Deltagerbetaling på almen voksenuddannelse og hf-enkeltfag (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Deltagerbetaling på almen voksenuddannelse og hf-enkeltfag (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 29. april 2003
J.nr. ØU 121/2003
12. Deltagerbetaling på almen voksenuddannelse og hf-enkeltfag (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at deltagerbetalingen samt betalingen for selvstuderende for at gå til prøve sættes til 300 kr. pr. fag for almen voksenuddannelse og for enkeltfags-hf, bortset fra dansk, matematik, engelsk samt dansk som andetsprog på almen voksenuddannelse, hvor betalingen efter loven udgør 100 kr. pr. fag
at kursister på den studieforberedende enkeltfagsundervisning, som allerede har gennemført 2 fag, der kan indgå i en af de fagsammensætninger, der er adgangsgivende til mellemlange videregående uddannelser, og som tilmelder sig yderligere fag, friholdes for betaling for det 3. og 4. fag, der kan indgå i en sådan fagsammensætning, og at kursister, som samtidig tilmelder sig alle fag i en af de fagsammensætninger med 2-4 fag, der er adgangsgivende til mellemlange videregående uddannelser, friholdes for betaling for mere end èt fag i fagsammensætningen
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2003
Udvalget tiltrådte
forvaltningens indstillinger.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget anbefaler, at nettoudgifterne på Uddannelses- og Ungdomsudvalget budget 2003 og fremover reduceres med 7,7 % af amtskommunernes samlede provenutab i forbindelse med reduktionen af det statslige bloktilskud som følge af DUT-reguleringen vedr. lovændringen. Der henvises til vedlagte notat.
Derudover har Økonomiudvalget ingen bemærkninger til, at nærværende forslag søges gennemført"
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2003
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Folketinget vedtog den 11. december 2002 Lov om ændring af lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre og lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v.. Loven er trådt i kraft 1. januar 2003.
Lovændringen betyder bortfald af det hidtidige deltagergebyr og de hidtidige regler for deltagerbetaling. I stedet skal det enkelte amtsråd afkræve en deltagerbetaling pr. fag på minimum 300 kr. og maksimum 900 kr.
Lovændringen indeholder en undtagelse for fagene: dansk, matematik, engelsk og dansk som andetsprog på almen voksenuddannelse, hvor deltagerbetalingen fastsættes til 100 kr.
Udvalget besluttede på sit møde den 22. januar 2003, at deltagerbetalingen samt betalingen for selvstuderende for at gå til prøve sættes til 300 kr. pr. fag for almen voksenuddannelse og for enkeltfags-hf, bortset fra dansk, matematik, engelsk samt dansk som andetsprog på almen voksenuddannelse, hvor betalingen efter loven udgør 100 kr. pr. fag. Kursister på den studieforberedende enkeltfagsundervisning, som allerede har gennemført 2 fag, der kan indgå i en af de fagsammensætninger, der er adgangsgivende til mellemlange videregående uddannelser, og som tilmelder sig yderligere fag, friholdes for betaling for det 3. og 4. fag, der kan indgå i en sådan fagsammensætning. Kursister, som samtidig tilmelder sig alle fag i en af de fagsammensætninger med 2-4 fag, der er adgangsgivende til mellemlange videregående uddannelser, friholdes for betaling for mere end èt fag i fagsammensætningen.
Forslaget har været til høring hos Gymnasie- og HF-rådet, Centerrådet ved Københavns VUC samt i bestyrelsen for HF-centret Efterslægten. I alle høringssvarene udtrykker alle glæde over, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget har valgt den lavest mulige deltagerbetaling.