Mødedato: 28.11.2006, kl. 15:15

Alarmcentralen for Storkøbenhavn

Se alle bilag

Alarmcentralen for Storkøbenhavn

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 28. november 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 418/2006

 

 

6.                   Alarmcentralen for Storkøbenhavn

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,

 

at         ejerskabet og driftsansvaret for Alarmcentralen for Storkøbenhavn overgår til Københavns Kommune pr. 1.1.2007, og at driften varetages af Københavns Brandvæsen i Økonomiforvaltningen, og

 

at         aftalen med Justitsministeriet vedrørende Alarmcentr alen for Storkøbenhavn godkendes.

 

 

RESUME

Denne sag vedrører stillingtagen til det fremtidige ejerskab og den fremtidige drift af Alarmcentralen for Storkøbenhavn. Alarmcentralen ejes p.t. af Københavns Amt, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune og drives af Københavns Brandvæsen. Landets øvrige alarmcentraler drives af politiet.

 

Den 1.1.2007 ophører Københavns Amt med at eksistere, og der er derfor behov for en revurdering af ejer- og driftsforhold vedrørende Alarmcentralen. Herudover har Frederiksberg Kommune meddelt, at de ikke ønsker at fortsætte i ejerkredsen.

 

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at Alarmcentralen skal drives som hidtil, og Økonomiforvaltningen har derfor – med forbehold for Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens godkendelse – indgået aftale med Justitsministeriet om, at ejerskabet til Alarmcentralen for Storkøbenhavn overgår til Københavns Kommune, og at Alarmcentralen drives videre som hidtil. Staten yder i den forbindelse et driftstilskud til kommunen på 10 mio. kr. (2007-niveau), svarende til Københavns Amts og Frederiksberg Kommunes nuværende andel af driftsudgifterne.

 

SAGSBESKRIVELSE

Denne sag vedrører stillingtagen til det fremtidige ejerskab og den fremtidige drift af Alarmcentralen for Storkøbenhavn.

 

Baggrund

Alarmcentralen for Storkøbenhavn ejes af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Amt, og udgifterne til driften fordeles p.t. mellem ejerne. Københavns Brandvæsen varetager driften af Alarmcentralen. Landets øvrige alarmcentraler ejes og drives af politiet.

 

I forbindelse med kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007 ophører eksistensen af Københavns Amt og dermed den største økonomiske bidragyder til Alarmcentralen. Ejerskabet og finansieringen for Alarmcentralen skal derfor ændres.

 

Økonomiforvaltningens vurdering

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at det vil tjene Københavns Kommune og kommunens borgere bedst, hvis Alarmcentralen for Storkøbenhavn drives som hidtil.

 

Begrundelsen herfor er, at Alarmcentralen – i modsætning til politiets alarmcentraler – har en koordinerende og ressourcestyrende funktion. Denne funktion varetages på baggrund af en aftale om, at de 20 Storkøbenhavnske kommuner yder hinanden en gensidig verderlagsfri redningsberedskabsassistance i alle situationer, hvor det er nødvendigt. Alarmcentralen koordinerer og sikrer, at de til enhver tid nærmeste, ledige ressourcer bliver sendt ud til et skadested. Herved sikres borgerne den bedst mulige service og den hurtigste responstid. Desuden sikres den mest optimale sammensætning af køretøjer til de enkelte udrykninger ved, at Alarmcentralen betjenes af uddannede ambulancefolk.

 

Politiets alarmcentraler har ikke denne koordinerende og ressourcestyrende funktion, idet alarmcentralerne alene modtager og håndterer 1-1-2 opkaldene uden nogen form for ressourcestyring og koordinering på tværs af kommunernes ressourcer.

 

Justitsministeriet har oplyst, at hvis staten skal overtage Alarmcentralen, vil den blive drevet efter konceptet for landets øvrige alarmcentraler, og den koordinerende og ressourcestyrende funktion vil herved gå tabt.

 

Hvis Alarmcentralen overføres til staten, vil det medføre en ekstraudgift på ca. 4,5 mio. kr. (2006-niveau) til kommunens vagtcentral, som Københavns Brandvæsen p.t. driver sammen med Alarmcentralen. Af bilag 1 fremgår en oversigt over driftsomkostningerne ved den fælles drift og ved drift af vagtcentralen alene. Hertil kommer yderligere udgifter som følge af, at vagtcentralens tekniske systemer i dag er tæt forbundet med Alarmcentralens systemer.

 

Aftale med Justitsministeriet

Frederiksberg Kommune har meddelt, at kommunen fremover ikke ønsker at være med i ejerkredsen, da det er kommunens vurdering, at det er en statslig opgave at drive alarmcentraler, inkl. Alarmcentralen for Storkøbenhavn.

 

Justitsministeriet og Økonomiforvaltningen har som følge heraf indgået en aftale om Alarmcentralen med forbehold for Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens godkendelse.

 

Aftalen indebærer, at ejerskabet til Alarmcentralen for Storkøbenhavn overgår til Københavns Kommune, og at driften videreføres af Københavns Brandvæsen. Staten bidrager fra 1. januar 2007 med i alt 10 mio. kr. (2007-niveau) i driftstilskud, svarende til Københavns Amts (ca. 8,66 mio. kr., 2007-niveau) og Frederiksberg Kommunes (ca. 1,41 mio. kr., 2007-niveau) andel af finansieringen. Beløbet reguleres årligt efter det generelle pris- og lønindeks for staten. Aftalen mellem Justitsministeriet og Økonomiforvaltningen er vedlagt som bilag 2. Det bemærkes, at Justitsministeriet efterfølgende har meddelt, at de 10 mio. kr. er i 2007-niveau, som også forudsat i beskrivelsen af økonomien, jf. nedenfor.

 

Anbefaling

Økonomiforvaltningen anbefaler, at ejerskabet og driftsansvaret for Alarmcentralen for Storkøbenhavn overgår til Københavns Kommune pr. 1.1.2007, og at driften varetages af Københavns Brandvæsen i Økonomiforvaltningen, samt at aftalen med Justitsministeriet godkendes.

 


 

Økonomi

Københavns Kommune afholder som hidtil sin andel af drif tsudgifterne til Alarmcentralen på ca. 5,9 mio. kr. (2007-niveau).

 

Staten bidrager pr. 1. januar 2007 med i alt 10 mio. kr. (2007-niveau), svarende til Københavns Amts (ca. 8,66 mio. kr., 2007-niveau) og Frederiksberg Kommunes (ca. 1,41 mio. kr., 2007-niveau) andel af udgifterne til alarmcentralen.

 

Miljøvurdering

-

 

Andre konsekvenser

-

 

Høring

-

 

Bilag

 

1. Oversigt over driftsomkostningerne til Alarm- og Vagtcentralen.

2. Aftale mellem Justitsministeriet og Økonomiforvaltningen.

 

                      Claus Juhl

                                                                 /     Bjarne Winge

 

Til top