Mødedato: 28.11.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udmøntning af midler fra budgetaftalen 2018

Indstillingen indeholder forslag til konkret udmøntning af den automatiske demografimodel og budgetmidler til imødekommelse af økonomisk pres på området for borgere med handicap i budget 2018. Dertil indstilles håndtering af udfordring vedr. tilbundsgående rengøringer på socialområdet samt videreførelse af tilskud til FAKTI, Kringlebakken og Indvandrer Kvindecentret.

Tidligere beslutninger

Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at 20,8 mio. kr. til demografi samt 7,2 mio. kr. vedr. økonomisk pres på handicapområdet afsat i budgetaftale 2018 til borgere med handicap udmøntes som angivet i tabel 1,
  2. at manglende servicemåltal til afholdelse af serviceudgifter på 1,2 mio. kr. til tilbundsgående rengøringer på socialområdet i 2018 finansieres via merprovenu fra forvaltningstværgående effektiviseringsforslag på Socialudvalgets ramme,
  3. at det kommunale tilskud til organisationerne Kringlebakken, FAKTI og Indvandrer Kvindecentret samlet ses opskrives med 150 t.kr., så tilskuddet kan videreføres uændret i 2018 (jf. tabel 2). Finansieringen findes via merprovenu fra forvaltningstværgående effektiviseringsforslag på Socialudvalgets ramme.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

Problemstilling

At-punkt 1: Socialforvaltningen har i budgetaftale 2018 fået tilført i alt 20,8 mio. kr. til området borgere med handicap sfa. den automatiske demografimodel. Hertil blev der med budgetaftalen prioriteret yderligere 7,2 mio. kr. vedr. økonomisk pres på handicapområdet. De i alt 28,0 mio. kr. skal med denne indstilling udmøntes konkret til målgruppeområder på handicapområdet.

Den automatiske demografimodel gives hvert år til at sikre, at serviceniveauet for den enkelte borger kan fastholdes i takt med, at befolkningen vokser. Den automatiske demografimodel forudsiger, i hvilken grad udgiftsbehovet til borgere med handicap vil stige, når befolkningen stiger. Fordelingen af demografimidler baserer sig i modellen på, at alle målgrupper på handicapområdet forøges med samme faktor, hvilket sjældent er tilfældet. Derfor fremlægger Socialforvaltningen hvert år indstilling om en konkret fordeling af midlerne, der knytter sig til de konkrete forventninger i Borgercenter Handicap.

Budgettilførslen i budget 2018 under overskriften Økonomisk pres på handicapområdet er blevet givet som en konsekvens af, at målgruppen forøges hurtigere, end den almindelige befolkningsvækst ville tilsige. Baggrunden for dette er bl.a. flere for tidligt fødte børn med komplikationer, stigende levealder blandt ældre borgere med handicap samt en markant stigning i antallet af børn, der diagnosticeres med særligt autisme og ADHD.

I tillæg til udmøntningen af i alt 28,0 mio. kr. i denne indstilling er der allerede i budget 2018 tilført handicapområdet varig finansiering i den supplerende budgetmodel (kompensation for stigende plejebehov hos eksisterende borgere på botilbud). Dertil håndterede Socialudvalget selv størstedelen af rammeudfordringen på området gennem intern omprioritering ifm. Socialudvalgets budgetforslag 2018 (SUD 26.04.2017). Samlet set tilføres handicapområdet dermed varigt 58,1 mio. kr. i budget 2018.

Ligesom området borgere med handicap tildeles hjemmeplejen i den automatiske demografimodel budget til at håndtere demografisk vækst i målgruppen. Dette er ikke tilfældet for områderne borgere med sindslidelse eller udsatte børn og unge. Den forventede demografiske vækst på disse områder skal således håndteres inden for den eksisterende budgetmæssige ramme.

At-punkt 2:  En ny juridisk praksis fra Ankestyrelsen betyder, at udgifter til tilbundsgående rengøringer som betingelse for en social eller sundhedsfaglig indsats nu skal afholdes af hjemmeplejerammen (servicelovens § 83) i stedet for at skulle bevilges gennem Aktivloven. Dermed er det nødvendigt at flytte budgettet fra styringsområdet overførsler til service for at sikre budget, hvor udgifterne afholdes. Forslaget indeholder alene omplaceringer af bevillingsteknisk karakter, men da der flyttes budget fra overførsler til service, vil omplaceringen kræve servicemåltal. Behovet for servicemåltal blev ikke prioriteret i budgettet for 2018, hvorfor der skal findes servicemåltal inden for Socialudvalgets ramme i 2018. Der indstilles en midlertidig løsning i 2018, mens den varige håndtering af udfordringen foreslås løst ifm. budgetforhandlingerne for 2019.

