Økonomiudvalgets 2. behandling af budgetbidraget for 2009
Økonomiudvalgets 2. behandling af budgetbidraget for 2009
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 29. april 2008
J.nr. ØU 160/2008
6. Økonomiudvalgets 2. behandling af budgetbidraget for 2009
I 2. behandlingen af budgetbidraget skal Økonomiudvalget tage stilling
til det indstillede budgetbidrag samt til forslagene til Økonomiudvalgets
bidrag til investeringskataloget.
Økonomiforvaltningen indstiller, 1. at Økonomiudvalget godkender budgetbidraget for 2009, 2. at Økonomiudvalget godkender, at de indstillede investeringsforslag, med forbehold for høringsrunden i forvaltningerne, udgør Økonomiudvalgets bidrag til investeringskataloget for 2009. Økonomiforvaltningens forslag til investeringskataloget vil blive lagt op til Økonomiudvalgets endelige behandling i forbindelse med forelæggelsen af forvaltningernes samlede bidrag til investeringskataloget, 3. at Økonomiudvalget bemyndiger Økonomiforvaltningen til at foretage justeringer af teknisk karakter i budgetbidraget for 2009, når de i denne indstilling nævnte forbehold afklares, samt i forbindelse med den endelige redigering af budgetpublikationen. |
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den
29. april 2008 Indstillingen blev godkendt. |
PROBLEMSTILLING
Med denne indstilling forelægges til Økonomiudvalgets godkendelse Økonomiforvaltningens forslag til budgetbidraget for 2009. Herudover fremlægges Økonomiforvaltningens forslag til investeringskataloget. Forslagene er i øjeblikket i høring hos de øvrige forvaltninger, hvorfor Økonomiudvalget først skal tage endelig stilling til forslagene ved den endelige behandling af investeringskataloget i juni 2008.
Løsning
Det indstilles til Økonomiudvalget, at Økonomiforvaltningens forslag til budgetbidraget for 2009, som fremgår af bilag 1-7, godkendes.
Der er indarbejdet i budgetbidraget en bruttoopskrivning på 2 mio. kr. af bevilling Salg af rettigheder m.v. på baggrund af en forventning om forøgede udgifter til realiseringen af køb og salg af ejendomme og tilbagekøbsrettigheder. Budgettilpasningen er udgiftsneutral.
Det skal yderligere fremhæves, at Koncernservice har vurderet, at der vil være behov for en anlægsramme på 35 mio. kr. i 2009, som skal finansieres enten ved et lån i henhold til Borgerrepræsentationens regler herom, eller ved intern omplacering i Koncernservice fra drift til anlæg. Økonomiudvalget vil blive forelagt et forslag herom i en kommende indstilling, således at bevillingen, såfremt den godkendes, kan blive indarbejdet i budgetforslaget for 2009.
Af bilag 6 fremgår listen over ønsker til budgetforhandlingerne. Økonomiforvaltningen fremlægger efterfølgende, som en del af kommunens samlede ønskeliste, et forslag til serviceudvidelser på det kollektive trafikområde.
Ved 1. behandlingen af budgetbidraget for 2009 besluttede Økonomiudvalget (ØU 109/2008), at forslaget vedrørende effektiviseringer på busdriften (bilag 8) udgør udvalgets bidrag til prioriteringsrummet for 2009. Der blev ligeledes bedt om et notat til uddybelse af forslaget. Dette notat fremgår af bilag 9.
Med ØU 51/2008 besluttede Økonomiudvalget, at der skulle afsættes en investeringspulje på 100 mio. kr., med 85 mio. kr. til anlæg og 15 mio. kr. til service. Alle udvalgene skal på denne baggrund indberette investeringsforslag til et samlet katalog, som vil blive lagt op til Økonomiudvalgets behandling i juni 2008 og efterfølgende i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Det indstilles, at Økonomiudvalget godkender, at de i bilag 10 oplistede forslag udgør Økonomiudvalgets bidrag til investeringskataloget, med forbehold for tilbagemeldingerne fra de øvrige forvaltninger vedrørende de tværgående forslag, som i øjeblikket er i høring, samt på vej i høring, hos de øvrige forvaltninger, samt for den yderligere afklaring der er behov for vedrørende enkelte af forslagene. Koncernservices' forslag på indkøbsområdet vil blive forelagt kredsen af administrerende direktører i april 2008. Derfor vil det først være ved Økonomiudvalgets behandling af det samlede investeringskatalog, at Økonomiudvalget tager endelig stilling til Økonomiforvaltningens indberettede investeringsforslag.
Til budgetbidraget tages forbehold for følgende punkter:
· Borgerrepræsentationens godkendelse af korrektioner af teknisk karakter, som vil blive forelagt i efterforåret 2008, der vedrører omflytninger af bevillinger mellem Beredskabskommissionen og Økonomiudvalget.
· Justeringer på udvalgets finansposter.
· Justeringer som følge af DUT-korrektioner på baggrund af lov- og cirkulæreprogrammet.
VIDERE PROCES
Efter Økonomiudvalgets 2. behandling af budgetbidraget for 2009 indarbejder Økonomiforvaltningen eventuelle ændringer i budgetbidraget, som afleveres den 5. maj 2008.
Herudover afleveres samme dato Økonomiudvalgets forslag til finansiering af udvalgets andel prioriteringsrummet, samt forslagene til investeringskataloget.
BILAG
1. Udvalgsafsnit.
2. Bevillingsoversigt, bevillingstabeller og ydelser (Tilgængelig på nettet).
3. Investeringsplan.
4. Takstbilag.
5. Ønsker til budgetforhandlingerne.
6. Oversigt over ønsker.
7. Oversigt over personalet fordelt på tjenestemænd og overenskomstansatte.
8. Finansieringsforslag til Økonomiudvalgets andel af prioriteringsrummets bidrag 2: Effektiviseringer inden for buskøbsdriften.
9. Notat vedrørende forslaget til effektiviseringer inden for buskøbsdriften.
10. Oversigt over forslag til Økonomiudvalgets bidrag til investeringskataloget.
Claus Juhl /Bjarne Winge