Mødedato: 28.09.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Statusrapport vedrørende udviklingsplan for Tingbjerg/Utterslevhuse 2021 samt ommærkningsaftale

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget får den årlige statusrapport vedrørende udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse, som skal sendes til Bolig- og Planstyrelsen, til efterretning. Herudover skal Teknik- og Miljøudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget tage stilling til ommærkningsaftalen for Tingbjerg/Utterslevhuse.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte

2. at forvaltningerne indgår aftale med SAB og fsb, som fastlægger retningslinjerne for ommærkning af ca. 116 almene familieboliger til almene ungdoms- og ældreboliger,
jf. bilag 3.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte indstillingens 2. at-punkt i sit møde den 23. september 2021, jf. oversigt over politisk behandling.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkender,

  1. at statusrapporten vedrørende udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse tages til efterretning, jf. bilag 2,

 

Teknik- og Miljøudvalget godkendte indstillingen i sit møde den 20. september 2021, jf. oversigt over politisk behandling.

Problemstilling

De almene boligorganisationer (fsb og SAB) skal via kommunalbestyrelsen hvert år frem til 2030 underrette Bolig- og Planstyrelsen om status for realisering af milepælene i udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse (BR 20. juni 2019), da Tingbjerg/Utterslevhuse er udpeget som ”hård ghetto”. Statusrapporten skal indsendes til Bolig- og Planstyrelsen senest den 1. oktober 2021 (bilag 2). Statusrapporten forelægges politisk på baggrund af det vedtagne ændringsforslag fra Teknik- og Miljøudvalget (TMU 14. september 2020) og Økonomiudvalget (ØU 29. september 2020).

Et af tiltagene i udviklingsplanen er at ommærke 116 almene familieboliger til 66 almene ungdomsboliger og 50 almene ældreboliger. Her betyder det, at familieboliger ændres (ommærkes) til en anden almen boligtype. Københavns Kommune og boligorganisationerne fsb og SAB ønsker at indgå en aftale, som sætter en hensigtsmæssig praksis for løbende ommærkning af boligerne. Med indstillingen bemyndiges Teknik- og Miljøforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til at indgå aftale med boligorganisationerne jf. bilag 3.

Løsning

Statusrapporten er udarbejdet af fsb og SAB i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen. Rapporten er godkendt i fsb og SAB’s organisationsbestyrelser den 25. august 2021. Arbejdet med udviklingsplanen forløber samlet set planmæssigt.

Hovedgrebet i udviklingsplanen er fortætning med private boliger. Det suppleres med byggeri og ommærkning til ungdoms- og ældreboliger, samt erhverv i form af butikker og daginstitutioner. Arbejdet forløber planmæssigt, og det forventes fortsat, at ambitionerne i udviklingsplanen kan gennemføres ved hjælp af de forudsatte greb. Der er kun foretaget mindre justeringer af tallene i forhold til sidste års rapport. Antallet af prøveboliger er justeret fra ti til otte boliger og antallet af ungdomsboliger i Utterslevhuse, der etableres ved ommærkning af familieboliger, er justeret fra 33 til 42 boliger.

Status vedrørende realisering af udviklingsplanen

Nybyggeri af private boliger og erhverv i Tingbjerg

Nedrivningen af Store Torv er i gang. Her skal opføres private boliger, butikslokaler, et plejecenter, et seniorbofællesskab og en ny børneinstitution. Byggeriet af de første otte private rækkehuse gik i gang i foråret 2021. Syv af boligerne er solgt, mens én bolig er showroom. Lokalplanen for 1. etape har været i offentlig høring i foråret 2021. Lokalplanen forventes at kunne forelægges til endelig vedtagelse i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen ultimo 2021. Arbejdet med lokalplan etape 2 for Tingbjerg bliver sat i gang i efteråret 2021.

Nybyggeri af ungdomsboliger i Tingbjerg

Boligorganisationen fsb arbejder i dialog med bestyrelsen for Tingbjerg Kollegiet, som er overgået til at være en afdeling under fsb, med planerne for udbygningen af kollegiet. Det er hensigten, at kollegiet skal udvides fra de nuværende 270 boliger til ca. 500 boliger. For at muliggøre udvidelsen har den selvejende institution i sommeren 2020 besluttet at omdanne sig til en almen ungdomsboligafdeling under fsb. De fremtidige boliger forventes derfor opført som almene ungdomsboliger.

Nybyggeri af kommunale services

Renovering af Tingbjerg skole forventes påbegyndt i 2022, og der pågår planlægning af to nye daginstitutioner og fritidsordning.

