Tillæg til lokalplan "Ragnagade" med kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Tillæg til lokalplan "Ragnagade" med kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 29. april 2003
J.nr. ØU 115/2003
6. Tillæg til lokalplan "Ragnagade" med kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at tillæg til lokalplan nr. 185 "Ragnagade" vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer af henholdsvis § 8 om ubebyggede arealer og § 9 om tilladelse i henhold til anden lovgivning, samt af § 6, idet kravet om tilslutning til Københavns Energis forsyning til bygas bortfalder.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det til tillæg til lokalplan nr. 185 "Ragnagade" hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i
mødet den 9. april 2003
Anbefalet
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2003
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
I forbindelse med den offentlige høring vedrørende forslaget til tillæg nr. 1 (hidtil benævnt "Ragnagade II") til lokalplan nr. 185 "Ragnagade" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg er der modtaget 6 henvendelser, hvoraf de 3 er fra offentlige myndigheder. De øvrige 3 er fra grupperingen ejere, brugere, interessegrupper m.fl.
Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ingen bemærkninger til forslagene. Københavns Bymuseum ønsker at føre et arkæologisk opsyn med anlægsarbejdet. Af de øvrige 3 henvendelser er den ene fra Østerbro Lokalråd, der er tilfreds med de ændringer i området, som lokalplantillægget muliggør. De resterende 2 henvendelser, der er fra henholdsvis en beboer i Ragnagade og bygherren, Kuben Byggeadm. A/S, omhandler indsigelser og forslag bl.a. vedrørende bebyggelsens placering, herunder i forhold til offentligt tilgængeligt areal, bygnings- og gesimshøjde samt trafik og parkering. Der er ingen bemærkninger i henvendelserne til forslaget om kommuneplantillægget.
Henvendelserne giver alene forvaltningen anledning til at foreslå mindre ændringer i forslaget til lokalplantillægget i form af tilføjelse af en bestemmelse om midlertidig standsning af udgravningsarbejder i henhold til museumsloven samt ændring af bestemmelser henholdsvis om den maksimale højde i forhold til terræn af dæk over parkeringskælder og om terrænparkering. I øvrigt udgår planforslagets bestemmelse om tilslutning til Københavns Energis forsyning med bygas. Dette sker som konsekvens af Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 5. september 2002 (BR 441/02), idet Miljøministeriet i forbindelse med en af forvaltningen rejst tvivl om rækkeviden af tilslutningspligten har fastslået, at der ikke er hjemmel i planloven til at optage en sådan bestemmelse.