Mødedato: 28.10.2003, kl. 15:00

Miljøpolitik for København (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Miljøpolitik for København (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 28. oktober 2003

 

 


J.nr. ØU 334/2003

 

15. Miljøpolitik for København (Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til miljøpolitik for København vedtages.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 22. september 2003

Tiltrådt med en tilføjelse om, at miljøkrav skal indgå som en del af Københavns Kommunes kontrakter med leverandører.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, i det forudsættes, at eventuelt afledte udgifter af miljøpolitikken afholdes inden for udvalgenes rammer."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. oktober 2003

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Formålet med en miljøpolitik for København er at opstille en fælles ramme for miljøarbejdet i København og for arbejdet med miljøcertificering. Miljøpolitikken gælder for alle kommunens forvaltninger og institutioner.

Miljøpolitikken er opbygget i to dele. Dels en overordnet del med visionen om at udviklingen i København skal ske på et bæredygtigt grundlag, og dels en mere konkret del, som indeholder retningslinier for, hvad København som kommune vil gøre for at fremme bæredygtighed.

Miljøpolitikken har været i høring i alle udvalg. Resultaterne af høringen er, at miljøpolitikken overordnet set er blevet godt modtaget i alle udvalg. Enkelte udvalg har haft forslag til konkrete ændringer og tilføjelser. Tilføjelserne er i overvejende grad blevet indarbejdet i miljøpolitikken.

Flere udvalg har taget forbehold for vurderingen af de økonomiske konsekvenser af miljøpolitikken, ligesom der er stillet spørgsmålstegn ved implementering og ansvarsfordeling.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer, at miljøpolitikken sammenfatter, hvad kommunen allerede har besluttet og derfor ikke vil ændre på de forpligtelser, som forvaltninger og institutioner i forvejen er underlagt i henhold til Dogme 2000 og andre kommunale mål og beslutninger. Derfor er det Miljø- og Forsyningsforvaltningens opfattelse, at miljøpolitikken ikke vil medføre øgede udgifter eller et øget ressourcetræk ud over, hvad kommunen allerede har forpligtet sig til gennem tidligere beslutninger. Det er forvaltningernes ansvar at implementere og prioritere miljøpolitikken indenfor deres egne områder.


 


Til top