Mødedato: 28.05.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Indstilling af repræsentant fra Københavns Kommune til Green Building Council Denmarks bestyrelse

Mette Qvist, direktør i organisationen Green Building Council Denmark har rettet henvendelse til Københavns Kommune med ønsket om, at Københavns Kommune repræsenteres i Green Building Council Denmarks bestyrelse.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at byggechef i Byggeri København, Kasper Graa Wulff udpeges som Københavns Kommunes repræsentant i bestyrelsen for Green Building Council Denmark. Begrundelsen for valget er Københavns Kommunes rolle som bygherre.

Såfremt indstillingen godkendes, vil Kasper Graa Wulff tiltræde Green Building Council Denmarks bestyrelse.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at byggechef i Byggeri København, Kasper Graa Wulff udpeges som Københavns Kommunes repræsentant i bestyrelsen for organisationen Green Building Council Denmark for en to-årig periode.

Problemstilling

Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark har den 2. april 2019 rettet henvendelse til Københavns Kommune ved overborgmester Frank Jensen. Formålet med henvendelsen er, at Green Building Council Denmark ønsker Københavns Kommune repræsenteret i Green Building Council Denmarks bestyrelse.

Der er i dag 8 mænd og 4 kvinder i Green Building Council Denmarks bestyrelse.

Green Building Council Denmark arbejder for at forbedre bæredygtigheden i det byggede miljø i Danmark, blandt andet ved at stille krav til bæredygtighed i nybyggeri via DGNB-certificering som er en international bæredygtighedsstandard for byggeri. DGNB-certificeringen har udmærket sig ved at være innovationsfremmende og fremtidssikret. Forventningerne til 2019 er, at 16 % af al nybyggeri over 30 mio. kr. vil blive DGNB-certificeret.

Løsning

Økonomiforvaltningen anbefaler, at byggechef i Byggeri København, Kasper Graa Wulff udpeges som Københavns Kommunes repræsentant i bestyrelsen for Green Building Council Denmark. Begrundelsen for valget er Københavns Kommunes rolle som bygherre. Green Building Council Denmarks bestyrelse varetages af fagpersoner fra byggebranchen.

Økonomi

Kasper Graa Wulffs bestyrelseshonorar vil tilfalde Københavns Kommune, da han indstilles som repræsentant for Københavns Kommune. Honoraret skal indtægtsføres i Københavns Kommune som lønrefusion, da Københavns Kommune aflønner Kasper Graa Wulff for hans arbejde i Green Building Council Denmarks bestyrelse.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil byggechef i byggeri København, Kasper Graa Wulff tiltræde Green Building Council Denmarks bestyrelse til organisationens næstkommende generalforsamling den 20. maj 2019. Frem til Borgerrepræsentationens behandling af sagen, varetages bestyrelsesposten af en supplant. Bestyrelsesposten besiddes frem til den 20. maj 2021.  

 

Peter Stensgaard Mørch                           /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Indstilling af repræsentant fra Københavns Kommune til Green Building Council Denmarks bestyrelse (2019-0119484)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2019

Et samlet Økonomiudvalg besluttede at sende indstillingen tilbage til Økonomiforvaltningen. 

Til top