Vedtægtsændring for Strandparken I/S (Køge Bugt Strandpark) (Kultur- og Fritidsudvalget)
Vedtægtsændring for Strandparken I/S (Køge Bugt Strandpark) (Kultur- og Fritidsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 28. november 2006
J.nr. ØU 427/2006
26. Vedtægtsændring for Strandparken I/S (Køge Bugt Strandpark) (Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget,
at Borgerrepræsentationen godkender de reviderede vedtægter for Strandparken I/S (Køge Bugt Strandpark)
at Borgerrepræsentationen
bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at godkende evt. efterfølgende ændringer
af vedtægterne, hvis de alene er en følge af behandlingen i tilsynsmyndigheden,
og forudsat at interessenternes relative andele eller Københavns Kommunes
indflydelse ikke påvirkes.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2006
Indstillingen blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller:
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2006
Anbefalet.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Som konsekvens af amternes nedlæggelse fra den 1. januar 2007 har bestyrelsen for Strandparken I/S vedtaget en ændring af vedtægterne. Ændringen fastholder Københavns Kommunes interessentandel og fastholder, at væsentlige ændringer i drift mv. kræver godkendelse af Københavns Kommune. Vedtægtsændringerne rummer desuden en række opdateringer af teksten og ændrer antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 15 til 8. Antallet af bestyrelsesmedlemmer fra Københavns Kommune nedsættes således fra 3 til 2.