At-punkt 3: I forbindelse med indgåelse af budgetaftalen for 2018 blev der afsat varige midler til videreførelse af tilskuddet til organisationerne FAKTI, Kringlebakken og Indvandrer Kvindecentret på målgruppeområdet udsatte voksne. Det har efterfølgende vist sig, at budgetbehovet for at videreføre tilskuddet er højere end forudsat i budgetaftalen, og at fordelingen mellem organisationerne ikke afspejler den nuværende fordeling. Med indstillingen rettes der op på dette.

Det bemærkes, at en mindre del af det kommunale tilskud til FAKTI og Kringlebakken fra budgetaftalen 2015 har bevillingsudløb med udgangen af 2018. Der er tale om i alt 0,7 mio. kr. (2017 p/l). Bortfaldet vil indgå til prioritering i budgetforhandlingerne for 2019.

Løsning

At-punkt 1: Det indstilles, at den automatiske demografiregulering på 20,8 mio. kr. samt midler vedr. økonomisk pres på 7,2 mio. kr. udmøntes som angivet i nedenstående tabel 1.

Tabel 1: Udmøntning af budgettilførsel på handicapområdet (1.000 kr., 2018-pl)

Målgruppe

Aktivitet

Udmøntning af demografimidler

Udmøntning af budgettilførsel til økonomisk pres

I alt

Midler i alt

20.800

7.200

28.000

Børn og unge med handicap

Midler til døgnophold

3.700

1.270

4.970

Tilførsel af sagsbehandlere

2.000

0

2.000

I alt

5.700

1.270

6.970

Voksne med handicap

Midler til borgerstyret personlig assistance (BPA)

2.000

 

2.000

Midler til botilbud til voksne med handicap

8.600

5.421

14.021

Tilførsel af sagsbehandlere

4.500

0

4.500

I alt

15.100

5.421

20.521

Hjælpemidler

I alt

0

509

509

Midler til døgnophold til børn og unge med handicap – 5,0 mio. kr.

Der anbefales afsat 5,0 mio. kr. til døgnophold til børn og unge med handicap. Midlerne vil gå til, at flere børn og unge med handicap kan tilbydes en plads på et døgntilbud. Det øgede pres på handicapområdet har indvirkning på børneforanstaltningsområdet som følge af, at flere børn og unge diagnosticeres med særligt autisme, og at flere børn overlever en tidlig fødsel med komplikationer, der skaber behov på handicapområdet.

Midler til borgerstyret personlig assistance (BPA) til voksne med handicap i eget hjem – 2,0 mio. kr.

Der anbefales afsat 2,0 mio. kr. til BPA-ordningen. Området er presset af stigende aktivitet, som ikke modsvares af en tilsvarende afgang fra ordningen. Der er primært tale om tilflyttere til kommunen, som medtager deres BPA-hjælper. Ved at tilføre flere midler sikres det, at serviceniveauet kan fastholdes.

Midler til botilbud til voksne med handicap 14,0 mio. kr.

Der anbefales afsat 14,0 mio. kr. til botilbud til voksne med handicap. Området er under særligt pres som følge af de demografiske trends, der beskrives i behovsanalyserne for området. Dels påvirkes behovet af den længere levealder for borgere i botilbud. Dels påfører stigningen i autismediagnoser for unge en yderligere kapacitetsudfordring, da et større antal ved 18 år får behov for et botilbud til voksne.

Tilførsel af sagsbehandling til børn, unge og voksne med handicap – 6,5 mio. kr.

Der anbefales afsat 6,5 mio. kr. til tilførsel af sagsbehandlerressourcer fordelt med 2 mio. kr. til børneområdet og 4,5 mio. kr. til voksenområdet som følge af et større antal borgere i målgruppen. Midlerne afsættes til at fastholde det eksisterende antal sager pr. sagsbehandler.

Midler til hjælpemidler – 0,5 mio. kr.

