bestemmelserne om bl.a. anvendelse og bebyggelsestæthed for et ca. 40.000 m2 stort areal med henblik på udvikling af et tidssvarende, blandet bolig- og erhvervsområde.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget har godkendt,
- at der udarbejdes forslag til lokalplan for et område beliggende ved A. C. Meyers Vænge på baggrund af de intentioner og opmærksomhedspunkter, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1 og 2.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,
2. at der udarbejdes forslag til tillæg til Kommuneplan 2011, som ændrer kommuneplanrammerne for området på baggrund af de intentioner og opmærksomhedspunkter, der fremgår af vedlagte startredegørelse.
Teknik- og Miljøudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt i sit møde den 7. april 2014, jf. ’Oversigt over politisk behandling’.
Problemstilling
København vokser med 100.000 indbyggere frem mod år 2025 ifølge de seneste prognoser. Sydhavn er i Kommuneplan 2011 udpeget som byudviklingsområde med potentiale for nye boliger og erhverv.
Grundejerne vest for A.C. Meyers Vænge har anmodet om en lokalplan med kommuneplantillæg for området mellem Scandiagade og A.C. Meyers Vænge. Det aktuelle område, der ligger tæt på AAU Cph. (Aalborg Universitet) og Teglværkshavnen, skal ses i sammenhæng med Helhedsplanen for Sydhavn.
Den gældende lokalplan nr. 310 fastlægger det aktuelle planområde til lettere industri og serviceerhverv m.v. med en maksimal bebyggelsesprocent på 110. Grundejerne ønsker nu et blandet bolig- og erhvervsområde med en bebyggelsesprocent på 150 med mulighed for opførelse af ca. 350 nye boliger, heraf op til 200 ungdomsboliger samt ca. 15.000 m2 nyt erhvervsbyggeri. 108 boliger af de 200 nævnte ungdomsboliger er planlagt opført i et samarbejde mellem KAB, MT-Højgaard og Københavns Kommune.
Løsning
Med udgangspunkt i grundejernes forslag til bebyggelsesplan foreslås udarbejdet et lokalplantillæg med tilhørende kommuneplantillæg. Begrundelsen for en øget bebyggelsesprocent i området er til stede, fordi området ligger inden for en gangafstand på 400 - 600 m i forhold til Sydhavn Station, attraktivt tæt på Teglværkshavnen samt tæt på handelsmuligheder såvel på det planlagte lokalcenter på Frederiks Brygge som på bydelscentrene på Teglholmsgade og Borgbjergsvej. Forvaltningen vurderer, at den øgede tæthed vil kunne bidrage til mere liv i området og vil være arkitektonisk velbegrundet. Bebyggelsen bliver maksimalt 7 etager og med en bygningshøjde på maksimalt 24 m. For at imødekomme ønsket om en bebyggelsesprocent på højst 150, samt en ændret anvendelse har der i perioden 22. januar til 16. februar 2014 været foretaget en forudgående offentlig høring i området af kommuneplantillægget med henblik på udarbejdelse af et forslag til kommuneplantillæg, der ændrer området fra en E1-ramme til en C2 -ramme. Der er indkommet 2 høringssvar.
PFA, der ejer de bygninger, som huser AAU Cph., skriver i deres høringssvar, at det er væsentligt, at området kan anvendes til boliger, kultur og serviceerhverv samt til forskning og uddannelse. Endvidere ønsker de mulighed for butikker på mellem 300 og 400 m2. Herudover påpeges vigtigheden af kollektiv trafik og gode trafikale løsninger for bløde trafikanter.
Kgs. Enghave Lokaludvalg skriver i deres høringssvar, at evt. detailhandel ikke bør være i konkurrence med butikslivet på Borgbjergsvej. Lokaludvalget ønsker endvidere, at der skal ses på det igangværende trafikprojekt ”Sikker Skolevej” for en bedre krydsning af Sydhavnsgade.
Forvaltningen bemærker, at grundejeren vil udarbejde en detailhandelsundersøgelse.
Det skal derfor foreslås, at når lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg behandles, vil der være taget stilling til evt. ændring af detailhandelsrammen. Med hensyn til de trafikale forhold er projektet ”Sikker Skolevej til Teglholmen” ved at blive realiseret. Projektet gennemføres i dialog med Kgs. Enghave Lokaludvalg og omfatter blandt andet en bedre og mere sikker overgang ved Sydhavnsgade.
Parkeringsdækningen fastsættes i overensstemmelse med kommuneplanen til 1 plads pr. 200 m2 etageareal og 1 plads pr. 300 m2 etageareal til ungdomsboliger. Det foreslås, at det i lokalplanen fastsættes, at op til 20 pct. kan placeres på terræn. Det foreslås endvidere, at det i den videre proces undersøges om terrænparkeringen kan begrænses yderligere, hvilket vil kunne sikre, at de ubebyggede arealer fremstår mere attraktive, fordi arealerne i højere grad kan bruges til forskellige former for byliv i stedet for parkering.
Det skal bemærkes, at den særlige P-norm for ungdomsboliger er fremlagt som særskilt kommuneplanforslag, der forventes behandlet i Borgerrepræsentationen 10. april 2014.
