Fortsættelse af Pendulsejlads mellem Nyhavn og Holmen
Fortsættelse af Pendulsejlads mellem Nyhavn og Holmen
KbhKom01Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2008
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 29. april 2008
J.nr. ØU 172/2008
9. Fortsættelse af Pendul sejlads mellem Nyhavn og Holmen
Der skal træffes beslutning om hvorvidt den midlertidige sejlads over
havnen mellem Nyhavn og Holmen, der blev etableret i sommeren 2007, skal
forsættes og i givet fald med en båd med højere komfort. Behandling af
medlemsforslag om udvidelse af havnebussens rute.
INDSTILLING OG Beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 1. at den udvidede havnebusbetjening mellem Nyhavn og Holmen fortsætter, indtil ultimo 2011 idet beslutningen om evt. drift efter 2011 skal ses i sammenhæng med etableringen af en permanent broforbindelse mellem Indre By og Holmen, 2. at medlemsforslag om mere liv i Københavns Havn (BR 174/07) ved forlængelse af havnebussernes rute med etablering af stop ved Islands Brygge og Fisketorvet henvises til drøftelse i budgetforhandlingerne 2009 og hermed er håndteret. |
Problemstilling
I december 2006 besluttede BR at indsætte en midlertidig chartret båd fra Kvæsthusbroen til Operaen (BR673/06). Siden medio juni 2007 har havnebus sejladsen været udvidet med en midlertidig pendulsejlads mellem Nyhavn og Holmen (BR 673/06). Den midlertidige sejlads er udført med en chartret båd, der ikke har samme serviceniveau som de øvrige havnebusser. Kontrakten på den midlertidige sejlads er forlænget to gange. Første gang til 30. april 2008 og derefter til 31. august 2008. Med denne indstilling lægges op til, at en båd med samme serviceniveau som havnebussen indsættes på ruten og at der indgås en treårig kontrakt.
Løsning
Det foreslås, at den udvidede havnebus betjening mellem Nyhavn og Holmen (pendulfærgen) besluttet 14. december 2006 (BR 673/06) fortsætter, indtil der er etableret en forbindelse mellem Indre By og Holmen i form af en permanent broforbindelse. Forbindelsen er planlagt til ultimo 2011.
Foreløbige passagertællinger viser en tilfredsstillende belægning på pendulfærgen i forhold til prognosen – (Aktuelt 105.000 mod prognosen på 100.000 passager årligt).
I dag anvendes havnerundfartsbåde, som ikke giver optimale passagerforhold. Ved landgang i Nyhavn er der en trappe og cykler/barnevogne kan ikke medtages på båden. Pendulsejladsen søges med denne indstilling forlænget til 2011 og forbedret i forhold til miljøpåvirkning, adgang for dårligt gående og mulighed for at medbringe barnevogne og cykler. Sejladsen anbefales videreført med en båd, der har samme serviceniveau som de øvrige havnebusser (linie 901 og 902), men sandsynligvis med en anden fysisk udformning.
Movia udfører den udvidede pendulsejlads i havnebusregi. Det er almindelige Movia billetter, kort osv. der er rejsehjemmel i havnebusserne. Det betyder at samme rejsehjemmel benyttes i havnebusser og almindelige busser.
Medlemsforslaget:
På Borgerrepræsentationens møde d. 19. april 2007 fremsatte Det Konservative Folkeparti og Venstre et medlemsforslag om mere liv i havnen. Omhandlende udvidelse af havnebussernes rute med stop ved Islands Brygge og Fisketorvet (BR 174/07). Medlemsforslaget blev henvist til Teknik- og Miljøudvalget, men blev efterfølgende flyttet til Økonomiudvalget, da ændringer i havnebusserne er en del af Økonomiudvalgets ressort.
En udvidelse af den nuværende rute med op til 3 stop kan enten gøres ved at ændre frekvensen fra 20 minutter til 30 minutter mellem hver afgang eller ved indsættelse af flere både. Ved udvidelse af ruten skal der etableres nye anløbssteder. Det er tidligere anslået at anlægsinvesteringen til 3 nye anløbssteder plus opgradering af eksisterende anløbssteder andrager i omegnen af 5,5 mio. kr.
En udvidelse med ekstra både er servicemæssigt den bedste løsning i.f.t. frekvensændring, da en frekvensændring fra 20 til 30 minutter spiller dårligt sammen med andre kollektive trafiktilbud. Tidligere analyser har anslået at der kommer omkring 120.000 flere passager årligt (+ 20% ) ved 20 minutters drift. Indsættelse af yderligere en båd vil kost mellem 4,3 og 6,0 mio. kr. årligt i driftstilskud (Driftsomkostninger minus forventede billetindtægter).
I henhold til ovenstående vedrørende fortsættelse af den udvidede sejlads, samt den forestående beslutning om permanent forbindelse, indstilles det at medlemsforslaget om mere liv i havnen dermed er håndteret.
Økonomi
I budgettet for 2008 er Københavns Kommunes samlede udgift til finansiering af busdriften opgjort til 279,261 mio. kr.(p/l-08 niveau). Heraf er de 5,165 mio.kr afsat til udvidet betjening af Holmen (Pendulfærgen). En fortsættelse af pendulsejladsen kan finansieres inden for det afsatte budget.
Videre proces
Inden der etableres en permanent færge eller broforbindelse over havnen, fremlægges en indstilling om havnebussen fremtidig funktion.
Forventes forelagt Borgerrepræsentationen den 15/5-08.
Claus Juhl / Henrik Plougman Olsen
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2008
Indstillingen blev anbefalet. |