Forbedring af vandkvaliteten i Inderhavnen ved Kvæsthusbroen (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Forbedring af vandkvaliteten i Inderhavnen ved Kvæsthusbroen (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 28. oktober 2003
J.nr. ØU 333/2003
14. Forbedring af vandkvaliteten i Inderhavnen ved Kvæsthusbroen (Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der meddeles Københavns Energi en anlægsbevilling på 100 mio. kr. til forbedring af vandkvaliteten i Inderhavnen ved Kvæsthusbroen, herunder etablering af et forsinkelsesbassin på Sankt Annæ Plads. Der anvises kassemæssig dækning på rådighedsbeløbet 1.40.3 Spildevandsforsyning.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 22. september 2003
Udvalget tiltrådte indstillingen, idet udvalget dog gerne havde set en udvidelse af anlægsrammen, således at etablering af et forsinkelsesbassin i Inderhavnen ved Kvæsthusbroen ikke bevirkede en udsættelse af projektet til forbedring af vandkvaliteten i Svanemøllebugten.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, i det forudsættes, at udgifterne forbundet med indstillingen afholdes inden for Miljø- og Forsyningsudvalgets budget".
RESUME
I Spildevandsplan 2000, som er tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 8. februar 2001, er det angivet, at den generelle tilstand i de marine vandområder ikke er på et niveau, der opfylder den givne målsætning. For at opnå denne målsætning er det nødvendigt at iværksætte en række tiltag.
Nærværende kapitalbevilling reducerer udledningerne fra kloaksystemet til Inderhavnen ved Havnegade, Nyhavn, Kvæsthusbroen, Larsens Plads og Nordre Toldbod ved bygning af et bassin på Sankt Annæ Plads på 8.000 m3, anlæggelse af ca. 60 m bassinledning ved Havnegade og nogle mindre ændringer på kloaksystemet.
SAGSBESKRIVELSE
Ifølge Spildevandsplan 2000 er den generelle tilstand i de marine vandområder ikke på et niveau, der opfylder de målsætninger med tilhørende kvalitetskrav, som er vedtaget som gældende retningslinier i kommuneplanen og omfattet af den vedtagne vandområdeplan for Københavns havn og kyst.
En væsentlig kilde til forurening af vandet i Københavns Havn er overløb under regn fra kloaksystemet. Det københavnske kloaksystem er i det væsentlige udformet som et fællessystem. Det vil sige, at spildevandet fra boliger og erhverv løber i samme rør som regnafstrømningen fra tage, gader og pladser. Kloaksystemet har under kraftig regn ikke stor nok kapacitet til at transportere al regn- og spildevand til renseanlæggene. For at undgå, at den manglende kapacitet giver anledning til kælder- og terrænoversvømmelser, er kloaksystemet forsynet med overløbsbygværker, hvor det overskydende vand kan blive ledt ud til et nærtliggende vandområde, eksempelvis til havnen. Ved at udbygge kloaksystemet dels med større rør og dels med forsinkelsesbassiner kan nogle af overløbsbygværkerne helt nedlægges og udledningsmængderne fra de resterende overløbsbygværker væsentligt reduceres.
En række projekter, som vil give en forbedret vandkvalitet specielt i Nordhavnen og Sydhavnen er udført eller under udførelse. Det drejer sig om et forsinkelsesbassin på 30.000 m3 i Frihavnen og lukning af en række overløb til Søndre Frihavn, Mellembassinet og Nordbassinet. Endvidere er der bygget et 15.000 m3 stort bassin i Sydhavnen ved Belvedere Kanalen og et 1500 m3 stort bassin ved Drechselsgade på Islands Brygge.
Til forbedring af vandkvaliteten i Inderhavnen er der givet
en bevilling på 12 mio. kr. til lukning af to overløbsbygværker ved
Bryghusbroen (BR 239/03). Lukningen af de to bygværker forventes udført i
efteråret 2003 og begyndelsen af 2004. For at opnå den ønskede vandkvalitet i
Inderhavnen mangler der yderligere at blive udført foranstaltninger på de
overløbsbygværker, der er beliggende ved Havnegade, Nyhavn, Kvæsthusbroen,
Larsens Plads og Nordre Toldbod. Det er foranstaltninger til nedbringelse af
overløb fra disse bygværker, nærværende kapitalbevilling skal anvendes
til.
Den forbedrede vandkvalitet er blandt andet begrundet i et ønske om, at havneområderne i højere grad end hidtil skal kunne bruges til rekreative formål, herunder badning og andre aktiviteter, hvor man kommer i tæt kontakt med vandet. Det er derfor i Spildevandsplan 2000 anført, at der bør iværksættes tiltag, så badevandskriteriet kan overholdes. Badevandskriteriet for saltvand er, at der i badesæsonen fra 1. juni til 1. september maksimalt må være en overskridelse af grænseværdien for coli-bakterier i 5% af tiden. Da coli-forureningen stort set kun stammer fra overløb fra kloaksystemet og da der normalt er en relativ stor vandudskiftning i havnen, vurderes det, at badevandskriteriet kan overholdes, hvis der højst er 5 overløb fra kloaksystemet om året, svarende til 2-3 overløb i badesæsonen.
På strækningen Havnegade,
Nyhavn, Kvæsthusbroen, Larsens Plads og Nordre Toldbod er der i dag 9
overløbsbygværker med udløb til havnen.