Kommuneplan
Omdannelse af de udtjente havnerelaterede arealer i Sydhavn til et nyt attraktivt byområde udgør et væsentligt element i realiseringen af Kommuneplan 2011, herunder at:
- Medvirke til at skabe muligheder for opførelse af nye boliger til de mange nye københavnere med varierende ejerformer, størrelser og priser.
- Fuldføre en sammenhængende planlægning af Sydhavnen fra Sjællandsbroen til Fisketorvet.
- Skabe attraktive byrum med nye muligheder for rekreation.
- Bidrage til at sikre et passende udbud af lokaliseringsmuligheder for erhverv.
Med henblik på at give mulighed for at styrke bylivet i området har planen fokus på:
- At skabe fortætning med henblik på en bedre udnyttelse af herlighedsværdierne omkring Teglværkshavnen.
- At skabe et attraktivt campusmiljø omkring AAU Cph., herunder at sikre at bebyggelsesplanen har gode byrum med udadvendte publikumsorienterede funktioner i stueetagen på strategisk vigtige steder, samt at planen kan rumme funktioner som studieboliger, studielokaler m.v.
- At planen tager hensyn til områdets overordnede strukturerende elementer såsom Den Grønne Kile, infrastrukturen og havnen.
Bæredygtighed
Områdets byggeri opføres i laveste energiklasse. I øvrigt sikres bæredygtighed ved:
- Begrænsning af parkeringspladserne, herunder terrænparkeringen vil tilskynde til brug af kollektiv trafik. Derudover vil færre p-pladser på terræn medvirke til, at ubebyggede arealer fremstår attraktive.
- Høj prioritering af fodgængere og cyklister ved etablering af nye cykelstier og nye byrum til fodgængere.
- En øget tæthed i området med forskellige boligstørrelser, erhverv og servicefunktioner.
- Krav om LAR (lokal afledning af regnvand), grønne tage og/eller solceller samt indarbejdelse af et forsinkelsesbassin til skybrudssikring i forbindelse med Den Grønne Kile.
Miljøvurdering
Når planarbejdet sættes i gang, vil forvaltningen foretage en screening af de miljømæssige konsekvenser med henblik på at vurdere, om der udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (MPP).
Borgerdialog
Forvaltningen foreslår, at AAU Cph. inviteres til at medvirke til at kvalificere bebyggelsesplanen i dialog med bygherrer, kommunen og Lokaludvalget.
Herunder foreslås det, at undersøge muligheden for, at AAU Cph. inddrager studerende og/eller forskere i et pilotprojekt, der omhandler borgerinddragelse i lokalplanprocessen, med den konkrete lokalplan som casestudie. AAU Cph. vender tilbage med en melding om, hvorvidt dette er muligt under hensyn til semesterplanlægning m.v.
Endvidere foreslås det, at der i forbindelse med offentlighedsperioden afholdes et informationsmøde, og at der annonceres på Københavns Kommunes høringsportal (Bliv hørt) og hjemmeside. Forvaltningen foreslår, at informationsmødet tilrettelægges i et samarbejde med AAU Cph. og Kongens Enghave Lokaludvalg. Bebyggelsesplanen har i øvrigt været fremlagt og diskuteret på et møde i Lokaludvalget den 16. januar 2014.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser. Når projektet er realiseret, vil det give en skønnet kommunal skatteindtægt på ca. 8,9 mio. kr. årligt og give mulighed for ca. 35 arbejdspladser. Såfremt der indgås en udbygningsaftale med grundejeren, vil aftalen blive fremlagt i forbindelse med den politiske behandling af planforslagene.
Videre proces
Efter politisk behandling sendes planforslagene i offentlig høring i 8 uger. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningerne gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2015.
Claus Juhl /Pernille Andersen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der udarbejdes forslag til lokalplan for et område beliggende ved A. C. Meyers Vænge på baggrund af de intentioner og opmærksomhedspunkter, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1 og 2.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,
2. at der udarbejdes forslag til tillæg til Kommuneplan 2011, som ændrer kommuneplanrammerne for området på baggrund af de intentioner og opmærksomhedspunkter, der fremgår af vedlagte startredegørelse.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 7. april 2014
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 8 stemmer mod 1. 2 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B og F.
Imod stemte: I.
Undlod at stemme: V, C
C, V og I fremsatte følgende protokolbemærkninger:
”Parkeringsnormen bør fortsat være 1:100”.
Og
”Konservative, Liberal Alliance og Venstre ønsker ikke arealer overgår til boligformål, da der fortsat skal være plads til erhverv i København”.
Beslutning
Dagsordenspunkt 16: Startredegørelse for lokalplan "Teglværkshavnen tillæg 6"
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2014
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med 9 stemmer mod 1. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F og O.
Imod stemte: I.
Undlod at stemme: C.
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. april 2014:
”Parkeringsnormen bør fortsat være 1:100”.
Dansk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.
Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. april 2014
”Liberal Alliance ønsker ikke arealer overgår til boligformål, da der fortsat skal være plads til erhverv i København”.