Mødedato: 28.11.2006, kl. 15:15

Opstart af kommuneplanrevision - med igangsættelse af kommuneplanstrategi

Opstart af kommuneplanrevision - med igangsættelse af kommuneplanstrategi

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 28. november 2006

 

 


J.nr. ØU 443/2006

 

4. Opstart af kommuneplanrevision - med igangsættelse af kommuneplanstrategi

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender

 

·        at Økonomiforvaltningen igangsætter revisionen af kommuneplanen og nedsætter en følgegruppe med repræsentanter for forskellige interessenter til opgaven, herunder både repræsentanter fra de syv forvaltninger, såvel som nøglepersoner/interessenter der kan bidrage med særlige indspark til processen og indholdet.

·        processen for revisionen af kommuneplanen, hvor der lægges vægt på mere og tidlig dialog om byens udvikling allerede før der udarbejdes et forslag til kommuneplanstrategi.

·        at Økonomiforvaltningen arbejder for at afholde en international visionsworkshop i København - et topmøde mellem internationale arkitekter/planlæggere - for at skabe en ny vision for fremtidens København og finder ekstern medfinansiering til arrangementet.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2006

Godkendt med bemærkning om, at sundhed også skal indgå i arbejdet. 

 

 

Behandling: -

 

 

RESUME

Revisionen af kommuneplanen, og særligt arbejdet med kommuneplanstrategien, bør angribes på en ny måde i forbindelse med den kommende revision af kommuneplanen. I lyset af de store forandringer der sker i København i disse år, bør der udarbejdes en vision for byens udvikling, for at skabe et bredt ejerskab til et fælles pejlemærke, der hæver sig over "enkeltprojekt" debatten. Det betyder at:

·        Der indholdsmæssigt skal lægges mere vægt på at afklare udfordringer, pege på strategier, konkrete mål mht. boliger, arbejdspladser, trafik, bymiljø, m.v. og skabes en ny fælles vision,

·        Der i selve processen skal sikres en bred debat tidligt, dvs. før der udarbejdes en kommuneplanstrategi, for at få nye ideer ind i processen og sikre ejerskab til visioner og mål,

·        Der skal sikres en organisation og arbejdsform der matcher den nye regionale organisering og at der sikres et bredere ejerskab til Københavns kommunes visioner og ideer.

 

Processen opdeles i to hovedfaser. I første fase skal der udarbejdes en kommuneplanstrategi, som skal vedtages i 2007.

 

Indholdet i kommuneplanstrategien skal være en ny vision for fremtidens København, samt en identificering og prioritering af de strategiske indsatsområder der skal indgå i revisionen af kommuneplanen og en formulering af konkrete mål. Der kan allerede nu tegnes et billede af nogle udfordringer for København, som processen skal bidrage til at kvalificere:

·        Byen for alle: hvordan sikres det, at København fortsat udvikler sig som en mangfoldig og integreret storby, med flere billige boliger til mennesker der arbejder i byen, så der også sikres tilstrækkelig arbejdskraft i byen, et tilgængeligt boligmarked og et levende rent og sundt bymiljø? Det skal afklares hvorfor der sker en fraflytning fra København, og hvilke kvaliteter der skal fremmes i byen. Hvordan forbedres bymiljøet m.h.p. mere energirigtige løsninger i byggerier og byområder?

·        Et mere dynamisk København: hvordan sikres det, at København i et regionalt perspektiv bevarer og udvikler sin position som en dynamisk storby, der både tiltrækker investeringer og skaber grobund for nye kreative erhverv, innovationsmiljøer og events? Hvordan sikres det, at fortætningen af byen understøtter dynamik, byliv, metroudbygningen og kvaliteten af byen? Hvordan sikres det at planlægningen bidrager til, at København fortsat er Europas miljø- og cykelhovedstad og at biltrafikken begrænses?

·        Byen ned til vandet: hvordan sikres det, at København udnytter sin placering ved vandet bedre? Hvordan sikres flere rekreative oaser – blå, grønne og grå – langs havn og kyst.

Det er tanken, at disse og flere udfordringer skal analyseres, målfastsættes og debatteres i løbet af vinteren og foråret 2006/2007. Af hensyn til dialogen med københavnere, erhvervsliv, kulturliv og andre, er det væsentligt, at der ikke indledningsvis fastsættes for snævre mål, men at processen netop giver mulighed for at kvalificere arbejdet og formulere nye mål. Analysen sker i en planredegørelse, som Økonomiforvaltningen udarbejder i samarbejde med fagforvaltningerne.

 

Debatten skal derfor igangsættes parallelt med analysearbejdet. Processen omkring kommuneplanstrategien skal være mere åben og inddragende end ved tidligere processer. Der igangsættes en tidlig dialog med relevante interessenter, borgere og professionelle, som inddrages i arbejdet på en række af workshops, åbent hus arrangementer om byens udvikling og ved brug af forskellige andre debatplatformer. Som afslutning på denne debatperiode inviteres nogle internationale arkitekter/planlæggere til en idéworkshop, hvor de skal præsentere visioner for fremtidens København for politikere og københavnere. Det skal være visioner, der er målrettet de ideer og udfordringer debatperioden har afspejlet. Målet med dette visionsarbejde er, at skabe grundlag for et forslag til en vision, der samler København. Det vil samtidig være et initiativ, der i sig selv sætter København på verdenskortet.

 

Kort efter denne visionsworkshop fremlægges et forslag til kommuneplanstrategi 2007 til vedtagelse i Borgerrepræsentationen. Strategien skal derefter i høring.

 

Organiseringen af kommuneplanstrategiarbejdet sker som et projekt, med en følgegruppe bestående af repræsentanter fra de syv forvaltninger, samt et antal nøglepersoner fra interessenter i kommuneplanstrategien. Der skal være tale om interessenter der kan være med til at kvalificere strategiarbejdet. Økonomiforvaltningen varetager projektledelsen af projektet.

 

Anden fase: Efter kommuneplanstrategien er vedtaget, igangsættes revisionen af kommuneplanen på baggrund af de udpegede indsatsområder. Revisionen skal ske under hensyntagen til det kommende Landsplandirektiv for Hovedstaden, som forventes vedtaget i Folketinget forår 2007, og vil også skulle omfatte en række nye pligtemner som følge af strukturreformen, dvs. emner der før blev behandlet i regionplanen. Der nedsættes en ny styregruppe til revisionen af selve kommuneplanen samtidig med, at der iværksættes et tværgående arbejde med repræsentanter fra alle forvaltninger.


 

Til top