Mødedato: 28.05.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Generalforsamling i Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS 2019

Se alle bilag

Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS skal afholde den årlige ordinære generalforsamling den 31. maj 2019. Generalforsamlingen afholdes som papirgeneralforsamling. Ved en papirgeneralforsamling forstås en generalforsamling, hvor aktionærerne ikke møder personligt frem, men hvor Økonomiudvalget forinden beslutter forløbet og stemmeafgivelsen. På papirgeneralforsamlingen skal der tages stilling til årsrapporten og ledelsesberetningen, decharge til direktøren og godkendelse af budgettet for 2019.

Selskabet blev oprettet i 2017, da kommunal el-produktion i henhold til elforsyningsloven skal udskilles i et selskab.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget som generalforsamling beslutter,

  1. at det godkendes, at der gennemføres papirgeneralforsamling i Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS, jf. bilag 1,
  2. at årsrapport og ledelsesberetning for selskabet godkendes, jf. bilag 2,
  3. at generalforsamlingen meddeler direktøren Kasper Thimgaard Pedersen v/Københavns Ejendomme og Indkøb decharge (ansvarsfrihed),
  4. at budget for 2019 godkendes, jf. bilag 3.

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

5. at det tages til efterretning, at Økonomiforvaltningen sikrer, at kommunen foretager afregning af moms, afgifter og transport for den strøm, som Københavns Kommune har aftaget direkte fra Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS’ anlæg grundet forkert registrering af selskabets anlæg.

Problemstilling

Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS skal afholde den årlige ordinære generalforsamling.

Selskabet blev besluttet oprettet i 2017 (besluttet af Borgerrepræsentationen den 2. februar 2017), da kommunal el-produktion i henhold til elforsyningsloven skal udskilles i et selskab. Kommunen har indskudt i alt 1.200.000 kr. i selskabet, som skulle sikre selskabets drift i 10 år.

Registreringen af selskabets solcelleanlæg er ikke blevet tilrettet efter overdragelsen til selskabet. Dette betyder, at kommunale enheder fortsat forbruger den producerede strøm. Baggrunden for, at registreringen af anlæggene ikke er tilrettet skyldes flere forhold. Generelt er der usikkerhed om regelgrundlaget, som endvidere er blevet ændret i 2018. Derudover har 2 ud af selskabets 3 anlæg i efteråret 2018 fået dispensation fra kravet om selskabsmæssig udskillelse, men det er uklart, hvad den økonomiske konsekvens vil være ved at tilbageføre anlæggene til kommunen.

Da kommunen selv har forbrugt den i selskabet producerede strøm er der ikke blevet afregnet transport, afgifter og moms, ligesom kommunen endnu ikke har betalt for strømmen til selskabet.

Løsning

Borgerrepræsentationen har delegeret generalforsamlingskompetencen i Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS til Økonomiudvalget i almindelige sager, jf. Borgerrepræsentationens beslutning af 28. april 2016, dagsordenpunkt 12.

Økonomiforvaltningen vurderer, at årets generalforsamling er en almindelig sag. Økonomiudvalget kan derfor, jf. delegationen, afholde generalforsamlingen.

Økonomiudvalget skal således træffe beslutning vedrørende de spørgsmål, der skal behandles på generalforsamlingen.

Det vurderes, at Økonomiudvalgets beslutning om, hvordan der skal stemmes på generalforsamlingerne, mest hensigtsmæssigt sker på samme måde som alle andre beslutninger, som Økonomiudvalget skal træffe. Derfor lægges der med denne indstilling op til, at Økonomiudvalget beslutter forløbet af og stemmeafgivelsen på den efterfølgende papirgeneralforsamling.

Ved en papirgeneralforsamling forstås en generalforsamling, hvor aktionærerne ikke møder personligt frem, men på forhånd har besluttet, hvordan der skal stemmes.

Hvis Økonomiudvalget kan tiltræde indstillingen, vil generalforsamlingen blive protokolleret, som det fremgår af vedlagte udkast til protokollat, jf. bilag 1.

Årsrapporten

De væsentligste begivenheder i Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS samt årets resultat fremgår af den vedlagte årsrapport for Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS (bilag 2).

Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS resultatopgørelse for 2018 udviser et underskud på 139.460 kr. Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS forventer fortsat at være underskudsgivende i 2019.

Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS egenkapital udgjorde pr. 31.12.2018, 996.581 kr. ud af en samlet balancesum på 1.086.890 kr.

Decharge

Meddelelse af decharge er et årligt generalforsamlingspunkt i Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS. Med decharge menes der ansvarsfrihed.

Når generalforsamlingerne meddeler Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS ledelse decharge/ansvarsfrihed, betyder det, at Københavns Kommune, som ejer af Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS, ikke kan rejse en erstatningssag mod direktøren for de forhold, som Københavns Kommune bliver gjort bekendt med på generalforsamlingerne.

I al væsentlighed bliver Københavns Kommune gjort bekendt med de oplysninger, som fremgår af årsrapporterne fra Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS, samt hvad der ellers blev oplyst i forbindelse med afholdelsen af selve generalforsamlingen, jf. protokollaterne. Dechargen/ansvarsfriheden omfatter således ikke forhold, som generalforsamlingen ikke er oplyst om i enten årsrapporterne eller på generalforsamlingen.

Budget 2019

Der er opstillet budget for 2019, jf. bilag 3, som udviser et forventet underskud på ca. 140.000 kr., hvilket svarer til forventningen om, at selskabet skal kunne driftes i ca. 10 år fra selskabets start. I budgettet er der taget udgangspunkt i, at 2 af de 3 anlæg i 2019 tilbageføres til kommunen grundet dispensation fra kravet om selskabsmæssig udskillelse.

Afregning af el, moms, afgifter og transport     

Økonomiforvaltningen vil i 2019 sørge for, at der bliver afregnet moms, afgifter og transport for den strøm, som kommunen har aftaget direkte fra Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS’ anlæg grundet forkert registrering af selskabets anlæg.

Økonomi

Økonomiforvaltningen afholder udgiften til el, moms, afgifter og transport indenfor egen ramme.

Videre proces

Årsrapporten indsendes til Erhvervsstyrelsen efter generalforsamlingen har godkendt årsrapporten.

 

Peter Stensgaard Mørch                       /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Generalforsamling i Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS 2019 (2019-0088736)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2019

Indstillingens 1.-4. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 5. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning. 

Til top