Ommærkninger i Tingbjerg/Utterslevhuse

En justering af forsøgsprojektet med etablering af et alment ungdomsboligbofællesskab i Utterslevhuse gjorde det muligt at opjustere antallet af ungdomsboliger fra 33 til 42. De unge beboere flyttede ind i ’Dele-bo’ i 2020. Der er i øjeblikket dialog om forsøgsprojektet med ministeriet om byggeloven, boligreguleringsloven og lov om almene boliger.

Nybyggeri af private boliger, erhverv og kommunale services i Bystævneparken

Københavns Kommune arbejder med at tilvejebringe det nødvendige plangrundlag for at udvikle Bystævneparken med omkring 1.200 nybyggede enheder (private boliger, plejeboliger og erhvervsenheder). Helhedsplanen for Bystævneparken har været i offentlig høring i foråret 2021. Københavns Kommune er sideløbende i tæt dialog med de relevante statslige myndigheder om tilvejebringelse af den anlægslov, der er en forudsætning for at etablere en vejforbindelse mellem Tingbjerg og Bystævneparken. Etablering af vejforbindelsen er en forudsætning for den statslige godkendelse af, at Tingbjerg og Bystævneparken regnes som ét samlet boligområde.

Ommærkningsaftale

Ommærkningsaftalen vedlagt i bilag 3 er baseret på anbefalingerne i analyser udarbejdet i regi af Københavns Kommune, fsb og SABs samarbejde om Tingbjergs byudvikling. Med aftalen fastsætter parterne de processuelle rammer og principper for at ommærke familieboliger i henhold til udviklingsplanens målsætning. Aftaleteksten til ommærkningsaftalen er først endelig, når den er godkendt i begge boligorganisationer.

Ommærkning af ca. 66 familieboliger til ungdomsboliger vil ifølge aftalen ske løbende ved ledighed blandt de 115 familieboliger i området under 65 m2. Familieboliger, der ommærkes til ældreboliger, skal udpeges af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen blandt de 239 familieboliger mellem 65 m2 og 70m2, som på ommærkningstidspunktet lever op til målgruppens betalingsevne, og ombygges i henhold til kravene til tilgængelighed. Hvis det viser sig, at færre end 50 familieboliger kan ommærkes til ældreboliger, vil der være behov for at ommærke til flere ungdomsboliger, så udviklingsplanens målsætning om ommærkning af ca. 116 familieboliger fastholdes. Omfanget af familieboliger, som kan ommærkes til ældreboliger, ventes afklaret i forbindelse med fremdriften af fsb og SAB’s forestående fysiske helhedsplaner. Aftalen kan genforhandles, hvis der i væsentligt omfang opstår behov for at justere antallet af ommærkninger frem til 2030.

Økonomi

Ved ommærkning til almene ældreboliger overgår anvisningsretten og risikoen for tomgangstab til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Med hjemmel i almenboliglovens § 101 yder kommunen hvert år tilskud til ungdomsboliger, der svarer til den kommunale grundskyld, som boligerne betaler. De ommærkede ungdomsboliger vil kunne søge om dette tilskud på lige fod med andre almene ungdomsboliger. Der er i Budget 2017 (BR 13. september 2016) (A, B, C, F, I, O, V, Ø og Kasper Heumann Kristensen) afsat en pulje til håndtering af disse udgifter.

Videre proces

Statusrapporten sendes til Bolig- og Planstyrelsen senest den 1. oktober 2021. Sagen sendes til Borgerrepræsentationen til orientering.

Forvaltningerne, fsb og SAB udarbejder årlige statusrapporter til styrelsen, jf. krav i bekendtgørelse om fysisk forandring af ”hårde ghetto”-områder. Statusrapporterne forelægges årligt Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget til efterretning.

Ommærkningsaftalen er godkendt i fsb’s organisationsbestyrelse den 25. august 2021 og behandles i SAB’s organisationsbestyrelse den 21. september 2021.

 

Søren Hartmann Hede                             Søren Wille                                              Katja Kayser

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkender,

  1. at statusrapporten vedrørende udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse tages til efterretning, jf. bilag 2,

    Teknik- og Miljøforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender,

  2. at forvaltningerne indgår aftale med SAB og fsb, som fastlægger retningslinjerne for ommærkning af ca. 116 almene familieboliger til almene ungdoms- og ældreboliger jf. bilag 3.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2021

 

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutning i mødet den 23. september 2021

 

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Statusrapport vedrørende udviklingsplan for Tingbjerg/Utterslevhuse 2021 samt ommærkningsaftale (2021-0182149)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2021

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top