Mødedato: 28.11.2006, kl. 15:15

Afvikling af Byfornyelse København s.m.b.a (Teknik- og Miljøudvalget)

Afvikling af Byfornyelse København s.m.b.a (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 28. november 2006

 

 


J.nr. ØU 432/2006

 

28. Afvikling af Byfornyelse København s.m.b.a (Teknik- og Miljøudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

at lukningen af Byfornyelse København udskydes til 31. december 2007

at udpegningen af likvidatorer sker sent i forløbet og senest med udgangen af 2007

at forvaltningen i løbet af efteråret 2007 fremsætter en indstilling om anvendelse og administration af det ved selskabets afvikling fremkomne provenu til byfornyelsesformål, herunder en indsats i den almene sektor

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. november 2006

Anbefalet.

 

Jesper Schou Hansen (V), Torben Kastrup (F), Johannes Nymark (A) og Karin Storgaard (O) deltog ikke i behandlingen af sagen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

At Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2006

Anbefalet.

 

 

Behandling: Til Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

I møderne den 26. maj og 15. december 2005 tiltrådte Borgerrepræsentationen indstillinger om lukning af Byfornyelse København pr. 31. december 2006, og om de økonomiske og juridiske betingelser for lukningen.

Der redegøres i denne indstilling for baggrunden i sin tid for stiftelsen af selskabet og for beslutningen om afviklingen af selskabet, herunder for den procedure, der ifølge vedtægten skal gennemføres.

 

Forvaltningen har et tæt samarbejde med Byfornyelse København om den praktiske, juridiske og økonomiske tilrettelæggelse af afviklingen af selskabet.

 

Det var forventet, at der på lukningstidspunktet ville restere færdiggørelse af en række sager, og at der som en del af lukningsgrundlaget skulle indgås en aftale med Byfornyelse Danmark og evt. andre om overtagelsen af forpligtelsen til at gøre dem færdige. Imidlertid viser det sig, at der vil være væsentlig flere uafsluttede sager end forventet sidste år, og det vil være uhensigtsmæssigt at overdrage så mange til en anden part. Samtidig vil det være økonomisk byrdefuldt, hvis likvidator skal færdiggøre sagerne i Byfornyelse København, fordi likvidators honorar forventes at være højere end Byfornyelse Københavns omkostninger for det samme arbejde.

 

Bestyrelsen i Byfornyelse København har derfor besluttet at indstille til Københavns Kommune, at der tages skridt til at udskyde lukningen til 31. december 2007.

 

Idet forvaltningen finder, at udskydelsen er velbegrundet og hensigtsmæssig, og at det vil være muligt at afslutte tilstrækkeligt mange sager til en lukning af selskabet et år senere, indstilles det, at lukningen udskydes til 31. december 2007, samt at likvidator først udpeges kort før dette tidspunkt.

 

Der redegøres for proceduren og tidsplanen for den formelle lukning af selskabet.

 

Forvaltningen indstiller, at der i løbet af efteråret 2007, hvor provenuets størrelse kan anslås mere præcist, efter forhandlinger med de relevante parter, fremsættes en indstilling om anvendelsen af provenuet.


 

Til top