Mødedato: 28.09.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Statusrapport vedr. udviklingsplan for Mjølnerparken, Nørrebro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget får den årlige statusrapport vedrørende udviklingsplanen for Mjølnerparken, som skal sendes til Bolig- og Planstyrelsen, til efterretning.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkender,

  1. at statusrapporten vedrørende udviklingsplanen for Mjølnerparken (bilag 3) tages til efterretning.

 

Teknik- og Miljøudvalget godkendte indstillingen i sit møde den 20. september 2021, jf. oversigt over politisk behandling.

Problemstilling

Da Mjølnerparken er udpeget som et såkaldt ”hårdt ghettoområde”, skal den almene boligorganisation, Bo-Vita, via kommunalbestyrelsen hvert år frem mod 2030 underrette Bolig- og Planstyrelsen om status for realisering af milepælene i udviklingsplanen. Den lovpligtige udviklingsplan redegør for, hvordan andelen af almene familieboliger reduceres fra 94 % til højst 40 % i 2030 (BR 20. juni 2019, se bilag 2). Statusrapporten skal indsendes til styrelsen senest den 1. oktober 2021 (bilag 3).

Statusrapporten forelægges politisk på baggrund af det vedtagne ændringsforslag fra Teknik- og Miljøudvalget (TMU 14. september 2020) og Økonomiudvalget (ØU 29. september 2020).

Løsning

Statusrapporten er udarbejdet af Bo-Vita i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen. Rapporten behandles i Bo-Vitas organisationsbestyrelse den 9. september 2021. Arbejdet med udviklingsplanen forløber samlet set planmæssigt, og der er ingen væsentlige ændringer til gennemførslen af udviklingsplanen siden sidste statusrapport i 2020.

Helhedsplan og udviklingsplan for Mjølnerparken

For at imødekomme kravet om reduktion af andelen af almene boliger i Mjølnerparken gennemføres først den fysiske helhedsplan og herefter den lovbundne udviklingsplan.

Den fysiske helhedsplan fra 2015 omfatter bl.a. ændring af boligudbuddet herunder infill med ungdomsboliger, sammenlægning og udbygning af boliger, etablering af erhvervslokaler og nye tagboliger.

Udviklingsplanen bygger oven på den fysiske helhedsplan med en plan for, hvordan andelen af almene familieboliger i Mjølnerparken reduceres til højst at udgøre 40 %. Det fremgår af udviklingsplanen, at reduktionen sker ved, at Mjølnerparkens karré II og III frasælges, så andelen af almene familieboliger reduceres i overensstemmelse med lovkravet. I alt frasælges ca. 229 almene familieboliger og 30 almene ungdomsboliger. Ungdomsboligerne frasælges for at imødekomme et ønske fra Bo-Vita om at sælge i hele karréer.

Status for 2021

Siden sidste statusrapport har Bo-Vita afholdt udbud på byggeopgaven, og entreprenøren CASA er valgt. Renoveringen og nybyggeriet står foran at kunne påbegyndes, når Borgerrepræsentationen den 23. september 2021 har taget stilling til den endelige anskaffelsessum og påbegyndelsen af byggeriet (Skema B).

Bo-Vita har ydermere meddelt forvaltningerne, at de er langt i forhandlingerne med en kommende køber om en salgsaftale for karré II og III. Salget bliver forelagt til politisk godkendelse.

Der er med statusrapporten ingen ændringer til hvilke redskaber, der planlægges anvendt for at nedbringe andelen af almene familieboliger. Arbejdet med at realisere udviklingsplanen forløber samlet set planmæssigt. Det forventes fortsat, at ambitionerne i udviklingsplanen kan gennemføres ved hjælp af de tiltag, der fremgår af planen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Statusrapporten indsendes til Bolig- og Planstyrelsen senest den 1. oktober 2021. Sagen lægges herefter til Borgerrepræsentationen til orientering.

Forvaltningerne og Bo-Vita udarbejder årlige statusrapporter til styrelsen, jf. krav i bekendtgørelse om fysisk forandring af ’hårde ghettoområder’. Statusrapporterne forelægges årligt Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget til efterretning.

 

Søren Hartmann Hede                                                    Søren Wille

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkender,

  1. at statusrapporten vedrørende udviklingsplanen for Mjølnerparken (bilag 3) tages til efterretning.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2021

 

 

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

 

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Enhedslisten er imod udviklingsplanen for Mjølnerparken. Enhedslisten støtter ikke en løsning for Mjølnerparken, der ikke respekterer beboernes ønske om at undgå frasalg. Enhedslisten finder det samtidig kritisabelt, at lejernes penge bruges på at renovere boliger, der derefter sælges til en privat investor, der kan udleje de nyrenoverede lej- ligheder til højere priser og dermed omsætte lejernes investeringer i renoveringerne til øget privat indtjening”

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Statusrapport vedr. udviklingsplan for Mjølnerparken, Nørrebro (2021-0259886)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2021

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 20. september 2021:

”Enhedslisten er imod udviklingsplanen for Mjølnerparken. Enhedslisten støtter ikke en løsning for Mjølnerparken, der ikke respekterer beboernes ønske om at undgå frasalg. Enhedslisten finder det samtidig kritisabelt, at lejernes penge bruges på at renovere boliger, der derefter sælges til en privat investor, der kan udleje de nyrenoverede lejligheder til højere priser og dermed omsætte lejernes investeringer i renoveringerne til øget privat indtjening”.

 

Alternativet tilsluttede sig protokolbemærkningen på mødet.

Til top