Overløbsbygværkerne er i
funktion op til 30 gange om året og der er et årligt udløb til havnen på i
gennemsnit ca
. 55.000 m3 regn- og spildevand fra disse
overløbsbygværker. De udførte hydrauliske beregninger på kloaksystemet viser,
at hvis der bygges et bassin på Sankt Annæ Plads på 8.000 m3 ,
anlægges ca. 60 m bassinledning ved Havnegade og foretages nogle mindre
ændringer på kloaksystemet, vil 3 af de 9 overløbsbygværker kunne lukkes og de
resterende bygværker i gennemsnit kun være i funktion 2-3 gange i badesæsonen.
De samlede årlige udledte mængder af regn- og spildevand vil blive reduceret
til i gennemsnit ca. 15.000 m3.
Da der skal bygges et nyt
skuespilhus og en underjordisk parkeringskælder på Kvæsthusbroen, vil det være
nødvendigt at koordinere byggeriet af bassinet med disse projekter. Efter
forhandlinger med Vej & Park og Plan & Arkitektur er det fundet mest
hensigtsmæssigt at placere bassinet delvist i Sankt Annæ Plads og delvist i en
mindre opfyldning på ca. 400 m2 af Kvæsthusgraven. Denne placering
er indarbejdet i forslaget til lokalplan for området. Bassinet vil blive
underjordisk og vil medføre at kajkanten mod Sankt Annæ Plads skal forlægges
parallelt ca. 6 m ud i Kvæsthusgraven til en position ca. udfor den nordlige
facade af Sophie Amalie Hotel, hvor tilslutningen til det eksisterende bolværk
etableres. Bortset fra nedgangen til bassinet, som vil blive placeret på
Kvæsthusbroen, eventuelt i forbindelse med nedgangen til parkeringsanlægget,
vil der ikke være opragende dele af bassinet over gadeniveau. For at skabe det
bedst mulige arbejdsmiljø og for at forhindre generende lugt fra eventuelle
slamaflejringer, vil bassinet blive udført med fuldautomatiske
renholdelsessystemer. I forbindelse med byggeriet af bassinet vil
kloakledningerne i Sankt Annæ Plads blive omlagt for at skaffe plads til ned-
og opkørselsramperne til parkeringsanlægget. Af hensyn til de andre byggerier i
området vil det være mest hensigtsmæssigt at starte byggeriet af bassinet, så
snart Oslofærgen er flyttet til Nordhavnen. Dette forventes at ske 1. juli 2004.
Byggeperioden for bassinet anslås til 1 år.
ØKONOMI
Den samlede udgift baseret på prisniveau for juli 2003 er anslået til:
Bassin i Sankt Annæ Plads 62,0 mio. kr.
Ombygning og lukning af bygværker 6,0 mio. kr.
Forlængelse af bassinledning i Havnegade 2,0 mio. kr.
Uforudsigelige udgifter, eksempelvis forurenet jord 13,0 mio. kr.
Projektering og tilsyn 17,0 mio. kr.
I alt 100,0 mio. kr.
Udgifterne afholdes med 25 mio. kr. i 2004, 41 mio. kr. i 2005 og 34 mio. kr. i 2006.
Kassemæssig dækning for udgiften i 2004 kan anvises på konto 01.42.40.3.33 "Foranstaltninger jf. vandområdeplan for Københavns Havn og Kyst" i Københavns Energi's investeringsplan i budgetforslaget for 2004.
Udgiften i 2005 og 2006 vil blive søgt indarbejdet i budgetforslaget på konto 01.42.40.3.33 "Foranstaltninger jf. vandområdeplan for Københavns Havn og Kyst".
ANDRE KONSEKVENSER
Da området er arkæologisk interessant, har Bymuseet ønsket
at følge udgravningerne nøje, men har ikke på forhånd stillet krav til
udgravningernes udførelse.
MILJØVURDERING
Projekterne indebærer
væsentlige forbedringer af havneområdernes vandmiljø. Udover at den hygiejniske
vandkvalitet forbedres, nedsættes også udledninger af kloakslam, som blandt
andet indeholder store mængder tungmetaller samt næringssalte, så algevæksten i
havnen begrænses og vandet dermed bliver mere klart og rent.
Normalt vil kloakprojekter af
denne art ikke være underlagt en VVM-vurdering, men da byggeriet af bassinet
vil komme til at foregå sideløbende med byggeriet af skuespilhuset og vil blive
efterfulgt af byggeriet af parkeringskælderen, har Hovedstadens Udviklingsråd
vurderet, at der skal udarbejdes en VVM-redegørelse, dels for de 3 projekter
hver for sig og dels en samlet redegørelse. Tidsplanen for VVM-høringen er, at
den skal være afsluttet i maj måned 2004.
Der forventes ingen
miljømæssige problemer fra bassinet i driftsfasen, idet støj og lugt samt
trafik til og fra bassinet vil være af yderst begrænset omfang. I anlægsfasen
vil der især kunne være miljømæssige problemer i forbindelse med
grundvandssænkningen, ramning af spuns og materialetransport og trafikforhold.
Disse og andre forhold af miljømæssig betydning er der gjort rede for i den for
bassinet udarbejdede VVM-redegørelse, som kan ses på HUR´s hjemmeside.
VVM-rapporten for bassinanlægget vil være fremlagt under mødet.
HØRING
Projektet har været forelagt Miljøkontrollen, som recipientmyndighed for de marine recipienter. Miljøkontrollen anbefaler projektet.
BILAG
1. Projektforslag: Forbedringen af vandkvaliteten i havn og kyst.
Inderhavnen ved Kvæsthusbroen
Endvidere vil VVM-rapporten "Bassinanlæg ved Sankt Annæ Plads" være
fremlagt under mødet.
Peter Elsman
/ Niels Juul Jensen