De demografiske trends og stigende støttebehov påvirker efterspørgslen efter hjælpemidler, men i mindre grad end på de andre områder.

At-punkt 2: Socialforvaltningen indstiller, at manglende måltal til at afholde serviceudgifter på 1,2 mio. kr. til tilbundsgående rengøringer på Socialområdet i 2018 finansieres via merprovenu fra forvaltningstværgående effektiviseringsforslag på Socialvalgets ramme.

Socialforvaltningen har i 2018 et merprovenu på de forvaltningstværgående effektiviseringsforslag, som blev endeligt vedtaget ifm. budgetaftalen for 2018. Merprovenuet var med Socialudvalgets budgetforslag for 2018 (SUD d. 26. april 2017) blevet øremærket reduktion af to generelle besparelser på henholdsvis handicapområdet og på området for udsatte børn og unge. Disse to forslag blev med budgetaftalen for 2018 udskudt til først at skulle have effekt fra 2019, hvorfor der frigives midlertidige servicemåltal fra de tværgående effektiviseringsforslag til finansiering af udfordringer i 2018.

Socialforvaltningen foreslår, at en varig løsning henvises til budgetforhandlingerne 2019.

At-punkt 3: Med udgangspunkt i de nuværende tilskud fra Københavns Kommune indstiller Socialforvaltningen, at budgettet til organisationerne FAKTI, Kringlebakken og Indvandrer Kvindecentret tilpasses som angivet i tabel 2. Det vil sikre, at organisationerne har samme budget i 2018 som i 2017. Finansiering af forøgelsen af varigt tilskud på i alt 150 t.kr. indstilles i 2018 finansieret via merprovenu fra forvaltningstværgående effektiviseringsforslag i 2018.

Finansiering af sygeplejerske til organisationerne blev med budgetaftalen indarbejdet i det samlede tilskud og fordelt ligeligt mellem de tre organisationer. Den lige fordeling afspejler imidlertid ikke den nuværende fordeling i 2017. Det foreslås der rettet op på, således at tilskuddet til sygeplejerske også fra 2018 og frem afspejler den nuværende fordeling mellem organisationerne (jf. tabel 2). Socialforvaltningen tilpasser budgettet i 2018, så det samlede tilskud til organisationerne samlet forøges med 150 t.kr. Tilskuddet fordeles som angivet i tabel 2. Den varige finansiering indarbejdes i Socialudvalgets budgetforslag 2019.

Tabel 2: Fordeling af tilskud i 2018 i 1000. kr.

 

Tilskud 2017 jf. bevillingsskrivelse (2017 p/l)

Behov i 2018 jf. bevillingsskrivelse (2018 p/l)

Budgetaftale 2018* (2018 p/l)

Difference

Kringlebakken

2.596

2.640

2.689

-49

FAKTI

2.473

2.515

2.329

186

Indvandrer Kvindecentret

2.800

2.848

2.834

14

I alt

7.868

8.002

7.852

150

*Inkl. bevilling fra budgetaftale 2015 og moms.

Økonomi

De bevillingsmæssige konsekvenser inden for de enkelte bevillingsområder håndteres via interne omplaceringer, mens bevillingsmæssige konsekvenser mellem bevillingsområder håndteres i næstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer vil indgå i førstkommende sag herom til SUD, ØU og BR.

 

Nina Eg Hansen     

                                               / Siggi W. Kristoffersen

 

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at 20,8 mio. kr. til demografi samt 7,2 mio. kr. vedr. økonomisk pres på handicapområdet afsat i 2018 til borgere med handicap udmøntes som angivet i tabel 1.
  2. at manglende servicemåltal til afholdelse af serviceudgifter på 1,2 mio. kr. til tilbundsgående rengøringer på socialområdet i 2018 finansieres via merprovenu fra forvaltningstværgående effektiviseringsforslag på Socialudvalgets ramme.
  3. at det kommunale tilskud til organisationerne Kringlebakken, FAKTI og Indvandrer Kvindecentret samlet ses opskrives med 150 t.kr., så tilskuddet kan videreføres uændret i 2018 (jf. tabel 2). Finansieringen findes via merprovenu fra forvaltningstværgående effektiviseringsforslag på Socialudvalgets ramme.

Socialudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2017

Kontorchef Siggi Kristoffersen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Dagsordenspunkt 30: Udmøntning af midler fra budgetaftalen 2018 (2017-0352396)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top